Spørg Bolius

Tegninger i WebLager viser disponibelt rum, men naboen har fyrrum og entre - er det lovligt?

Hej Bolius

Vi har en nabo, som har en bygning i skel. Ind mod os. Den er ifølge tegninger på weblager et disponibelt rum, som fra 1936 er anvendt til fyrrum. Den bruges nu i dag som indgangsparti, med husets eneste hoveddør.

Kan det være lovligt ‘bare’ at begynde at bruge det som beboelse/bryggers?? Kan I i svaret forklare, hvor disse regler er uddybet og helst paragraffer på...

venlig hilsen Naboen

Kære Nabo

Selvom du ved søgning i WebLager på naboadressen finder ældre byggesager og andre dokumenter - fx en tegning, hvor rummet er angivet som disponibelt rum, samtidig med, at du er vidende om, at det nu anvendes som fyrrum og indgang - så er det ikke nødvendigvis ulovligt.

Heller ikke selvom bygningen eller anvendelsen af rummet muligvis ikke opfylder de generelle regler, da der kan være konkrete forhold på stedet, eller dokumenter, som ikke vises i den offentlige byggesagsarkiv, der har betydning for lovligheden af lige netop den ejendom.

Du skal også være opmærksom på, at de regler, der var gældende, da huset blev opført eller ombygget, ikke nødvendigvis er de samme, som de nugældende regler, som skal følges ved nybyggeri, ombygning eller renovering.

Her kan du i Bygningsreglementet (BR18) se de regler om byggeret, der generelt angiver, hvor tæt på skel du må bygge henholdsvis boligareal og sekundære bygninger
§ 168 - § 186 Byggeret 
Og her kan du finde de regler, der tidligere har været gældende:
Tidligere Bygningsreglementer

Hvis du har mistanke om, at byggeriet ikke anvendes, som der er givet tilladelse til, eller ikke opfylder de gældende regler, så har du mulighed for at kontakte kommunen, der er bygningsmyndighed og dermed den myndighed, der kontrollerer og godkender byggeriet.

Vær opmærksom på, at naboen vil blive orienteret om din henvendelse, så det kan altid være en god ide at henvende dig direkte til naboen først for at sikre fortsat godt naboskab.

Kommunen kan så undersøge sagen, og hvis byggeriet anvendes anderledes, end der er givet tilladelse til, eller på anden måde vurderes som ulovligt, har kommunen mulighed for at give påbud. Hvis naboen ikke følger påbuddet, kan kommunen gå videre med sagen, og i sidste ende kan den melde et ulovligt byggeri til politiet.

Læs mere her: Hvad gør jeg, hvis naboen bygger ulovligt?
og her: Love og regler for udhuse og skure

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Tine Nielsen, arkitekt maa

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden