Kan man købe hus per langdistance? Og så oven i købet vælge det rigtige?

Ja, det kan man – hvis man vel at mærke ved, hvad man gerne vil have.

Det vidste Anne Solmer og hende mand Thomas, for de har altid været vilde med de skarptskårne parcelhuse fra 1960-erne. Med flade tage, rene linjer og en enkelhed, der stadig i dag føles helt moderne.

Mor faldt for parcelhus

Derfor var det præcis sådan et, de var på udkig efter fra deres udstationering i Luxemburg. På nettet afsøgte de området her i Espergærde og faldt for et nedslidt 1960-er-hus i gasbeton – og mest af alt den skønne grund, omkranset af en rislende å, tæt ved Øresund, de gode skoler og den hyggelige by. Huset blev deres i 2014.

- Vi sendte min mor ud for at se på det, og hun havde siddet her på grunden og bare nydt stilheden og lyden af den klukkende å i flere timer. Hun var helt solgt, og det var vi også, så vi kørte op og så det samme weekend, fortæller Anne Solmer.

Familien flyttede ind i det 144 m2 store hus med ”nyere” køkken og bad fra 1970-erne. Malede hvidt over det hele og gik i tænkeboks i forhold til, hvad der skulle til for at skabe det hus, de drømte om.

Tre børn og tårn i to etager?

For der var ingen tvivl om, at familien manglede plads, når både Anne og hendes mand som selvstændige havde brug for et arbejdsrum, tegnestue og øvelokale – og havde et tredje barn på vej. I første omgang tænkte parret stort og kontaktede en internationalt kendt tegnestue i København. Men det blev ikke rigtig det, de havde forestillet sig.

Om projektet

  • De 144 m2 hus var før fordelt på stue, køkken, bad og 3 værelser.
  • Efter ombygning og ny tilbygning har familien nu 2 ekstra store værelser, der er hægtet på det oprindelige hus og beklædt med cedertræ.
  • Rumfordelingen i det oprindelige hus er desuden ændret og har givet et ekstra værelse og plads til et nyt badeværelse.
  • Herudover har huset fået nye, store vinduespartier overalt, nyt køkken i forbindelse med stuen og et funktionelt og moderne cementpuds-gulv med varme under, der flyder igennem alle husets rum.
  • Hele ombygningen har kostet rundt regnet 2,5 millioner, inkl. det første arkitektsalær, der blev kasseret, 2r arkitekters salær samt selve ombygningen.
  • Arkitekterne bag er Rasmus Frimer og Rasmus Skaarup fra 2r Arkitekter

- De var dygtige, meget professionelle og kom med en innovativ og utraditionel løsning, der blandt andet involverede et tårn i to etager og en tagterrasse på det oprindelige hus. Men det var en dyr løsning, som ikke passede til os som familie, og heller ikke til vores vej, nabohusene og området. Set i bakspejlet var de nok for store. Vi blev betaget af et flot projekt og en spændende tegnestue, men glemte, hvad vi havde brug for, fortæller Anne Solmer.

Så der stod familien. Med et projektforslag, der var langt over budget, og som ikke matchede drømmen. Og et hus, der ikke fungerede rent praktisk. Men drømmen var heldigvis intakt, og Anne Solmer og hendes mand stod ikke uden egne ideer.

Selvgjorte ideer – men med professionel arkitekthjælp

- Vi gik simpelthen i gang med at tegne selv. Vi havde brugt det meste af vores arkitektbudget, og følte egentlig, vi godt kunne tænke nogle løsninger ind selv, fortæller Anne Solmer.

Parret nåede også langt og havde på papiret fået fordelt både børne- og arbejdsværelser. Nu manglede de en arkitekt, der kunne forvalte ideerne og få skabt de linjer, der gav lys og sammenhæng. Familien fik anbefalet de lokale arkitekter Rasmus Skaarup og hans partner fra arkitektfirmaet 2r, medlem af Danske BoligArkitekter.

- De viste os eksempler på huse, de havde tegnet. De endte med at blive vores æstetiske sparringspartnere, der rentegnede vores grundideer, og kom med supplerende skitser, der sparkede os videre i den rigtige retning, fortæller Anne Solmer.

'Nyt' parcelhus beklædt med cedertræ

Den rigtige retning viste sig at være et skarpt vinkelhus pudset op med beton og delvist beklædt med cedertræ. Med værelser nok til familien på fem og et stort alrum, hvor stue, spisekrog, køkken ligger med næsen mod solen og den hyggelige grund for fødderne. Arkitekterne holdt fokus på at bevare de rene linjer og bygge videre på de funktionaliteter, som det gamle hus havde.

- Rasmus (arkitekten, red.) var god til at skabe sammenhæng og udnytte alle de kroge og løsninger, som huset havde. Fx at det oprindelige 60-er-udhæng kunne udnyttes til at lave de her udendørs opbevaringsrum, når facaden blev beklædt med cedertræet. Jeg ville egentligt gerne have haft det helt væk, men det ville have været alt for dyrt, og Rasmus kunne se, at proportionerne i huset passede til dem. Og det her fungerer både praktisk og er pænt, siger Anne Solmer, der er grafisk designer og meget optaget af, at huset kom til at hænge sammen æstetisk.

- Jeg var helt nede i farvetonerne på træet og pudsen, da vi nåede til den del. Hvordan det ville se ud op mod de nye vinduesrammer, om de skulle være sorte eller grå. Hvordan lyset ville spille i cementgulvet, og hvilken nuance det skulle have. Det kunne Thomas godt blive rigtig træt af at høre om, og så var det godt at have arkitekten at tale med, siger Anne.

Han var heldigvis lydhør og heller ikke i tvivl om, at cedertræsbeklædningen var det, der skulle give det moderne udtryk, som familien ønskede at opdatere 1960'er-huset med. - Eneste ulempe ved den løsning er, at det bliver ret dyrt at bygge et cykelskur, der matcher, griner Anne Solmer.

Dyrk detaljen: Smart opbevaring udendørs bag træbeklædning

Rundt om 1960-er-huset i gasbeton var de klassiske udhæng fra det flade tag. Familien overvejede først at få dem fjernet helt og få skåret huset helt ind til benet. Men den løsning ville være forbundet med en del omkostninger, og arkitekt Rasmus Skaarup kunne i stedet se muligheden i at udnytte dem til at skabe opbevaringsrum.

Andre opbevarings-alternativer:

  • En varm og knastør kælder/loftsrum/skur.
  • Et lille havehus eller tilbygning til anneks/ garage/udhus.
  • Et halvtag på et hegn som sommeropbevaring.
  • Et drivhus uden planter i vinterhalvåret kan rumme havemøblerne (hæv dem fra jorden).
  • Et hulrum under en hævet terrasse – husk en flisebelægning, så det adskille fra jorden.
  • En presenning over havemøblerne – en billig løsning.

Dårlig energiprofil og ringe indeklima…

  • Det oprindelige hus var i ringe energimæssig stand. Efter 2r-arkitekternes mening havde det været mere hensigtsmæssigt at rive det ned.
  • I stedet valgte familien at beholde 1960'er-huset og efterisolere alle lofter og isætte nye vinduer og montere gulvvarme.
  • Det samlede varmeforbrug er reduceret med en 15-20 procent.
  • Kalle på 14 lider af allergi, hvorfor betongulvene med deres rene flader er valgt. 
  • Huset er desuden malet med en naturtempera-maling – og Kalle har ingen allergisk reaktion haft.