Toilet der løber – sådan fikser du det

Et toilet, der løber, kan koste dig flere tusinde kroner om året. Dennis Christensen fra Frederiksberg VVS viser her, hvordan du selv kan reparere det mest udbredte toilet i Danmark: Et IFÖ Cera.

Hvis dit toilet løber, bør du straks ordne det. For et løbende toilet kan koste mange tusinde kroner på ganske kort tid.

LÆS OGSÅ: Et toilet der løber kan koste 25.000 kr. om året

Hvorfor løber toilettet?

Der er typisk 2 ting, der kan være i vejen, når et toilet løber:

  1. Bundventilen er utæt. Dvs., at en pakning er blevet gammel og mør.
  2. Vandtilførslen har samlet småsten fra vandanlægget. 

LÆS OGSÅ: Hvad gør du, hvis dit toilet er stoppet?

Sådan gør du:

Stop vandtilførsel til toilettet

  1. Luk for vandet til toilettet, inden du begynder at rode med det. Afspærringsventilen/ballofixen sidder typisk lige bag wc'et.
  2. Tag skylknappen af. Brug en tynd skruetrækker. Tryk ned på skylknappen, og dyk samtidig skruetrækkeren ned i den anden side og hjælp knappen op vha. skruetrækkeren. Tag plastikskålen op.
  3. Skru møtrikken, der sidder under knappen, af, når knappen er taget af,. Nedenunder møtrikken sidder 2 plastiklåse (”vinger”). Skub til siden, så du kan få plastikskålen op, og tag porcelænlåget af.

LÆS OGSÅ: Sådan undgår du, at vandet stiger op gennem afløb og toilet

Tjek vandtilførslen til wc'et

Tjek, om vandtilførslen er defekt:

  1. Pil vippearmen af. Vær nænsom, da den er lavet af plastik.
  2. Skub vippearmen ned og træk det gule (eller nogle gange blå) ventilstempel ud. Det er lille og ligner en engangsøreprop. Ventilstemplet styrer vandtilførslen, og der er flere ting ved det, der kan være galt:
    A: Pakningen i midten eller for enden er blevet mør, eller der er kommet småsten i klemme. Det kan fjernes med fingrene.
    B: Ventilstemplet er skadet, og så må du skifte den. Det er meget nemt at skifte den, da den bare skal skubbes ind i hullet, hvor den gamle sad.
  3. Sæt herefter vippearmen på plads - igen pas på - det er af plastik.

Tjek bundventilen i toilettet

Er det bundventilen, den er gal med, skal udløbsventilen ud. 

  1. Tag en stor skruetrækker. Bank forsigtigt på skruetrækkerens ende af grebet med en hammer. Pas på, det er plastik.
  2. Hiv udløbsventilen op. 

Tjek bundpakningen

Problemet er typisk i bundpakningen, som tit vil være kalket til og godt mør. Så den skal skiftes.

  1. Vip bundpakningen af ved at hive forsigtigt i den.
  2. Sæt den nye pakning, kaldes også ventilring til bundventilen, der, hvor den gamle sad.
  3. Når udløbsventilen skal i toilettet igen, skal krydset i bunden af cisternen matches med krydset i stemplet, så den sidder fast. Når den er på, skal den ind i stemplet og vippes op.
  4. Sæt porcelænlåget på. Sæt herefter plastikskålen i. Spænd møtrikken så meget, at den siger klik.
  5. Klik skylknappen på.
  6. Luk op for vandet det samme sted, som du lukkede for det i starten.

Tilkald en vvs'er, hvis de nævnte ting ikke får toilettet til at holde op med at løbe.

LÆS OGSÅ: Kan rotter kravle op af dit toilet?

 

 


Få styr på de vigtigste opgaver i dit hus og have

Det er vigtigt at holde styr på, hvilke opgaver du skal lave i hus og have, så du undgår besvær og store ekstra-regninger. Med Bolius’ app Husets Kalender kan du nemt holde overblikket.

Hver måned har vores fageksperter udvalgt 3-6 vigtige opgaver. Vi viser dig, hvordan du løser dem, og hvor vigtige de er – og så er appen endda gratis og reklamefri.

Download appen i dag, og gør dit liv som boligejer nemmere.

Bolius - et helejet Realdania selskab