Test: Gør en æbleopsamler arbejdet med nedfaldsæbler lettere?

En lille tromle, der opsamler nedfaldne æbler, når du triller den henover dem - Bolius’ haveekspert har testet æbleopsamleren – se hendes vurdering her.

Louise tester æbleopsamler

Bolius' haveekspert Louise Axholm tester æbleopsamleren. Foto: Torben Klint

Fakta om æbleopsamleren

Hvad: Æbleopsamleren er oprindeligt en amerikansk opfindelse, og æbleopsamleren i denne test er en videreudvikling, som den svenske mekaniker Hans Olsson har lavet ud fra en model, han selv købte i Østrig. Han synes dog den østrigske model var for ustabil, og lavede herefter sin egen udgave. Da han lagde en video på Facebook, fik den pludselig enorm interesse, og videoen blev set ca. 2 millioner gange på gange på få uger.

Hvor: Vi bestilte æbleopsamleren her (under ” ”Webshop”-> ”Övriga skåp”-> ”Äpple”)

Materiale: Alle dele er af stål. Mederne af rustfrit stål og bøjlen af galvaniseret stål.

Pris: 1.287,5 SEK + 350 SEK (forsendelse) + 99 DK (skaft) = 1.405 DK

Leveringstid: Leveringen tog 7 dage fra bestillingsdato.

En æbleopsamler, du blot ruller hen over æblerne på jorden og opsamler i en tromle, som du nemt tømmer i en spand, uden at bukke dig ned en eneste gang. For de fleste med æbletræer i haven, lyder det slet ikke dumt.

Men virker den svenske æbleopsamler? Det har landskabsarkitekt og Bolius’ haveekspert Louise Axholm testet for Bolius.

Hvordan virker æbleopsamleren?

Hvad består en æbleopsamler af?

Æbleopsamleren sendes i 3 dele - en bøjle, en tromle og en krog til at tømme opsamleren. Skaft skal du selv købe ved siden af. Foto: Torben Klint

Æbleopsamleren er lavet som en lille tromle med fleksible tråde og sidder på et skaft. Med 2 hænder på skaftet skubber du æbleopsamleren henover de æbler, der er faldet ned på jorden. De fleksible tråde på tromlen udvides, når de ruller henover et æble, samler sig igen, og fanger dermed æblet.

Når tromlen er fyldt, tømmer du den ved at presse den ned over den medfølgende krog, du hænger på en spand, og æblerne falder ned i spanden.

Sådan tester vi æbleopsamleren

Æbleopsamler samles

Der følger ingen brugsanvisning med æbleopsamleren, men den er nem at samle og kræver kun lidt fingerkræfter. Foto: Torben Klint.

Vi holder æbleopsamleren op imod helt traditionel manuel opsamling med hænderne.

Vi opsamler 50 æbler, både store og små, spredt over et område på ca 4 m2, først med hænderne og herefter ned æbleopsamleren.

Om testen

NB! Dette er IKKE er en videnskabelig test. Artiklen her er baseret på Louise Axholms personlige oplevelse og vurdering efter at have prøvet æbleopsamleren.

Vi sammenligner de 2 metoder ud fra følgende parametre:

Æbleopsamler samles

Æbleopsamleren samles og skaftet sættes på. Vi har købt et skaft til en rive, der nemt skrues fast på tromlen. Foto: Torben Klint.

Tid: Hvor lang tid tager metoden?

  1. Ved roligt tempo
  2. Ved turbo tempo

Besvær: Hvor anstrengende er metoden?

  1. Nemt
  2. Lidt anstrengende
  3. Hårdt

 Anstrengelse: Hvor effektiv er metoden?

  1. Meget effektivt og behageligt.
  2. Meget effektivt og men fysisk hårdt
  3. Nogenlunde effektivt. Rimeligt resultat i forhold til tidsforbrug og evt. ubehag.
  4. Ikke så effektivt. For besværligt og tidskrævende i forhold til resultat og ubehag.
  5. Uegnet. Resultatet er for dårligt i forhold til tidsforbrug og evt. ubehag.
Louise bruger æbleopsamleren

Louise Axholm afprøver, hvor hurtigt hun kan samle 50 æbler med æbleopsamleren. Foto: Torben Klint.

Nærbillede af æbleopsamler

De fleksible tråde fanger æblet, når man ruller æbleopsamleren over det. Foto Torben Klint.

Louises første indtryk af æbleopsamleren

Æbleopsamleren bliver tilsendt i 3 dele - selve tromlen, en bøjle, der skal sættes på tromlen og en krog til tømning, der skal hænges på en spand. Du skal selv skaffe et skaft til at montere på æbleopsamleren samt en spand til opsamlingen.

Med i pakken var en lille note, hvor forhandleren anbefaler et skaft på 28 mm i diameter. Der henvises til Bauhaus eller Jula (et svensk byggemarked), men vi fandt et skaft i Silvan.

- Min første tanke er, at der ingen brugsanvisning er med. Man er nødt til at se filmen på Facebook for at danne sig et indtryk af, hvordan den skal samles. Den er dog ret nem at samle. Man skal lige bruge lidt fingerkræfter på at få bøjlen ud over tromlen. Jeg kunne nemt gøre det, men hvis man har svage fingre, skal man have lidt hjælp, vurderer Louise Axholm.

- Spanden, man hænger tømningskrogen på, skal være af hård plast. Vi brugte først en blød spand, men man skal kunne presse tromlen ned over krogen for at tømme den, og så bøjer den bløde spand, så vi udskiftede den med en murerspand.

TESTVINDER: Den (helt almindelige) manuelle æbleindsamling

Lidt overraskende for både Louise Axholm, fotografen og journalisten på teststedet var det faktisk hurtigere at samle æblerne sammen på den helt almindelige måde, ved at bruge hænderne. Både når testeren samlede i et roligt tempo, og når hun skyndte sig alt, hvad hun kunne.

Louise samler æbler

Det kræver en del buk at samle æbler med hænderne. Foto: Torben Klint.

Spand fyldt med æbler

... til gengæld går det en lille smule hurtigere, at samle æblerne med hænderne, ligesom de ikke bliver stødt. Foto: Torben Klint

På parametrene anstrengelse og effektivitet vurderer Louise Axholm de 2 metoder uafgjort, så ud fra de 3 parametre tid, anstrengelse og effektivitet vinder den manuelle metode altså med et mulehår.

Metode Tid (Roligt tempo + turbo) Anstrengelse Effektivitet
Manuel opsamling 1,20 minutter (rolig)
29 sekunder (turbo)
2 (lidt anstrengende) 3 (nogenlunde effektivt)
Æbleopsamler 1,23 minutter (rolig)
44 Sekunder (turbo)
2 (lidt anstrengende) 3 (nogenlunde effektivt)

Om den manuelle metode siger Louise Axholm:

- Jeg bliver lidt træt i ryggen, og jeg skal bevæge mig meget op og ned, men da det kun er 50 æbler, bliver det ikke så anstrengende. Havde det været en stor have med måske 5 æbletræer, havde det nok været mere besværligt.

- Det er ikke vildt effektivt at samle æbler op med hænderne, men det er ok, når man er i gang.

Æbler tømmes ud af æbleopsamleren

Æbleopsamleren tømmes ved hjælp af den medfølgende krog, der kan hænge på en spand af hård plast. Foto: Torben Klint.

Og om æbleopsamleren siger hun:

- Jeg synes ikke, at æbleopsamleren er vildt nem at bruge. Der var for mange gange, jeg skulle køre over det samme æble flere gange. Den er helt sikkert bedst til de små æblesorter. Den har lidt sværere ved at fange de store, og lukker ind i mellem et par små ud, når den lukker et stort ind, og af samme grund tog det også lidt ekstra tid.

- Æbleopsamleren er nem at tømme på krogen, men man skal lige lirke lidt, når de store æbler skal ud.  Den skal stå helt vinkelret på krogen, så det greb skal man lige have lært sig. 

Æbleopsamler støder æblerne

Når det går hurtigt med æbleopsamleren, så sprøjter saften fra æblerne, fordi man trykker så hårdt med tromlen for at samle dem op, og de hopper noget rundt i tromlen. Æblerne bliver altså stødt, og når man tømmer tromlen, bumper de ned i spanden og bliver yderligere stødt, siger Louise Axholm.

- Ønsker man at bruge de her æbler, kan de kun bruges til æblemost og æblemos, og kun hvis man bruger dem med det samme. Når jeg gemmer æbler til vinteropbevaring, lægger jeg dem lige så forsigtigt ned, og slipper dem slet ikke.

- Hvis man vil bruge æblerne, skal man også lige sparke de dårlige æbler væk, inden man begynder at rulle, så de gode æbler ikke bliver smurt ind i alt det rådne.

Rengøring af æbleopsamleren

Rådne æbler i æbleopsamler

Æbleopsamleren kan også samle de rådne æbler. De sætter sig dog ind i mellem fast i trådene. Foto: Torben Klint.

Selv om vi også afprøvede æbleopsamleren på rådne æbler, kunne man næsten ikke se, at den havde været brugt bagefter.

- Æbleopsamleren kan godt tage de rådne æbler også, men de sætter sig fast i trådene og skal ind i mellem lirkes af. Den blev dog næsten ikke beskidt og kan nemt spules med lidt vand bagefter.

- Der var smurt lidt fedt på der, hvor bøjlen stikkes ind i tromlen, og det kan man supplere selv, så den ikke ruster i samlingen der.

Samlet vurdering af æbleopsamleren

Samlet set mener Louise Axholm, at æbleopsamleren er en god have-gadget, den er flot lavet og sjov at bruge.

- Hvis man er typen, der godt kan lide en løvblæser, vil man også kunne lide denne, griner hun.

- Og har man dårlig ryg og råd til den, så er den jo også rigtig fin, så man slipper for alle de buk. Og så er det jo tit sjovere, når det er en ’maskine’, der gør tingene for en, så den kan jo være en motivation for, at man rent faktisk kommer ud og samler æblerne op.

- Men det er endnu et redskab, man lige skal finde plads til sammen med alle de andre i skuret. Mange har måske en forholdsvis lille have med et enkelt æbletræ, og så er spørgsmålet, om det er det værd. Hvis jeg havde 5 æbletræer, var det noget andet, så kunne den være værd at investere i. Men for den almindelige have, hvor man ofte samler æbler løbende, og når jeg sammenligner med tid og pris (1.405 kr.), synes jeg ikke æbleopsamleren vinder, mener Louise Axholm.

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab