Stråling fra mobil- og elmaster

Stråling fra mobil- og elmaster vækker ofte bekymring hos naboerne, men ikke meget tyder på, at strålingen ved de nuværende grænseværdier har sundhedsskadelige effekter.

Hvad er stråling?

Stråling er udsendelse af energi fra en kilde. På baggrund af strålingens energiindhold og dermed farlighed skelner man ofte mellem to former for stråling, nemlig ikke-ioniserende og ioniserende stråling.

Ikke-ioniserende stråling er den mindst energirige stråling og dermed også den mindst farlige. Strålingen går også under betegnelsen elektromagnetiske felter og produceres af alle apparater og ledninger, som bruger elektrisk energi. I dagligdagen er stråling fra radio- og højspændingsudstyr den mest omdebatterede form for stråling.

Ioniserende stråling stammer fra energirige kilder i form af radioaktivt materiale som eksempelvis uran og er i stand til at ændre cellestrukturen hos et mennesker, der udsættes for bestråling.

Røntgenstråler er således sundhedsskadelige i større doser, hvilket er årsagen til, at ansatte på en røntgenafdeling enten er iført et blyforklæde eller går uden for døren, når patienten bliver fotograferet.

Hvilken form for stråling udsender mobilmaster?

Mobilmaster udsender ikke i sig selv nogen stråling. Det gør derimod radioantennen, som er placeret på enten en mast, en husvæg eller en skorsten.

Under kommunikation med mobiltelefoner producerer antennen de elektromagnetiske felter, der er genstand for ivrig debat blandt især naboer til mobilmaster. Da både mobiltelefon og antenne er kortrækkende og derved bruger begrænsede mængder af energi, er strålingen fra en mobilantenne dog stærkt begrænset.

Hvor meget stråling udsender mobilmaster?

Effekten af stråling fra elektrisk udstyr aftager kraftigt med afstanden. Set i forhold til en almindelig mobiltelefon er strålingen fra antennen i en mobilmast meget begrænset, da antennen er placeret højt og dermed relativt langt fra menneskelige opholdssteder.

Hvis du eksempelvis placerer dig med din mobiltelefon neden under en mobilantenne, der sidder i toppen af et tårn, er strålingen fra din egen mobiltelefon mange gange større end den stråling, der udsendes af mobiltelefonantennen.

Deraf følger også, at energiniveauerne målt på jorden eller blot få meter fra antennen typisk er langt under de grænseværdier, som myndighederne opererer med.

Er strålingen fra mobilmaster skadelig?

Indtil videre er der ikke produceret undersøgelser, der dokumenterer sundhedsskadelige effekter fra mobiltelefonantenner, der er placeret højt. På den anden side har teknologien eksisteret i så få år, at det ikke har været muligt at måle eventuelle langtidseffekter.

Da strålingen fra mobiltelefoner er mange gange større end strålingen fra antenner placeret udendørs, har forskningen i højere grad rettet sig mod brugen af mobiltelefoner. Resultaterne af forskningen har imidlertid ikke været i stand til at be- eller afkræfte eventuelle sundhedsskadelige virkninger ved brug af mobiltelefon.

Opmærksomheden har i særlig grad været rettet mod børn og unges brug af mobiltelefoner, da hjerneskallen hos denne gruppe endnu ikke er fuldt udvokset, og strålerne fra mobiltelefonen derfor har lettere ved at trænge ind i hjernen. Men heller ikke på dette område er der fundet tegn på, at normal brug af en mobiltelefon kan være sundhedsskadelig.

LÆS OGSÅ:

Sundhedsstyrelsen: Mobilmaster er ikke farlige

Hvordan påvirker strålerne kroppen?

Blandt forskere generelt er der enighed om, at en mulig effekt er, at de steder på legemet, der udsættes for strålingen eller de elektromagnetiske felter, bliver varmet op.

Såfremt strålingen fra en mobiltelefon var tilstrækkelig intensiv og energirig, kunne hjernemassen dermed "koge over" ved intensiv brug af mobiltelefonen. Hidtil er der dog ikke fundet nogen antydning af eksistensen af dette fænomen. Derimod er der målt marginale temperaturstigninger i hjernen ved brug af en mobiltelefon.

Er der grænseværdier for sendeeffekten?

Da forskere har mistanke om, at udsendelsen af radiofrekvente elektromagnetiske felter (stråler) kan have skadelige effekter på mennesker, er der fra international side fastlagt grænseværdier for, hvor kraftige radiobølger borgerne må udsættes for.

Blandt andet EU har fastlagt grænseværdier for felterne omkring radioantenner. En grænseværdi gælder almindelige borgere, mens en anden gælder for ansatte, der arbejder professionelt med mobiltelefonnettet.

Sundhedsstyrelsen udsendte i december 2013 en meddelelse om, at der ikke er noget bevis for helbredsmæssige konsekvenser ved brug af trådløs teknologi.

Ifølge Styrelsen er der ikke ”videnskabelig evidens for at udsættelse for radiofrekvent elektromagnetisk stråling, der udsendes fra mobiltelefoner, antenner, trådløse netværk og anden trådløs teknologi, giver anledning til helbredsmæssige konsekvenser for de personer, der er udsat for eller benytter disse teknologier”.

Er stråling fra højspændingsanlæg skadelig?

Elektriske højspændingsledninger og andet højspændingsudstyr som transformatorstationer udsender elektromagnetiske felter på samme måde som radioantenner. Blandt forskere har det været diskuteret, om der er nogen sundhedsmæssig risiko forbundet med at bo tæt på højspændingsledninger eller transformatorstationer.

Mistanken om eventuelle skadelige effekter har fået næring gennem en undersøgelse, der indikerede en øget risiko for, at børn fik blodkræft, såfremt de blev udsat for særligt høje magnetfelter. Indtil videre er der dog ikke konstateret nogen egentlig videnskabelig sammenhæng mellem forekomsten af blodkræft hos børn og udsættelse for elektromagnetiske felter.

Af forsigtighedshensyn anbefaler Sundhedsstyrelsen dog, at der ikke opføres boliger tæt på højspændingsanlæg. Ligeledes anbefaler styrelsen, at der ikke opføres højspændingsanlæg tæt på eksisterende boliger.

Hvad siger skeptikerne?

Nogle forskere vurderer, at den ikke-ioniserende stråling, som vi udsættes for i dagligdagen, bevisligt har sundhedsskadelige effekter. Forskerne henviser bl.a. til "el-overfølsomhed" i dele af befolkningen.

Overfølsomheden skulle optræde i forbindelse med ophold i nærheden af elektrisk udstyr som dataskærme, lysstofrør, el-ledninger og mobiltelefoner. Ifølge forskerne giver overfølsomheden sig udslag i symptomer som prikken i huden, hovedpine, svimmelhed og koncentrationsbesvær.

En stor del af den naturvidenskabelige forskning ser derimod ingen sammenhæng mellem de nævnte symptomer og tilstedeværelsen af elektriske apparater.

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Indhold i denne artikel

Bolius - et helejet Realdania selskab