Spørg Bolius

Trampolin og godt naboskab?

Hej Bolius

Vores børn har fået en trampolin, som står bagerst i haven. Vores bagbo føler sig generet, da de mener, at børnene kigger ind i deres have. Jeg har observeret børnene, når de hopper, og det ser ikke sådan ud, og da de ikke kender bagboen, er de ikke interesseret i kontakt.

Da vi ikke har fjernet trampolinen, har bagboen startet en decideret chikane. En enkel gang har den bestået i sten i trampolinen, en anden gang start af en larmende generator så snart børnene er der. De har også henvendt sig direkte til børnene og forbudt dem at hoppe.

Den seneste uges tid har han, så snart vi er kommet hjem, startet en havevander, som vander ind over hegnet og ned på trampolinen. Den kører ca. 5 min, så han er sikker på, at trampolinen er våd. Nogle dage har han gjort det flere gange, og det uanset om det er sol eller overskyet.

Er der noget jeg kan gøre? Det er uden tvivl bevidst chikane. Må han overhovedet vande ind i min have?

Vi var egentlig indstillet på at finde en løsning, som kunne fungere for begge parter, men chikanen startede blot 3 (hver)dage efter, de havde gjort os opmærksom på, at trampolinen generede dem, så synes ikke, vi har haft en reel chance.

Håber på et godt og brugbart råd. På forhånd tak.

Kære Sanne B

Der er mange nabostridigheder, der omhandler trampoliner, eller er startet på grund af ueningheder om støj eller indblik fra børn der hopper på trampoliner. Ikke mindst, fordi mange placerer trampolinen længst væk fra eget hus, og på den måde lige op ad naboskellet.

Hvis trampolinen er placeret lige op til skellet mod naboen, vil larmen og kiggeriet jo være til større gene for naboen, end hvis man placerer trampolinen længst muligt fra skel - og som jeg læser dit spørgsmål kan det være tilfældet, siden du skriver, at naboens havevander når jeres trampolin.

Børn er nysgerrige og selvfølgelig ser de over hækken, når de hopper, det er som regel ikke for at genere men naturlig interesse for omgivelserne, og det har de selvfølgelig lov til. Men det, at børnene kigger, kan opfattes som generende, hvis man sidder i sin have eller på sin terrasse, og hvis man først har påtalt det, kan det for de fleste børn nok være fristende at drille lidt.

Det larmer som regel, når børn leger og hopper på trampolinen, og det er jo ofte sådan, at lyden af ens egne børns leg, opfatter man som lyden af glade, legende børn, mens de samme lyde fra naboen kan opfattes som generende larm. Blandt andet fordi man måske føler, at man ikke har indflydelse på, hvornår larmen stopper, og tror, at man ikke har mulighed for bede børnene dæmpe sig eller stoppe.

Det kan så vokse til en unødvendig konflikt og de temmeig uhensigtsmæssige handlinger, som måske kunne være undgået, hvis naboen måske lige havde prøvet at tale med jer om det inden. Som nabo kan man ikke kræve stilhed eller smide sten eller sprøjte vand ind over hækken. Det er ulovligt at udøve chikane og er derudover meget dårligt naboskab. 

Men desværre kan det være sådan, at naboen har ladet sig irritere så meget, at de lige nu kun opfatter generne ved trampolinen og ved børnenes leg. Derfor det kan være være svært at få indledt en snak og finde en aftale.

Selv om det kan være urimeligt, kan det af og til for nabofredens skyld være hensigtsmæssigt, at man selv yder en ekstra indsats og måske giver sig mere, end man synes er rimeligt. Det kan være nødvendigt for at komme i tale med naboen, og få mulighed for at finde nogle aftaler, der kan medvirke til at få et bedre naboskab genskabt. Et dårligt forhold mellem naboer er en stor belastning for begge parter, 

Så for at bryde den onde cirkel, og bidrage til at få etableret et godt naboskab, kunne I overveje at flytte trampolinen til et andet sted i haven, og forsøge at få en aftale med naboen om, hvornår der leges vildt og larmes, og hvornår der kan være ro, fx om aftenen efter bestemt tidspunkt og noget af weekenden, så der bliver mulighed for, at både børnene kan lege og more sig med trampolinen, og naboerne kan nyde den fred og ro i haven, de måske sætter pris på.

Læs mere om trampoliner, og om forebyggelse af nabostridigheder her:

Må du kigge ind til naboen, når du hopper på trampolin?

Tema: Naboer

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Tine Nielsen, arkitekt maa

Denne artikel er fra magasinet Bolius

Otte gange om året udkommer vores magasin med viden og inspiration om bolig og have. Magasinet er gratis, og kan leveres til din adresse, hvis du er medlem af Realdania eller hvis du betaler portoen. Alternativt kan du hente det udvalgte steder eller læse det online.

Bestil eller hent magasinet

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden