Tjekliste: Kan du få varmepumpe i dit hus?

Varmepumper er en god idé for mange, men ikke for alle. Svar på 5 spørgsmål og find ud af, om en varmepumpe er en god løsning for dig.

Dit hus skal kunne holde på varmen, for at du kan opnå et godt resultat med en varmepumpe, hvad enten det er jordvarme eller en luft til vand-varmepumpe.

Dit hus skal kunne holde på varmen, for at du kan opnå et godt resultat med en varmepumpe, hvad enten det er jordvarme eller en luft til vand-varmepumpe. Foto: Torben Klint

  1. Er der fjernvarme i området – eller planer om det?
    Hvis der er udlagt fjernvarme i dit område, vil du ofte have tilslutningspligt. Desuden er fjernvarme i langt de fleste tilfælde en meget billig og miljøvenlig opvarmningsform, så der vil ikke være grund til, at du selv investerer i en varmepumpe.
    LÆS OGSÅ: Opvarmning med fjernvarme

  2. Er dit hus velisoleret?
    Dit hus skal kunne holde på varmen, for at du kan opnå et godt resultat med en varmepumpe, hvad enten det er jordvarme eller en luft til vand-varmepumpe. Hvis dit hus taber meget varme, kommer varmepumpen på overarbejde, og den indbyggede elpatron, der supplerer med varme på de ekstrakolde dage, træder i funktion alt for ofte. Det betyder, at du reelt kommer til at køre med elvarme, hvilket hurtigt bliver dyrt. Du kan vurdere, om huset er velisoleret eller ej, ved at se på dit nuværende varmeforbrug. Et fritliggende hus på 130 kvadratmeter med et årligt varmeforbrug, der er markant mindre end 14.000 kWh, 1.950 liter olie eller 1.770 kubikmeter gas, er velisoleret. Er dit forbrug markant højere, skal du efterisolere huset, før du installerer en varmepumpe.
    LÆS OGSÅ: Tjek, om dit hus trænger til efterisolering

  3. Har du gulvvarme?
    Varmepumper fungerer bedst med gulvvarme i stedet for radiatorer, fordi gulvvarme kun kræver en lav fremløbstemperatur, og varmepumper er mest effektive ved så lave fremløbstemperaturer som muligt.
    LÆS OGSÅ: Gulvvarme i nye gulve, fordele og ulemper

  4. Kan dine radiatorer varme huset op med lav fremløbstemperatur?
    Hvis du har store, effektive radiatorer, kan de godt varme huset op ved lav fremløbstemperatur. Det kan du teste på en kold vinterdag ved at skrue fremløbstemperaturen ned til 45 grader og samtidig skrue helt op på radiatorernes termostater. Du ændrer fremløbstemperaturen på dit fyr – på displayet, hvis det er et nyt fyr, og på en termostat, hvis det er et gammelt fyr. Hvis radiatorerne ikke kan opvarme huset tilstrækkeligt under de forhold, egner de sig sandsynligvis ikke til en varmepumpeløsning. I mange tilfælde kan du afhjælpe problemet ved at energirenovere eller skifte til større radiatorer.
    LÆS OGSÅ: Valg af radiator

  5. Har du plads nok i haven?
    Jordvarme kræver, at du har plads til at få jordvarmeslanger gravet ned i haven. Du skal typisk bruge dobbelt så mange kvadratmeter haveareal til jordslangerne som det boligareal, der skal varmes op. Der må helst ikke være terrasse eller anden flisebelægning på arealet med jordslanger, for det bremser solens varme i at trænge ned i jorden og gør dermed jordvarmen mindre effektiv. Store træer er heller ikke godt, for rødderne kan give problemer, og trækronerne kaster skygger på jorden. Kan din have ikke opfylde disse krav, kan du installere luft til vand-varmepumpe i stedet for jordvarme.
    SE TEMA: Varmepumper

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab