Katrine-Sofie og Rasmus Vinther Russell var ved at boble over af lykke og forventningsglæde, da de i 2016 skrev under på købsaftalen for deres nuværende hus i Måløv. De havde dengang Klara på to år og planer om en lillebror eller -søster, så ønsket om mere plads til et aktivt familieliv kunne nu gå i opfyldelse.

Huset havde været til salg længe. Sælger havde udbedret et par punkter i den nu gamle tilstandsrapport, og parret fik derfor en ny og opdateret at forholde sig til. I den var der stadig et par K3’er om noget revnet puds udvendigt. Det skræmte ikke parret, der gerne vil sætte deres eget præg på huset. De var rolige, for tilstandsrapporten oplyste, at sælger i 2005 havde lagt nyt tag på, samt at vinduerne var sunde, og at begge dele havde minimum 10 år tilbage i sig.

– Da vi skal tegne en ejerskifteforsikring, foretrækker vi det selskab, hvor vi har vores øvrige forsikringer. Vi har altid været meget tilfredse med dem, så selvom de ikke er billigst, er vi ikke I tvivl. Vi vælger også den udvidede model, for vi ved, at vi lige om lidt skal til at kratte i væggene. Og hvem ved, hvad vi finder der, fortæller Katrine-Sofie Vinther Russell.

Huset var slidt, men i god stand

Hun kontakter en købermægler, der kan være på parrets side og hjælpe dem gennem købsprocessen. Mægleren sender sin egen rådgiver ud, der går huset igennem, og meldingen lyder: ”Alt fint – men lidt slidt.” Herefter hjælper købermægleren parret med de juridiske papirer og får sælger lidt ned i pris. Alt er godt.

Parret flytter ind i huset i december 2016.  En regnfuld tirsdag i januar 2017 henter Katrine-Sofie Klara i børnehaven. Det øser ned udenfor, hvorfor de skynder sig hjem i ly. De får hurtigt støvler og regntøj af og kommer tørskoet ind i stuen. Men pludselig får de våde sokker. 

– Det var ret mærkeligt, at der var vådt på gulvet ved siden af sofaen, men jeg var træt og går bare i gang med at tørre op. Først da jeg ligger på gulvet med kluden, fornemmer jeg, at noget er galt. Jeg kigger op mod loftet, der er meget vådt, og jeg kan se, at der er mange flere vanddråber på vej ned mod mig. Jeg ringer straks til min svigerfar i Aalborg og råber bogstaveligt talt ”hjælp” ind i telefonen, fortæller Katrine-Sofie.

Svigerfar er dog ret rolig. Han mener, det må være slagregn, og råder hende til at sætte en spand under dråberne. De tager det roligt, for de har jo tegnet en udvidet ejerskifteforsikring. De kontakter derfor forsikringsselskabet, der sender en taksator ud, og han vurderer også, at det må have været slagregn, der er trængt ind pga. manglende skumklodser i tagrygningen – ”for dem kan fugle godt hakke ud med tiden,” forklarer han. At udskifte dem er billigere end selvrisikoen, så det får parret klaret.

Mangelfuld tilstandsrapport: Taget var helt slidt ned

Katrine-Sofie og Rasmus er klar over, at ståltaget er et tag i ”den billigere ende”. Så for lige at vide, hvad en ny tagbelægning vil koste, beder de tre håndværkere komme ud og give et bud.

 – Første håndværker er helt klar i spyttet og siger til os, at taget er i så ringe forfatning, at det er en ejerskiftesag, og at han ikke vil røre ved det. Der er intet undertag, og det er mildt sagt ringe lagt og i strid med monteringsvejledningen, ja, det er faktisk direkte ulovligt monteret, fortæller håndværkeren os. Det chokerer os. Vi kunne godt se, det var grimt, men der stod jo intet om dets mangelfulde stand i tilstandsrapporten, siger Katrine-Sofie.

Et par uger senere er svigerforældrene på besøg, og familien er samlet om morgenmaden, da det pludselig igen begynder at dryppe ned midt på spisebordet mellem rundstykker og juice. Svigerfar siger igen noget om slagregn, og alle kigger ud i haven, hvor der ikke er en vind, der rører sig. 

Så farer alle op og løber forvirret omkring. Katrine-Sofie og Rasmus tager billeder af vandet, der drypper, og af det utrolig stille vejr udenfor. Svigerfar tager sig til hovedet og siger, at det simpelthen ikke kan være rigtigt. 

– Jeg ringer til købermægleren, der siger, at det lyder som en større sag. Han anbefaler os at kontakte en forsikringsrådgiver, som vil kunne guide os igennem den nu helt anderledes og langt mere alvorlige situation. Forsikringsrådgiveren sender en byggesagkyndig ud, der gennemgår vores hus, og han er noget chokeret. Han laver en lang liste over ting, der burde have været med i tilstandsrapporten, og der får vi vores største chok. For havde vi vidst alle de ting om vores hus, havde vi aldrig turdet købe det, konstaterer Katrine-Sofie.

10 måneder, før parret fik medhold af forsikringsselskab

Forsikringsrådgiveren tager fat i forsikringsselskabet og varetager al kommunikation om sagen. Forsikringsselskabet sender deres taksator ud og anerkender sagen. Dog uden at angive et konkret beløb og uden et egentligt medhold, idet selskabet argumenterer, at de først er nødt til at køre regressag på den byggesagkyndige, der i første omgang har udformet den mangelfulde tilstandsrapport for sælgers mægler. 

Det tager 10 måneder. Imens aner parret ikke, om de nogensinde ser skyggen af penge til at reparere taget. Det regner fortsat ned i huset, for de må ikke udbedre skaden, mens sagen kører. På loftet står der nu masser af spande til at opsamle regnvand, og om aftenen ligger parret i dobbeltsengen og lytter til regndryppene og håber, at spandene kan rumme nattens vandmængder.

Forsikringsselskabet oplyser, at det er en fejl, at de overhovedet har fået lov at tegne en ejerskifteforsikring hos dem, fordi den byggesagkyndige bag tilstandsrapporten tidligere har vist sig udygtig og mangelfuld og har været involveret i lignende sager.

 – På det tidspunkt var jeg gravid med vores andet barn, og det kombineret med uvisheden om vores sag og utrygheden ved at være i vores hus overskyggede alt. Jeg var meget ængstelig, husker Katrine-Sofie.

Rådgivning til 25.000 kr. sparede flere hundredetusinde

På et tidspunkt får parret besked om, at de har fået medhold i sagen, idet forsikringsselskabet og den byggesagkyndige har indgået forlig, hvilket får parret til at åbne en flaske champagne. Derefter skal der laves et tilbud på et nyt tag, og forsikringsselskabet sender et entreprenørfirma ud for at stå for dette.

Forsikringsrådgiveren og den rådgivende ingeniør står herefter for al projektledelse og koordinering med forsikringsselskabet og entreprenørfirmaet. Det fortsætter igennem hele byggeprocessen.

– Jeg tør ikke tænke på, hvad vi havde gjort uden vores rådgivere og uden et anstændigt forsikringsselskab. Rådgivningen har sammenlagt kostet os cirka 25.000 kr., og det er ubetinget de bedste penge, vi har givet ud i forbindelse med det her huskøb, fortæller Katrine-Sofie, der sammen med sin mand kan glæde sig over, at stilladset nu er taget ned, og at huset har fået et nyt tagpaptag.

Men det har været et opslidende og ressourcekrævende forløb, hvor de sideløbende med at passe job og børn har bekymret sig over, hvordan sagen ville ende.  

– Som forbruger og boligejer føler jeg mig så lost. Tænk, at det er muligt at sælge et hus med hul i taget uden en eneste bemærkning om det i tilstandsrapporten. At man ikke engang kan stole på de dokumenter, der følger med handlen – dét synes jeg er et kæmpe problem, der gør det enormt utrygt at være kunde på boligmarkedet. Men jeg er glad for, at vi tegnede en ejerskifteforsikring, og at vi valgte et ordentligt selskab, selvom det så har taget to år at komme i gang med det nye tag, slutter Katrine Sofie Vinther Russell.