Det er sjældent, at et mærke får de tre bedste placeringer i en test. Men det er tilfældet i Forbrugerrådet Tænks test af hækkeklippere med batteri eller kabel (benzindrevne hækkeklippere er ikke blevet testet). 19 hækkeklippere – 11 med batteri og 8 med ledning - er blevet testet i juni 2020.

Tre hækkeklippere fra Stihl er således kåret som bedst i test og tager de tre første pladser i testen. De har alle fået en karakter på 84 procent. En kører på batteri, mens de andre to får strøm fra ledning. Prisen ligger mellem 1.189 og 2.395 kr.

Alle 19 hækkeklippere i testen får bliver enten bedømt som ”Meget god” eller ”God” og får mellem 65 og 84 procent i karakter.

Følgende mærker er blevet testet: Stihl, Einhell, Makita, Black & Decker, Husqvarna, Bosch, PowerPlus, Gardena og Ryobi.

Sådan er hækkeklipperne blevet testet

Hækkeklipperne er blevet testet for flere forskellige ting. Bl.a. har to erfarne gartnere klippet tre forskellige hækketyper: en thuja-, laurbærkirsebær og ligusterhæk. De er blevet klippet i både lodret og vandret retning. 

Brugervenligheden bl.a. blevet testet ved at undersøge, om hækkeklipperne er nemme at håndtere, om vægtbalancen er god, hvor nemt er det at tage batteriet af og sætte det på igen, og hvor nemt det er at klippe i forskellige stillinger og retninger.

Den samlede vurdering af hækkeklipperne vægtes således:

  • Klippeevne: 50 %
  • Brugervenlighed: 40 %
  • Batterilevetid: 10 %

Testen er gennemført i samarbejde med andre europæiske forbrugerorganisationer  i International Consumer Research & Testing, ICRT.

Her er de bedste hækkeklippere i Forbrugerrådet Tænks test

Her kan du læse lidt flere detaljer om hækkeklipperne og nogle af resultaterne fra testen:

Stihl HLA56

  • Type: Batteridreven
  • Score: 84 % (meget god)
  • Samlet klippeevne: Meget god
  • Brugervenlighed under brug: Meget god
  • Batteri: God
  • Sikkerhed: Meget god
  • Pris inkl. fragt fundet på pricerunner.dk 5. juli 2020: 1.189 kr. 

Stihl HSE81

  • Type: Med kabel
  • Score: 84 % (meget god)
  • Samlet klippeevne: Meget god
  • Brugervenlighed under brug: Meget god
  • Sikkerhed: Meget god
  • Pris inkl. fragt fundet på pricerunner.dk 5. juli 2020: 2.395 kr. 

Stihl HSE71

  • Type: Med kabel
  • Score: 84 % (meget god)
  • Samlet klippeevne: God
  • Brugervenlighed under brug: Meget god
  • Sikkerhed: Meget god
  • Pris inkl. fragt fundet på pricerunner.dk 5. juli 2020: 1.595 kr. 

Hækkeklipper med batteri, kabel eller benzin?

Du kan vælge mellem tre typer af hækkeklippere:

  • Hækkeklipper med batteri
  • Hækkeklipper med kabel (akku)
  • Hækkeklipper med benzinmotor. 

Ifølge Forbrugerrådet Tænk er der flere fordele og ulemper ved de forskellige typer, og du skal vurdere dem, før du beslutter dig for, hvilken type du skal vælge. Valget kan bl.a. afhænge af, om du har en hæk med kraftige grene, her skal du se på hækkeklipperens klippedybde: Jo større klippedybde, jo tykkere grene kan du klippe.

Vær også opmærksom på, hvor meget hækkeklipperen vejer. Det kan være en god ide at købe en hækkeklipper med teleskopskaft, hvis hækken er høj.

Fordele og ulemper

Ifølge testen kan de batteridrevne hækkeklippere godt konkurrere med de, der har ledning. Til gengæld er de typisk lidt tungere pga. batteriet. Hækkeklippere med ledning er typisk de billigste. 

Benzindrevne hækkeklippere bruges typisk kun af professionelle. De kan klippe meget kraftige hække og kan køre i lang tid, men til gengæld kræver de typisk sikkerhedsudstyr som høreværn, de skal vedligeholdes mere, vejer mere, og er ikke miljøvenlige.