Træstolper i jord

Træ er oplagt at bruge som materiale, når der skal sættes stolper til hegn og udhuse. Det har dog en begrænset levetid, hvis det er i direkte kontakt med jorden. Nedbrydning kan undgås ved at overfladebehandle træet eller helt at ændre konstruktionen.

Træstolpe angrebet af råd efter at have været udsat for vand og fugt i en længere periode.

Træstolpe angrebet af råd efter at have været udsat for vand og fugt i en længere periode. Arkivfoto

Hvilke fordele og ulemper er der ved stolper af træ i jorden?

Træ er et byggemateriale med mange gode egenskaber. Det er let tilgængeligt, nemt at bearbejde, er elastisk og har en god styrke og holdbarhed. De gode egenskaber har gjort det til et populært materiale til udendørskonstruktioner, såsom udhuse og hegn.

Mange udhuse og hegn er udført på stolper af træ, der er sat direkte i jorden. Men når træet er i direkte jordkontakt, bliver holdbarheden forkortet, da den konstante påvirkning af fugten i jorden, skaber grobund for råd og svamp. Derved går træet til grunde og konstruktionen bliver ustabil.

Stolpen er hævet over jorden og er derfor tør og beskyttet mod fugt.

Stolpen er hævet over jorden og er derfor tør og beskyttet mod fugt. Arkivfoto

Kan stolpesten være en løsning?

Det er også muligt næsten at undgå fugt i træstolperne ved at lave en ændring af konstruktionen, så træet ikke kommer i direkte kontakt med jorden. Det kan man fx gøre ved at sætte stolpen på en ”stolpesten”, der har et U- eller L-beslag til at holde stolpen.

LÆS OGSÅ: Havelåger og porte

Det rådne træ ses først lige over jordniveau.

Det rådne træ ses først lige over jordniveau.

Mens det ”syge” træ fjernes understøttes konstruktionen midlertidigt.

Mens det ”syge” træ fjernes understøttes konstruktionen midlertidigt.

Under stolpen sættes en stolpesten, her med et U-beslag.

Under stolpen sættes en stolpesten, her med et U-beslag.

Hvilken overfladebehandling egner sig til stolper i jord?

Hvis du vælger at udskifte træstolpen med en ny stolpe af træ, bør du som minimum overfladebehandle den nye stolpe. Der er flere måder at overfladebehandle på:

  • Imprægnering med træbeskyttelse eller tjære.
  • Trykimprægnering. Træet køber du trykimprægneret fra forhandleren.

Træbeskyttelse

Vælger du at købe ubehandlet træ, vil du kunne forlænge træets holdbarhed ved at give det en gang træbeskyttelse. Det gælder også for de meget hårdføre træsorter, der har et stort indhold af olie- og garvesyre.

Træbeskyttelse hærder bedst ved temperaturer mellem 10-25 grader. Derfor er det oplagt at sætte træstolper i jorden i sommerhalvåret. Undgå dog at arbejde i direkte sollys.

Trykimprægnering

Hvis du vælger at købe stolperne trykimprægneret, er det vigtigt, du sikrer dig, at trykimprægneringen ikke kun ligger i overfladen, men er trængt godt ind i træet.

En måde at sikre det på er at vælge trykimprægneret træ mærket NTR Klasse A. Det er beregnet til at have jordkontakt og kan holde op til 20-25 år. Trykimprægneret træ mister sin modstandskraft, hvis det bliver bearbejdet efter imprægneringen.

Ved småbearbejdninger såsom boring af huller, kan du nøjes med at behandle de bearbejdede områder med træbeskyttelse efter bearbejdningen. Men saver, høvler eller udskrammer du træet, skal det imprægneres på ny for at holde lige så godt.

Det er muligt at købe trykimprægneret træ, som er gennemimprægneret og derfor godt kan forarbejdes, uden det kræver efterbehandling. Det går under betegnelsen Superwood og er imprægneret uden brug af organiske opløsningsmidler og tungmetaller.

Trykimprægneret træ er ikke den mest miljøvenlige løsning. Hvis du vil skåne miljøet, er det oplagt at bruge lidt ekstra penge på at vælge en af de mere modstandsdygtige træsorter.

Skjolder og alger er tegn på opfugtning.

Skjolder og alger er de første tegn på, at der er sket en opfugtning af træet, der i sidste ende betyder, at træet rådner. Arkivfoto

Trykimprægneret stolpe hvor imprægneringsvæsken kun er trængt ind i overfladen.

Trykimprægneret stolpe hvor imprægneringsvæsken kun er trængt ind i overfladen. Arkivfoto

Skjolder og alger er de første synlige tegn på, at der er ved at udvikle sig råd i træstolper. Hvis der er skjolder og alger på træet, er det tegn på, at der er sket en opfugtning. Det betyder, at alle de nødvendige faktorer er til stede for, at svamp og andre mikroorganismer kan trives i træværket. Næste skridt er, at der udvikler sig synlige tegn på råd over terræn, som i første omgang bliver synligt lige over jordoverfladen.

Hvis der er synligt råd over terræn, er det som regel også tegn på, at der er råd under terræn.

Hvordan får du stolper af træ i jorden til at holde længere?

Er der først kommet råd i træstolperne, er det på tide at skifte dem ud. Både når du skal udskifte eksisterende stolper eller sætte nye, er der nogle tommelfingreregler, som er gode at følge, hvis du vil forlænge levetiden på stolperne.

  • Anvend det rigtige træ til stolperne.
  • Beskyt træet ved at ændre konstruktionen, så træværket ikke kommer i kontakt med jorden.
  • Beskyt træet med træbeskyttelse eller anden overfladebehandling.

Hvilket træ egner sig til stolper?

Træets holdbarhed afhænger bl.a. af træets kemiske sammensætning, og om træet er overfladebehandlet. Træsorter med enten et højt indhold af garvesyre eller højt olieindhold har som hovedregel en længere holdbarhed.

  • Af træsorter, som vokser i Danmark, er egetræ den mest holdbare, da den har et stort indhold af garvesyre.
  • Af udenlandske træsorter findes der en del meget vejrbestandige sorter såsom cedertræ, mahogni, teak cypres og akacie. Karakteristisk for disse træsorter er, at de er meget kompakte og olieholdige. Desværre er de også ret kostbare. 
  • Træstolper i gran eller fyr er billige, men har en begrænset levetid.

Ask og bøg er ikke velegnet til stolper. Selvom det er hårde og stærke træsorter, bliver de let angrebet af svamp og insekter og holder kun omkring 4 år i jorden.

Kilder og henvisninger

Kilder:

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Indhold i denne artikel

Bolius - et helejet Realdania selskab