Tallerkener i opvaskemaskine: Skal du skylle dem af først?

Er du i tvivl, om du skal skylle tallerkener af, inden du sætter dem i opvaskemaskinen? Få svar her.

Rene tallerkener i en opvaskemaskine.

Du behøver ikke at skylle tallerkner, bestik og glas af, inden du placerer dem i opvaskemaskinen, men det er en god idé at skrabe dem. Foto: Sascha Schmidt-Faxe 

Med mindre din opvaskemaskine kommer til at lugte grimt, fordi du sjældent vasker op i den, er der ingen grund til at skylle tallerkener og andet service af, inden du sætter det i opvaskemaskinen. For opvaskemaskinen kan sagtens vaske det rent.

Skrab tallerkener, før du sætter dem i opvaskemaskinen

I stedet er det allerbedste råd i følge Fru Grøn at gøre som franskmændene: Spis brød til. 

Uanset, hvilket måltid du spiser, kan det være en god idé at servere retten med brød til, som du kan skrabe de sidste rester af med. På den måde undgår du også madspild. 

Hvis du ikke spiser brød til, bør du skrabe madrester af med opvaskebørsten, inden du sætter tallerkenerne i opvaskemaskinen. 

Hvis du har vand stående i opvaskebaljen til ting, der ikke skal i opvaskemaskinen, eller til at tørre borde og komfur af, kan du fugte opvaskebørsten i vandet og skrabe madrester af tallerkenerne eller skylle tallerkenerne helt af. På den måde behøver du ikke bruge så meget opvaskemiddel, opvaskemaskinen kan bedre rense tallerkenerne, og der kommer ikke så meget skidt i opvaskemaskinen. 

Det er ikke bedre for opvaskemaskinen, at der er madrester eller fedtstoffer i. 

Sådan undgår du, at opvaskemaskinen lugter

Opvaskemaskinen kan godt tåle, at du ikke skyller tallerkenerne. Der er et grov-filter og et finfilter, som samler skidtet, Hvis du er grundig til at skrabe tallerkener for madrester, kan du nøjes med at tømme filtrene hver tredje måned.

Men fylder du maskinen med tallerkener med madrester, er du nødt til ofte at rense filtrene – måske en gang om måneden - ellers kommer opvaskemaskinen til at lugte. Og hvis du bruger opvaskemaskinen, mens filtrene er helt stoppede til, kan det gå ud over opvaskemaskinen, og skidtet vil genudfældes på tallerkenerne.

Hvis opvasken står i flere dage i opvaskemaskinen, er det en god idé at skylle servicet af, hvis du vil undgå en grim lugt. Tør også kanterne på lågen grundigt af med en mikrofiber-klud, både på selve lågen og gummikanten af kabinettet. Specielt sidder der meget smuds på gummikanten nederst på lågen. 

Brug en lommelygte eller lys på mobiltelefonen til at tjekke, om der er snavs, skimmelsvampe eller kalk i maskinen. 

Se i videoen herunder, hvordan du holder opvaskemaskinen ren.

Fakta om Fru Grøn

Fru Grøn er selvstændig grøn konsulent inden for husholdning. Foto: Tommy Verting

Fru Grøn er selvstændig grøn konsulent inden for husholdning. Foto: Tommy Verting

  • Hedder rigtigt Anne Grete Rasmussen
  • Født i 1951
  • Gift med Jess Meyer sammen har de to voksne børn og 3 børnebørn
  • Bor i Sorø i parcelhus fra 1974
  • Uddannet husholdningslærer og master i sundhedspædagogik, tidligere projektleder hos Statens husholdningsråd
  • Selvstændig Grøn konsulent inden for husholdning
  • Rengøringsfilosofi: HOLD rent frem for at GØRE rent. Fjern smuds med mekanik fremfor kemikalier. Brug ikke universalrengøringsmiddel - målret rengøringsmidlet alt efter typen af snavs.

Kilder og henvisninger

Kilder:

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab