Er du folkepensionist, bor i egen bolig og har svært ved at få økonomien til at hænge sammen, har du mulighed for at søge om boligydelse og få op til 3.900 kr. om måneden.

Mens folkepensionister i både lejeboliger og andelsboliger benytter sig flittigt af muligheden for et økonomisk tilskud til huslejen i form af boligydelse, er det kun nogle få hundrede pensionister i ejerboliger, der har opdaget den lukrative støttemulighed.

Ganske vist skal boligydelsen betales tilbage ved at salg af ejerboligen eller ved fraflytning, men til gengæld er lånet rentefrit og kan udgøre et langt større beløb end den traditionelle indefrysning af ejendomsskatter.

Hvad er boligydelse?

Alle pensionister har mulighed for at opnå boligydelse. For pensionister i ejerboliger og andelsboliger ydes boligydelsen som lån, der forfalder ved fraflytning eller salg af boligen.

Renten på lånet er p.t. 0 procent, og udgifter til etablering af lånet afholdes af Udbetaling Danmark, der også står for udbetaling af boligydelsen. Ydelsen er skattefri. Der kan højst udbetales 46.476 kr. årligt svarende til 3.873 kr. månedligt i boligydelse. Der udbetales ikke boligydelse på under 3.408 kr. årligt.

Hvordan beregnes boligydelse?

Størrelsen af boligydelsen er bestemt af husstandsindkomsten, husstandens formue, antal personer i boligen, huslejens størrelse/udgifter til ejerboligen samt boligens størrelse. For én person ydes der boligydelse for en bolig på op til 65 m2. Ved to personer tillægges der 20 m2, så det støtteberettigede areal udgør 85 m2.

Er boligens areal større end det støtteberettigede areal, reduceres boligydelsen forholdsvis, så pensionisten kun modtager boligydelse til hhv. 65 og 85 m2.  Boligydelsen bliver reduceret ved en husstandsindkomst på over 157.000 kr. og ved en formue på over 753.800 kr.

Læs mere om boligstøtte på borger.dk

Flest indefryser ejendomsskatter

Som folkepensionist har du to muligheder for at opnå et tilskud til boligudgiften i en ejerbolig: Enten gennem tildeling af boligydelse eller ved indefrysning af grundskatten.

Langt de fleste folkepensionister benytter sig af muligheden for at indefryse grundskatten, hvilket typisk giver en lettelse i boligudgiften mellem 5.000 og 10.000 kr. årligt.

Den store fordel er, at indefrysning af grundskatten ikke er afhængig af indkomsten og bliver bevilliget til alle folkepensionister, hvor der er plads til et kommunalt lån inden for 95 procent af den seneste vurdering. Lånet har en årlig rente på 1,24 procent og kan ofte langt bedre betale sig end at låne hos realkreditselskabet eller i banken.

Mellem 60.000 og 70.000 pensionister har valgt at indefryse grundskatten og dermed få lidt flere penge mellem hænderne i den daglige husholdning.

Beregn din boligydelse

Yderligere forklaring
Yderligere forklaring
Yderligere forklaring
Yderligere forklaring
Yderligere forklaring
Yderligere forklaring
     

Beregner medtager ikke følgende specialtilfælde

  • Ejendomme, hvor kontantværdien af restgælden på ansøgningstidspunktet overstiger 80 pct. af den kontante ejendomsvurdering for året forud for ansøgningstidspunktet
  • Ejendomme, hvor en del er boligen er udlejet 
  • Ejendomme med mere end to beboere
  • Stærkt bevægelseshæmmede beboere i dertil indrettede boliger
  • Ved en større personlig formue

Kun få boligejere får boligydelse

For boligejere med en begrænset indkomst i en mindre bolig og med relativt høje udgifter til renter og afdrag, er boligydelse imidlertid en attraktiv model, der kan give en pænt tilskud til husholdningen. Mens pensionister i andelsboliger i stor stil benytter sig af ordningen, er det kun en forsvindende lille del af pensionisterne i ejerboliger, der har valgt at benytte sig af reglerne for boligydelse.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik var der i december 2016 kun 568 pensionister i ejerboliger, der modtog boligydelse, mens 11.623 pensionister i andelsboliger modtog den tilbagebetalingspligtige ydelse. Til sammenligning modtog 210.991 pensionister i almindelige lejeboliger boligydelse.

Ukendt og indviklet ordning

Konsulent i Ældresagen Claus Blendstrup vurderer, at der er to årsager til, at så få pensionister i ejerboliger får boligydelse.

- For det første er mange ejerboliger for store, og med en grænse på 65 m2 for en aleneboende pensionist vil det i mange tilfælde ikke være muligt at modtage boligstøtte. Og for det andet er beregning af boligydelse simpelthen for indviklet for mange borgere. Som alternativ er indefrysning af ejendomsskatten meget lettere at benytte, forklarer han.

Boligstøtte attraktiv for singler i små boliger

På den anden side peger Claus Blenstrup på, at en mange boligejere med fordel kan benytte sig af ordningen med boligydelse i stedet for indefrysning af grundskatten.

- Vi ved ikke, hvor mange, det drejer sig om. Men det vil være meget mærkeligt, hvis der ikke skulle være flere end de nævnte 568 borgere, der med fordel kan benytte sig af ordningen. Det vil især gælde for aleneboende pensionister i mindre boliger som rækkehuse, ejerlejligheder og sommerhuse, anfører han.

Bolius har gennemregnet et eksempel med en aleneboende pensionist i et 78 m2 stort rækkehus i Odense. Rækkehuset er ved at være betalt ud, men pensionisten skylder dog stadig cirka 1 million kr. i boligen. Renter og afdrag udgør i alt ca. 93.000 kr. årligt.

Ved en årsindkomst på 200.000 kr. vil pensionisten modtage en årlig boligydelse på ca. 27.000 kr., hvilket er godt 20.000 kr. mere end den økonomiske lettelse, som en indefrysning af ejendomsskatten indebærer.

Sådan søger du om boligydelse

  • Gå ind på borger.dk og klik på ”boligstøtte”.
  • Vælg ”Se om du kan få boligstøtte og søg” og log ind med dit NemID.

Boligydelsen distribueres via Udbetaling Danmark, der beregner den forventede boligydelse over en femårig periode.

På den baggrund udfærdiger Udbetaling Danmark et skadesløsbrev, der dækker den samlede udbetaling over de næste fem år.

Disse faktorer afgør, om boligydelse er noget for dig

Som hovedregel vil boligydelse være mest fordelagtig i følgende tilfælde:

  • Du bor i en mindre bolig som eksempelvis et fritidshus, rækkehus eller en ejerlejlighed.
  • Du bor alene.
  • Husstandsindkomsten er relativ lav – helst ikke over 200.000 kr.
  • Udgifterne til renter og afdrag er relativt høj – helst over 30.000 kr.

Husk på, at ved et boligareal på over 65 m2 for en aleneboende pensionist, bliver boligydelsen reduceret.

Reglen forhindrer dog ikke pensionister i en lidt større bolig i at modtage boligydelse. Husk, at boligydelse i lighed med indefrosne ejendomsskatter skal betales tilbage ved fraflytning af boligen.