Hvad er en smart termostat?

Smarte, intelligente, wifi eller digitale termostater er en samlet betegnelse for en ny type termostater, der kan indstilles til at styre temperaturen i rummet ud fra bestemte kriterier – ofte via en app på din smartphone.

Termostaterne kan monteres direkte på dine eksisterende radiatorer – også de ældre af slagsen – og så kan du fx sætte automatiske nat- og dagtemperaturer til, så du ikke har det for varmt om natten og ikke for koldt, når du vågner.

Du kan også programmere termostaterne til ferietilstand, så temperaturen er lav, når du er ude at rejse, og kan vende hjem til en behagelig temperatur i boligen. Flere af modellerne kan også registrere, når du åbner et vindue for at lufte ud og automatisk justere temperaturen efter det – modsat de gamle termostater, som typisk vil få radiatoren til at sende ekstra varmt vand rundt i radiatorerne, fordi termostaten bliver nedkølet.

På grund af de forskellige muligheder kan digitale termostater være med til at sænke varmeregningen.

Smarte termostater kan også være intelligente

Nogle af de mere intelligente termostater kan også lære husstandens adfærd at kende og selv indstille, hvornår temperaturerne skal skrues op og ned – eksempelvis ved at registrere, om der er nogen hjemme. Samtidig er flere af modellerne kompatible med såkaldte smart home-løsninger som Apple HomeKit, Google Assistant og Amazon Alexa, så du for eksempel kan stemmestyre varmen i dit hjem.

De smarte termostater har været på markedet i nogle år, men nu begynder der at være rigtigt mange modeller tilgængelig i Danmark. Det betyder priser, der er til at betale.

Hvilke fordele har smarte termostater?

  • Et bedre indeklima
    I stedet for at gå og huske på at skrue ned for varmen, når du lufter ud eller går i seng om aftenen, får du automatisk en passende temperatur i hjemmet. Fx de anbefalede 18 grader, hvis du vil spare energi.
  • Spar penge
    Alene funktionen nat- og dagstyring udgør omtrent halvdelen af de penge, du kan spare ved at skifte til de smarte termostater. Flere producenter lover næsten en halvering af energiforbruget, men de tal skal du dog tage med et gran salt, da de tager udgangspunkt i helt gamle radiatorventiler uden termostater. Prik gerne til producenten eller leverandøren og hør, hvad du reelt kan spare i forhold til dine gamle termostater. I mange tilfælde er det snarere 5-10 procent, du sparer.
  • Bedre miljø
    I stedet for at banke derudaf med de samme temperaturer i boligen – uanset om du er hjemme eller på ferie, bruger rummet eller ej – kan du spare på energien, fordi temperaturerne er tilpasset jeres faktiske vaner.

Hvornår er det en god idé at udskifte dine gamle termostater?

Selvom der er penge at spare med de smarte termostater, er det alligevel en god idé at vurdere, hvornår det kan betale sig at give typisk 500-1.200 kr. for en ny termostat. En tommelfingerregel er, at hvis dine gamle termostater er fra før år 2000, så begynd at kigge på at få dem skiftet. For de helt gamle termostater kan du typisk tjene pengene ind på 3-4 år, mens en 10 år gammel termostat først er tjent hjem efter ca. otte år.

Du kan evt. starte blødt ud med kun at skifte termostaterne i de rum, du bruger mest – fx soveværelse og stue – og så vente med de øvrige rum til et senere tidspunkt.

Kan jeg selv montere de smarte termostater?

De nye, smarte termostater kan købes i de fleste byggemarkeder, mange elektronikbutikker eller online, og langt de fleste kan du selv montere på radiatoren i stedet for de gamle termostater. Der følger typisk en vejledning med, og du kan også finde dem på internettet.

I nogle tilfælde, hvor du har en meget gammel radiator, skal du først have udskiftet ventilen, inden du kan tilslutte den nye termostat. Her anbefales det at få en professionel installatør ind over.

Næste skridt: Intelligent energistyring

Er du lidt af en gadget-elsker, eller vil du bare tage skridtet fuldt ud og gøre hele dit energiforbrug intelligent, er de smarte termostater kun begyndelsen.

Der findes nemlig flere og flere løsninger på markedet, hvor hele dit varmesystem bliver intelligent. Det betyder eksempelvis, at du kobler radiatorer, gulvvarme og rumfølere sammen, så de arbejder sammen for at sikre en bestemt temperatur i rummet. Systemet kan typisk også måle både ude- og indetemperatur og justere varmen efter det.

Du kan også opgradere til såkaldte smart home-løsninger, hvor du kobler flere af hjemmets funktioner på ét system – fx varme, lys, vinduer, alarmer, dørlås og kameraer. Det kan dog være dyre løsninger, så det er værd at overveje prisen i forhold til udbyttet.

Hvis du vælger en løsning, hvor flere funktioner kobles sammen, anbefales det at få en professionel installatør til at montere løsningen.

Hvilke smarte termostater kan du købe i Danmark?

Her har vi listet flere af de smarte termostater, der findes på det danske marked i januar 2023. Fælles for termostaterne er, at de som udgangspunkt kun styrer radiatorvarmen, og at du selv kan montere dem på radiatoren.

Flere af termostaterne har dog også ekstra, intelligente funktioner – her er det angivet, om det kræver ekstraudstyr ud over selve termostaten.

  • Anbefales til mindre boliger og lejligheder.
  • Funktioner som "Bortrejst" (ved ferie), og "Pause" (når du lufter ud).
  • Styres via Danfoss Eco App, som tilsluttes via Bluetooth, når du er i hjemmet.
  • Lover op til 23 procent i energibesparelse.
  • Du kan selv montere termostaten, hvis du har en radiatortermostat med termostatisk føler.
  • Hvis du har en ældre radiator med ikke-termostatiske håndtag eller returløbsradiatorventiler, skal du have skiftet ventilen, før du kan tilslutte den smarte termostat. Det anbefales at få det gjort af en professionel installatør.
  • Pris: ca. 380 kr. pr. termostat.
  • Passer især til mindre boliger eller lejligheder uden egen varmekilde.
  • Lover op til 31 procent i energibesparelse.
  • Funktioner som åbent vindue, individuelle varmeprofiler for hvert rum, geofencing (regulerer varmen alt efter, om I er hjemme eller på vej hjem), tilpasning af varmen til vejrudsigten og månedlige forbrugsrapporter.
  • Styres via en app, som forbindes med termostaten med en bridge, der skal tilsluttes din internetrouter med netværkskabel. Nogle funktioner er gratis, mens andre som automatiseret geofencing koster ca. 3 dollars om måneden.
  • Passer til standardradiatorer med termostatisk ventil.
  • Kompatibel med Google Assistent, Amazon Alexa og Apple HomeKit.
  • Pris: Ca. 1.500 kr. for Wired Smart Thermostat Starter Kit V3+ (indeholder bl.a. 1 Tado Smart Termostat med kabel, internetbridge, USB-kabel og ethernetkabel).
  • Velegnet til lejligheder med kollektiv eller fjernvarme.
  • Løsningen har funktioner som natsænkning, intelligent regulering, Eco-mode og registrering af åbent vindue åbent vindue samt Auto-Adapt-funktion, der bruger boligens isolering og udetemperatur til at programmere, hvornår der skal tændes for varmen.
  • Styres via app’en Netatmo Energy, der udarbejder et varmeskema på baggrund af spørgsmål om dine vaner. Du kan også selv programmere termostaten – også når du ikke er hjemme eller på ferie.
  • Lover op til 37 procent i energibesparelse.
  • Termostaten forbindes via en trådløs bridge til boligens internetrouter.
  • Kompatibel med Hey Google og Apple HomeKit.
  • Vejledende pris: 1.499,99 kr. for sæt med bridge og to termostater.

Eve Thermo Smart Radiator Valve 

  • Du kan lave universelle programmer for boligens temperatur eller sætte skemaer op for hvert rum, så opvarmningen passer til husstandens rutiner. Du kan også sætte termostaten til automatisk at sænke temperaturen, når ingen er hjemme og skrue op igen, når den første person kommer hjem. Løsningen har også åbent vindue-funktion, hvis du kobler den med Eves dør- og vinduesensorer.
  • Termostaten styres med Eve-appen, der er forbundet via Blueetooth Low Energy. Hvis du skal styre termostaten, når du ikke er hjemme, kræver det som minimum HomePod, HomePod Mini eller Apple TV.
  • Kompatibel med Apple HomeKit og Siri.

Fibaro The Heat Controller

  • Funktioner som åbent vindue, ferietilstand, varmezoner eller individuel programmering af hvert rum i forhold til husstandens vaner.
  • Termostaten kan også ved hjælp af en algoritme lære jeres vaner at kende, så den automatisk sætter varmen til jeres behov, og efter om I er hjemme eller ej, hvis den kobles til Fibaros bevægelsessensor. Der er også mulighed for geolocation, hvor termostaten begynder at opvarme, når du nærmer dig hjemmet. Det kræver, at termostaten kobles til Fibaros Home Center.
  • Termostaten styres via trådløst Z-Wave-system, og du kan programmere opvarmningen via Fibaros app.
  • Lover op til 42 procent i energibesparelse.
  • Kan monteres på næsten alle standardradiatorer ved hjælp af adapter.
  • Kompatibel med Amazon Alexa, Google Assistent og Apple Siri.
  • Pris: Ca. 500-600 kr. for én termostat.
  • Funktioner som indstilling af varmeprogrammer (fx frostbeskyttelse og energispare-tilstand), åbent vindue og ventilmotionering, der sørger for, at ventilerne fungerer også efter lang tid.
  • Du kan styre varmen direkte på termostatens display eller via din smartphone.
  • Termostaten fungerer via trådløst Z-Wave-system.
  • Passer til alle standard-ventiler.
  • Pris: Ca. 450 kr. for én termostat.
  • Funktioner som åbent vindue, frostbeskyttelse og individuelle rum-programmer.
  • Indbygget sensor, der registrerer temperaturen i rummet.
  • Styres via Bosch Smart Home-app’en.
  • Fungerer via hjemmets internetrouter med LAN-port og kræver desuden en Bosch Smart Home Controller (styringsenhed).
  • Kan monteres på de fleste radiatorer – nogle radiatorer kræver en særlig adapter, som skal tilkøbes.
  • Kan kobles sammen med Bosch’ eget smart home-system.
  • Stemmestyring via tilkobling med Alexa, Google Assistant eller Siri i Apple HomeKit.
  • Pris: Ca. 4.000 kr. for sæt med styringsenhed og fem termostater.

Salus Smart Home termostat

  • De batteridrevne, trådløse radiatortermostater, som anvender ZigBee trådløs kommunikation, forbindes med en Salus rumtermostat, der bruges med Salus Smart Home gatewayen. Du kan forbinde op til seks radiatorer med én rumtermostat.
  • Du kan lave individuel rumstyring og et dagligt program, der passer dig.
  • Styring via appen Salus Smart Home, tablet, pc eller direkte på termostaten.
  • Pris for Salus Smart Home startpakke: Ca. 1.600 kr. Indeholder Universal Gateway, smart trådløs radiatortermostat og trådløs rumtermostat.