Du skal finde en del tusindekroner-sedler frem, hvis du vil have en ordentlig vaskemaskine.

Det viser en test af 70 vaskemaskiner

Her er de bedste vaskemaskiner i Forbrugerrådet Tænks test

De 3 bedste vaskemaskiner i Forbrugerrådet Tænks test er alle af mærket Miele. Tænk kårer selv Miele WMB120WCS som vinderen ”Bedst i test”. Dernæst følger 3 Siemens vaskemaskiner.

Men Bosch WAW32468SN får en næsten lige så god bedømmelse og koster nogle tusinde kroner mindre end Miele vaskemaskinerne, og derfor anbefaler Forbrugerrådet Tænk denne vaskemaskine som rigtig god til prisen.

LÆS OGSÅ: Fru Grøn: Sådan slipper du af med dårlig lugt i vaskemaskinen

Her kan du læse lidt flere detaljer om vaskemaskinerne og nogle af resultaterne fra testen:

Miele WMB120WCS

(bredde x højde x dybde: 60 x 84,4 x 64,7 cm)

  • Score: 69 % (god)
  • Kapacitet: 8 kilo
  • Vaskeevne: Meget god
  • Skylleevne: Middel
  • Centrifugering: Meget god (1.600 omdrejninger pr. minut)
  • Energiforbrug: Middel
  • Støj: Middel
  • Pris fundet på pricerunner.dk 30. maj 2016: 10.995 kr.

Bosch WAW32468SN

(bredde x højde x dybde: 59,8 x 84,3 x 63,3 cm)

  • Score: 68 % (God)
  • Kapacitet: 8 kilo
  • Vaskeevne: God
  • Skylleevne: Under middel
  • Centrifugering: God (1.600 omdrejninger pr. minut)
  • Energiforbrug: God
  • Støj: Middel
  • Pris fundet på pricerunner.dk 30. maj 2016: 6.495 kr.

Electrolux EWS7146EDU

(bredde x højde x dybde: 59,4 x 84,1 x 48,7 cm)

  • Score: 54 % (middel)
  • Kapacitet: 7 kilo
  • Vaskeevne: God
  • Skylleevne: Middel
  • Centrifugering: God (1.400 omdrejninger pr. minut)
  • Energiforbrug: Middel
  • Støj: Under middel
  • Pris fundet på pricerunner.dk 30. maj 2016: 3.667 kr.

Ældre vaskemaskiner kan være bedre end nye

Forbrugerrådet Tænk anbefaler, at du overvejer ældre, billigere modeller, når du køber vaskemaskine, for testen viser, at ældre modeller kan være bedre end de nye. Men husk at tjekke energimærket, for en vaskemaskine med et dårligt energimærke kan koste meget over tid.

Vaskemaskiner doserer selv vaskemiddel

Nogle af de nye modeller har dog funktioner, som de gamle ikke har. Fx kan nogle vaskemaskiner selv dosere vaskemidlet alt efter, hvor meget tøj der er i tromlen, og hvor beskidt det er.

Du fylder bare en beholder i vaskemaskinen helt op med vaskemiddel og indstiller, hvor beskidt tøjet er. Vaskemaskinen vejer selv tøjet i tromlen og doserer den rette mængde sæbe alt efter vandets hårdhed.

LÆS OGSÅ: Så dumt er det at dosere vaskemidlet på øjemål

Dampprogram gør det let at stryge

Nogle vaskemaskiner har også såkaldte dampprogrammer, der damper tøjet i maskinen, så det friskes op og ikke krøller. Det gør det nemmere at stryge tøjet, hvis du gør det lige efter, at vaskemaskinen er færdig.

LÆS OGSÅ: Sidste nyt til det digitale hjem

Gode råd, når du køber vaskemaskine

Størrelse:

Find en tromlestørrelse, der passer bedst til dig og din families behov, for jo mere fyldt vaskemaskinen er, jo mindre strøm og vand vil du forholdsvist bruge. En børnefamilie skal typisk bruge en tromle på 6-8 kilo.

Støj:

Vælg en vaskemaskine med et lavt støjniveau, hvis vaskemaskinen skal stå i et opholdsrum.

Centrifugering:

En centrifugeringshastighed på 1.200-1.600 omdrejninger i minuttet er generelt nok. Højere centrifugeringshastigheder på 1.600-1.800 omdrejninger nedsætter restfugtigheden i tøjet, og dermed sparer du tid og strøm i en tørretumbler. De hurtigste omdrejninger slider dog på tøjet, så vask kun håndklæder og sengetøj med stor hastighed.

Forsikring:

Det kan sjældent betale sig at købe en tillægsforsikring. Købeloven giver dig reklamationsret, som dækker de fejl og mangler, der opstår i løbet af de første 2 år efter, at du har købt vaskemaskinen.

Montering:

Det er lovligt selv at montere vaskemaskinen. Ellers kan du evt. lade forhandleren eller en vvs’er gøre det.

Kilde: Forbrugerrådet Tænk

Læs flere gode råd fra Forbrugerrådet Tænk