Tjekliste | 5 trin

Tjek om din carport er bygget rigtigt

Du bør altid tjekke, om håndværkeren har gjort jobbet ordentligt, når du har fået bygget en ny carport. Læs, hvad der er vigtigst at undersøge.

1. trin

Bliver regnvandet ledt ordentligt væk?

En klassisk fejl er, at taget på carporten ikke er opført med den rette hældning, og at vandet derfor ikke kan blive ledt ordentligt væk, når det regner. Du kan tjekke taghældningen blot ved at hælde en spand vand ud over taget og se, hvor det løber hen. 

Du kan også måle taghældningen med en vinkelmåler eller benytte dig af en app til formålet. Taghældningen skal minimum være 1:40, hvilket svarer til 1,4 grader eller 2,5 centimeter pr. løbende meter. 

2. trin

Er træværket i kontakt med jorden?

Træværk, der er i kontakt med jord, har en væsentligt kortere levetid end træværk, der ikke er i kontakt med jord. Som tommelfingerregel bør der være 15 cm mellem træværket og jorden.

Sørg for, at evt. træbeklædninger ikke udsættes for sprøjt. Belægning med fliser rundt om carporten vil kunne afhjælpe problemet, men det er ikke den optimale løsning. Det er klart en bedre løsning, hvis der er en afstand på 15 cm fra jordoverfladen til træværket. 

Brug en god træbeskyttelse – så kan træværket bedre modstå vind og vejr og holder dermed længere. 

3. trin

Er stolperne placeret korrekt og i frostsikker dybde?

Det er klart at foretrække at støbe stolperne frem for at sætte dem direkte i jorden. Både af hensyn til holdbarhed, hvor det kræver en rigtig god træbeskyttelse, hvis stolperne skal sættes direkte i jorden. Men også af hensyn til forsikring, hvor du kan risikere, at carporten ikke er omfattet af husforsikringen, hvis stolperne ikke er støbt.

Det er ikke lige til at se med det blotte øje, om carportens stolper er sat i frostsikker dybde, så her vil det også være en god idé at følge med under byggeprocessen, for at sikre, at stolperne eller stolpeskoene er støbt i 80-90 centimeters dybde. 

Ligeledes skal stolperne være lige, så de kan klare lasten. Det er heldigvis relativt nemt at tjekke, om de er det. Brug et vaterpas og tjek alle stolper en for en. Hvis de ikke står i vatter, så har du god grund til at tage fat i din håndværker og få vedkommende til at rette op på fejlen. 

4. trin

Er konstruktionerne afstivet og dimensioneret korrekt?

Det har stor betydning, at carporten er afstivet ordentligt, så den kan modstå påvirkninger fra vinden. Oplever du, at carporten står og svajer, når det blæser, er det fordi, den mangler afstivning. Du kan afstive carporten relativt nemt ved at montere krydsbånd der, hvor den trænger til at blive stivet af.

Hvis nogle af konstruktionerne er underdimensionerede, kan det typisk ses ved, at de virker ustabile eller ikke er lige. Eksempelvis vil underdimensionerede spær ofte bue nedad med fare for, at de ikke kan holde vægten af taget på sigt.

5. trin

Er søm og skruer monteret korrekt?

Gennemgå søm og skruer og tjek efter, om der er opstået revner i træværket under monteringen. Er carporten udstyret med et plastik trapez tag, så tjek, at alle skruer er monteret fra oversiden af taget. Hvis de er skruet i fra undersiden, vil der hurtigt opstå utætheder.