Der er meget at huske, når du skal på sommerferie, og dit hjem skal passe sig selv i en længere periode. Tjeklisten her hjælper dig til at sikre, at alt er på plads, så du kan tage af sted med ro i maven.

1. Spar strøm og penge

  • Sluk al elektronik på kontakten, så det ikke bruger standby-strøm, og tag gerne stikket ud af kontakten, så du ikke risikerer skader ved lynnedslag.
    Det gælder fx:
    • Tv
    • Højtalere eller musikanlæg
    • Computer
    • Spillekonsoller som Playstation og X-Box
    • Oplader til tandbørste
    • Transformer til halogenlamper
    • Elevationsseng.
  • Sluk eventuelt fryseren, hvis den ikke er ret fyldt. Tøm den og gør den ren, så den ikke kommer til at lugte.
    • Sluk for gulvvarme og el-vandvarmer.
    • Sluk cirkulationspumpen. Cirkulationspumpen får vandet i dit varmeanlæg til at cirkulere rundt i radiatorerne og sidder ved dit fyr, din fjernvarme eller gulvvarme. Hvis du har en cirkulationspumpe, kan du slukke den på selve stikkontakten, hvor pumpen er tilsluttet.

    2. Undgå vandskader og vandspild

    • Tjek dine tagrender. Fjern blade og snavs i tagrende, tagnedløb og tagbrønde.
    • Luk for hovedhanen, hvis vandhaner eller bruser drypper, eller toilettet løber.
    • Fjern ting fra udsatte steder. Har du fx tidligere oplevet utætheder eller oversvømmelse bestemte steder i huset, er det en god idé at fjerne ting herfra.
    • Hæld vand i alle afløb, så der står vand i vandlåsen. Hvis vandlåsene tørrer ud, giver det fri adgang for lugt fra kloakken.

    3. Sæt abonnementer på pause

    • Afmeld avisen, måltidskassen og andre ting, du måtte have abonnement på, i den periode, du er væk – eller få det videresendt til din feriedestination.

    4. Kom hjem til et rart indeklima

    • Fjern mad. Fjern frugt, tomater og lignende fra skåle på bordene.
    • Ryd ud i køleskabet, men gem eventuelt lidt langtidsholdbar mad, så du har lidt at komme hjem til efter ferien.
    • Gå ud med skraldeposerne.

    5. Få kæledyr passet

    • Lav aftaler om at få dine dyr passet. Gerne af naboer, der selv har dyr, så kan du hjælpe dem en anden gang.
    • Sæt dyremad frem til dem, der skal passe kæledyrene.

    6. Hold have og potteplanter friske

    • Lav aftaler med en nabo om at vande haven og dine potteplanter.
    • Saml potteplanter ét sted, så er de nemmere at vande for naboen.
    • Stil udendørs krukker i skygge.
    • Sørg for en form for automatisk vanding. Læs mere om vanding i ferien i guiden 'Sådan får du potteplanterne til at overleve ferien'.

    7. Undgå indbrud

    • Luk vinduer og døre.
    • Hasp vinduerne til, hvis de har hasper.
    • Sæt tænd-sluk-ure til, så lyset bliver tændt med mellemrum. 
    • Slå græsset i haven lige inden du tager af sted. 
    • Luk garageporten, hvis du har en, så det ikke kan ses, at bilen mangler.
    • Lav aftaler med naboerne om at at holde øje med dit hus, og få dem eventuelt til at:
      • Tømme din postkasse.
      • Slå græs, hvis du er væk i længere tid. 
      • Fylde din skraldespand. 
      • Parkere deres bil i din indkørsel.
    • Informér dit alarmfirma om at du er væk, hvis du bruger sådan et. Hvis alarmen aktiveres, eller der sker indbrud, så rykker de ud uden at kontakte dig først.
    • Gem værdifulde ting som smykker og andre ting, du holder af. Sørg for, at bærbare computere, mobiltelefoner osv. ikke kan ses udefra.
    • Lav lidt rod, så hus og have ser ud som om, du stadig er hjemme.

    Se også guiden ’Undgå indbrud i sommerferien’.