Styr lyset med mobilen

Lysdæmper, fjernbetjent tænd/sluk-ur og LED-pærer, der kan skifte mellem tusindvis af farver og styres via mobiltelefonen. Philips Hue er en helt ny måde at styre lyset på. Vi har prøvet den. Læs anmeldelsen her.

Se lyset her

Det kan du bruge Philips Hue til

  • Vælg mellem tusindvis af farver til pærerne.
  • Skab stemning med lys til hyggestunder rundt om i huset. Det romantiske middagslys, oplæsningslys, vågelys og festlys.
  • Vågn op med lys a la solopgang. Find den rette nuance, sæt timer på, så det passer med vækkeuret, og lyset kan nu langsomt fade op.
  • Brug pærer og app til tyverisikring. Sæt lyset til at tænde på et bestemt tidpunkt, evt. blåt lys der ligner tv-lys, eller tænd og sluk via 3G, hvis du ikke er hjemme.
  • Gå på jagt i App Store og find andre apps, der kan bruges til Hue. Der er allerede flere tilgængelige, der kan få pærerne til at blinke eller skabe effekter med musik.

Pris (vejledende udsalgspris):

  • Startpakke med 3 pærer: 1.479 kr.
  • Ekstra pære med stor fatning, 1 stk.: 479 kr.

Pære med lille fatning kan fås fra foråret. Philips Hue fås i øjeblikket kun i Apple-butikker, men fra februar 2013 er salget frigivet, så det kan købes i almindelig handel.

ANMELDELSE: Indrømmet. Jeg tænkte, at Philips Hue med sine LED-pærer, der kan skifte farve og lysstyrke via en mobil-app, blot var endnu en smart gadget for lysnørder. Sjovt i 5 minutter og 1.500 kr. ud af vinduet. Dyrt og umuligt, eller i bedste fald besværligt at installere, var næste tanke.

Men Philips udviklere har lagt sig i selen, og resultatet er blevet et produkt, som boligejere uden tekniske forudsætninger kan sætte til deres trådløse netværk og herefter via mobilen styre lyset i boligens almindelige lamper med fatning.

Philips Hue er en sjov gadget

Om man så får det brugt, er en anden sag. Men efter en test af startboksen, som vi har fået af Philips til anmeldelse, er app og pærer kommet til vort hus for at blive. Dels fordi det er en sjov gadget, som vi, vores gæster og såmænd også folk på gaden har grinet af. Men også fordi kvaliteten af lyset er god.

Mulighederne for styring af lyset i hverdagen er ligeledes fin. App'en, som lysstyringen foregår fra, er ikke imponerende, men dog brugbar.

Hue er nem at installere

I startboksen er 3 almindeligt udseende LED-pærer, der dog er noget tungere end normale sparepærer, samt en pæn, hvid boks. Boksen forbindes med et kabel til husets trådløse router og en stikkontakt.

Når du har downloadet den gratis Hue-app, der findes til både Apple og Android-telefoner, trykker du på boksens eneste knap. App og boks finder hinanden, og når boksens pærer én efter én sættes i husets lamper, kan de styres via app'en.

Skift farve og skrue op og ned med mobilen

Herefter kan man lege, og det gør man.

Fordi app'en er meget intuitiv i brug kan også husets mindste beboer på 7 finde ud af at skrue op og ned for farver og lysstyrke ved hjælp af app, mobilskærm og finger. I første omgang prøver man sig frem via de mange predefinerede indstillinger eller "scener", der basalt set består af et fotografi. Hver især har de fået et komplet ubrugeligt navn, såsom "Greece", "Taj Mahal" og "Laila".

Tryk på oversigt på app og skift farve

"Laila" er et billede af en hund på en græsplæne. Med et tryk på billedet på app'ens oversigtsskærm skifter rummets pærer straks til den dæmpede, grønne græsfarve, som pære-ikonerne er sat på som standard i Laila-scenen.

Lyser den grønne farve for kraftigt, kan lystyrken dæmpes eller farverne ændres ved et tryk på en lille blyant til venstre i skærmen. Herved åbnes fotografiet, og nu kan du enkeltvis eller samlet trække de små pære-ikoner kaldet 1, 2 og 3 henover farverne på fotografiet. Lyset i rummets pærer skifter nuance i samme tempo med kun ganske lille forsinkelse. Lysstyrken kan også dæmpes på en funktion under billedet. 

Slet scener i app og lav dine egne

Det er smart, sjovt og fungerer upåklageligt. Men nyttigt er det jo sjældent med grønt lys, medmindre man holder fest. Og er det virkelig nødvendigt med 13 farverige billeder med umulige navne, der alle kan det samme - nemlig bruges manuelt til at styre farver og lysstyrke?

Svaret er helt klart nej. Faktisk er det forvirrende, og ingen - heller ikke drengen på 7, der ellers syntes, det var herligt sådan at få lov til at lege med lyset - kan huske hvilket billede, der giver hvilket lys.

Vi begyndte derfor at ændre i de predefinerede scener, men det gode råd er helt klart at slette alle app'ens forvirrende fotografier og i stedet uploade egne fotos, navngive dem og indstille farver og lysstyrker efter ønske. Hermed kan du altså overføre farven fra dine fotos af det turkisblå hav fra sommerferien sydpå eller den røde dobbeltdækkerbus i London til dine pærer.

Få lys til en romantisk aften.
Foto: Tommy Verting

Få lys til en romantisk aften.

Foto: Tommy Verting

Lav en romantisk aften med Hue

Eller tag fx et billede af husets læsehjørne, upload det og kald det "Oplæsning". Find det lys, der passer i det hyggelige læsehjørne. Tryk Save. Og pludselig er app'en personlig og brugbar. Næste gang, der skal læses godnathistorie er hyggelig læsebelysning kun et klik væk.

Et uploadet billede af stearinlys og rødvinsglas kan kaldes "Dinner for 2". Der er tusindvis af farvekombinationer at vælge imellem, da alle pixels i et foto kan genskabes inden for LED-lysets begrænsninger, og romantik har mange nuancer. Men vi fandt en varm orange, som vi dæmpede meget.

Læsestunden og hyggestunden er to af de indstillinger, vi har brugt mest. Det giver lidt ekstra, at det ikke bare er almindeligt kedeligt sparepærelys.

Slap af i dæmpet, gult lys

Udover fotografierne er der lagt 4 basale scener ind, som du kan trykke på: Relax, Concentration, Reading og Energize. De fungerer fint og følger kaldenavnet - Relax-indstillingen er eksempelvis dæmpet gulligt lys, der kan bruges i flere sammenhænge.

Kraftige kvalitetspærer med lavt strømforbrug

Når legen er overstået, og efterhånden som du begynder at lave egne indstillinger, fornemmer man mulighederne og ikke mindst pærernes kvalitet.

Hue-pærerne er ganske kraftige, 600 lumen eller ca. 50 watt på den gamle glødepære-skala. Strømforbruget er 8 watt og 0,5 watt på standby pr. pære, men 0, hvis du slukker lyset på kontakten, som du plejer. Hertil nogle watt til boksen.

Hue-pærer holder i 15 år

Da styrken let reguleres ned, kan pærerne bruges til belysning overalt i huset og velsagtens til alle situationer. Dog endnu kun i lamper med stor fatning. Pærer til lille fatning kommer til foråret.

Pærernes levetid har Philips opgivet til 15 år eller 15.000 timer, hvilket er ganske flot, men også må være et forbrugerkrav, når pærerne enkeltvis koster 479 kr.

Fald i søvn til solnedgang

Alle pærer kan fungere som selvstændige fjernbetjente tænd/sluk-ure. Dvs., at du kan sætte en lampe med en Hue-pære ved din egen eller måske barnets seng til at tænde eller slukke på et bestemt tidspunkt.

Lyset kan også langsomt fade op eller ned på henholdsvis 3 eller 9 minutter. Find en behagelig nuance, måske den predefinerede 'Sunset', og fald i søvn til solnedgangens rød-gule lys, der langsomt forsvinder. Det lyder rart og står på listen over det, der skal prøves.

Lad pærer agere tv og hold tyven væk

Lyset kan også tændes og slukkes langvejs fra, fx fra solsengen på Korfu eller tante Birgits sovesofa. Først skal du dog registrere dig på Philips hjemmeside, og du skal med mobilen kunne komme på et 3G-netværk. Der er færre funktioner, end når du er hjemme på det trådløse WiFi, og du kan ikke programmere dine pærer langvejs fra, blot tænde og slukke.

Men det kan måske også hjælpe med at holde indbrudstyve væk. For du kan fx finde en skarp, blå nuance, tænde for pæren om aftenen og lade den agere 'fjernsynslys'. Det er sikkert ikke en anerkendt metode af sikringsfolk, men hvis en enkelt tyv går forbi, fordi det ser ud til, at fjernsynet er tændt, så er det vel værd at tage med. Det er også billigere, end hvis det rigtige fjernsyn er tændt.

LED-pærer har kvalitet

At det er en af verdens førende producenter af lyskilder, der står bag det først lancerede trådløse lysstyringsprodukt til hjemmebrug, er tydeligt. Philips Hue fungerer for pærernes vedkommende kvalitetsmæssigt upåklageligt.

Andre brands er på vej med tilsvarende produkter, bl.a. Lifx, der i app'en har indbygget mulighed for at få pærerne til at følge musik.

Andre kan lave apps til Philips Hue

Philips har valgt at lægge data ud, så såkaldte tredjepartsprogrammører frit kan lave apps med nye funktioner. Så slipper de selv for det, kan man fristes til at sige, for software og design i den originale Hue-app er ikke velgennemtænkt.

Men hvad gør det, når man får fantastisk lys med langt bedre farvegengivelse end med almindelige sparepærer, og allerede her få måneder efter lanceringen kan finde 4 privatproducerede Hue-apps med nye eller blot mere overskuelige funktioner alene i den danske del af App Store? Den ene i øvrigt lavet af en dansker.

Trådløs betjening af hjemmets apparater via mobiltelefonen er kommet for at blive. Og med Hue som en af de første direkte forbrugerrettede og ikke mindst betalelige af slagsen, har Philips bestået.

1-2-3 - så er du i gang med Philips Hue

  1. Download Philips Hue App i App Store eller Google Play.
  2. Sæt Hue-boksen til hjemmets trådløse router samt en stikkontakt og tryk en enkelt gang på boksens knap.
  3. Sæt pærerne i lamper rundt om i huset og styr dem via mobil-appen.

Philips Hue fungerer via en mindst 10 år gammel opfindelse, kaldet mesh network. Pærerne er ikke i sig selv forbundet med internettet og det trådløse netværk, men via husets elektroniske kabler. Så længe pærerne er tilknyttet samme relæ, kan en pære sidde i en lampe langt nede i haven.

Den trådløse router bruges kun til at forbinde mobilen med boksen, kaldet broen. Sætter du mobilen på 3G netværk, kan du stadig tænde og slukke dine pærer, men muligheden for at programmere farver og automatisk tænd/sluk-funktion forsvinder.

Læs mere og se lille film om, hvordan Philips Hue fungerer på Philips hjemmeside (engelsk)

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab