Tjek dit oliefyr

Er dit oliefyr ikke i orden, får du ikke nok ud af forbrændingen. Og det koster penge. Læs, hvordan du selv tjekker oliefyret – og hvad du skal overlade til en fagmand.

Hvor ofte skal oliefyret renses?

Arkivfoto.

Hvilke former for oliefyr skal tjekkes, og hvad koster det?

Der er ikke længere love og regler for, hvornår oliefyr skal tjekkes. I mange serviceaftaler på oliefyr er der indbygget årlige eftersyn. Et lille eftersyn med en energimåling, hvor det måles, hvor effektivt fyret er, koster 300-500 kr. Det lidt større serviceeftersyn (inklusive energimåling), hvor alle dele af oliefyret tjekkes, koster ca. 1.500 kr.

Men disse eftersyn behøver du altså ikke længere ifølge loven. Det anbefales dog stadig, at du hvert år betaler for et eftersyn, da en fagmand også vil kunne se på, om kedlerne er tilsodede og bør renses, eller om brænderen skal justeres.

Ingen oliefyr i fremtidens boliger

Husk, at fra 2013 er det forbudt at installere oliefyr i nye huse. Og fra 2016 må du heller ikke installere et oliefyr i en eksisterende bolig, selv om du har haft det tidligere – medmindre der ikke er mulighed for fjernvarme eller naturgas.

Sådan tjekker du dit oliefyr

Hvis dit oliefyr ikke kører, eller hvis der ikke kommer varme i rørene, er der flere punkter, du kan gennemgå: 

  • Tjek, om der er strøm til oliefyret. Hvis ikke, så undersøg sikringer, HFI-relæ og fyrets afbryderknap.
  • Se efter, om der er olie nok på tanken. Husk, at de sidste 5-10 cm ikke kan suges op fra bunden.
  • Tryk på startknappen. Hvis fyret ikke starter, så vent et par minutter, og prøv igen. Husk, at oliefyr med olieforvarmer arbejder et øjeblik, før det går i gang.
  • Tjek kedeltermostaten. Hvis den er indstillet på mere end 80 grader, kan overkogssikringen være trådt i funktion og have stoppet oliefyret. Indstil kedeltermostaten på 60-70 grader, og tryk hårdt på den knap, der sidder på termostaten. (Temperaturen på anlægget skal være under det indstillede tal, for at knappen bliver nede.)
  • Tjek, om cirkulationspumpen kører. Du kan sætte en skruetrækker på pumpen, så kan du lytte på skruetrækkeren og høre, om den kører.  
  • Tjek, om der er vand nok på anlægget. Det kan du kontrollere på manometeret, som måler trykket. Trykket skal typisk ligge på 1,5 bar. Hvis vandtrykket er for lavt, skal du fylde vand på anlægget.
  • Er der automatik på fyret, kan det være, at det ikke fungerer efter hensigten. Prøv at slå over på manuel.

Sådan vedligeholder du dit oliefyr

Hvis det drejer sig om et regulært eftersyn og vedligeholdelse af oliefyret, bør du få hjælp fra en ekspert.

Hvis du bestiller en fagmand til et serviceeftersyn, vil han gøre følgende: 

  • Luftindsugningen renses og kontrolleres.
  • Luftreguleringsspjældet renses.
  • Blæserhjulet renses og justeres.
  • Luftfordeler renses og justeres.
  • Tændelektroder renses og justeres.
  • Oliepumpens filter renses eller udskiftes, alt efter hvilken stand det er i.
  • Oliefilter på sugeledning kontrolleres og skiftes, hvis det ikke er godt nok.
  • Oliedyse udskiftes.
  • Oliepumpens forstøvningstryk kontrolleres og justeres.
  • Alle olieslanger og elkabler kontrolleres og skiftes, hvis defekt opdages.

Hvad er en økonomitest?

Nogle gange vil et serviceeftersyn også omfatte en kedelrensning og en økonomitest af anlægget.

En økonomitest viser, hvor meget varme der går til spilde, når der fyres korrekt. Det kan give dig et fingerpeg om, hvorvidt oliefyret bør skiftes ud.

Ved en økonomitest tjekkes følgende: 

  • Røgtemperaturen måles. Det giver et udtryk for, hvor meget varme der tabes gennem skorstenen. Den målte temperatur bør ikke overstige 220 grader. Hvis du har en kondenserende kedel, må temperaturen ikke overstige 85 grader.
  • Iltprocenten måles. Iltprocenten er et mål for forbrændingens effektivitet. Iltprocenten bør være under 7 – jo lavere, jo bedre.
  • Sodtallet måles. Dette viser, hvor meget oliefyret forurener kedel og miljø, og bør ligge omkring 0-1. Hvis det er højere, forurener oliebrænderen både kedel og miljøet.
  • Skorstenstrækket måles.
  • Røgtabet beregnes. Det er et udtryk for, hvor stor en del af olien der ikke udnyttes ved forbrændingen. Røgtabet beregnes ud fra røgtemperatur og iltprocent. I nyere anlæg bør røgtabet ikke overstige 7,5 procent.

Hvor ofte skal et oliefyr tjekkes? 

  • De fleste selskaber anbefaler, at et oliefyr efterses 1 gang om året. Det mindsker risikoen for fejlafbrænding eller andet, der kan give en mindre effektiv forbrænding.
  • Der er dog lidt forskel på, om der er tale om et nyt eller ældre oliefyr. Oliefyr, der er mere end 15 år gamle, bør efterses hvert år, da de kan være årsag til en meget høj varmeregning, hvis de ikke fungerer optimalt.
  • Nye oliefyr bør tjekkes hvert 2. eller 3. år efter aftale med teknikeren.

Hvad synes du om Husets Kalender?

Vi arbejder løbende på at gøre Husets Kalender bedre, så du som bruger får endnu mere ud af appen. I den forbindelse vil vi bede dig om at svare på dette korte spørgeskema.

På forhånd tak

Deltag i undersøgelsen

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab