Der findes i dag mange boformer at vælge imellem, når du nærmer dig den tredje alder. Der laves specialindrettede lejligheder til alle behov og masser af aktivitet i seniorbofællesskaber. Andre vælger at flytte sammen med familiemedlemmer. 

Faktum er, at mulighederne aldrig har været flere. Måske derfor spirer flyttetankerne i flere danske hjem blandt dem, der er over 52 år. Det viser en ny rapport om ældres boligsituation og fremtidige boligønsker, som er udført af VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. 

Ældre flytter for at få mindre plads

Det mest populære i befolkningen på 52 år eller derover er at blive boende i den bolig, de har valgt tidligere i voksenlivet. Sådan har det været i mange år. Men forskellen er, at hele 25 procent i alderen 52-62 overvejer at flytte de næste fem år. Og i aldersgruppen 82-97 er tallet 13 procent.

Af de flytteklare nævner knap halvdelen, at de vil rykke til noget mindre, og hver femte vil flytte for at slippe for havearbejde. Ellers lyder begrundelserne, at de vil bo mere centralt (12 pct.), bo billigere (11 pct.) eller få en mere moderne bolig (10 pct.).

Fagekspert i Videncentret Bolius, Tine Nielsen, er ikke overrasket over tallene. Det bekræfter, hvad hun oplever som brevkasseredaktør på Hjem til den tredje alder.

- Vi har ændret os markant gennem de sidste mange år. Før i tiden var man mere låst i sin alderdom, bl.a. fordi der var en forventning om, at ens alderdom skulle se ud på en bestemt måde, siger Tine Nielsen og fortsætter.

- I dag lever vi i langt højere grad et liv med forandringer – både når det gælder job, privatliv og boligform. Og mange ser det som en mulighed, når børnene er flyttet hjemmefra.

Pensionister vil ikke bo i sommerhus eller udlandet

I den ældre aldersgruppe er der meget få af dem, der drømmer sig til et liv i sommerhusets hængekøje eller under sydens sol, fastslår rapporten. 

Derimod er seniorbofællesskaber et stort hit, især blandt 52-62-årige. Her er lysten til at leve tæt sammen med andre dobbelt så stor, som i den ældste gruppe på 82-97 år.

Og især tilbuddene til aldersgruppe peger Tine Nielsen også på som en væsentlig faktor til, at flere ældre i dagens Danmark er klar til at rykke teltpælene op.

- Boligtyperne er i dag tilpasset til mange forskellige aldersgrupper. Så der findes flere boliger, som folk finder attraktive. Før i tiden var det et kompromis, når huset blev skiftet ud med en lejlighed. Men i dag findes der mindre huse og lejligheder i byerne, som passer perfekt på den livsstil, vi ønsker i tiden efter at have været børnefamilie, siger Tine Nielsen.

Sådan bor danskere i alderen 52 år og ældre

Rapporten kigger også på, hvilken ejendomstype der er den fortrukne for aldersgruppen over 52 år. Over 70 procent bor i ejerbolig, 21 procent bor i lejebolig, og seks procent har en andelsbolig. 

Oftest bor aldersgruppen sammen med deres partner, men især kvinder og de ældste i gruppen er overrepræsenteret blandt dem, der bor alene.

Rapporten er udført med data fra Ældredatabasens 5. bølge i 2017. Der har i alt været 10.062 respondenter i alderen 52-97 år. Hvis du selv vil blive klogere på ældres boligsituation og fremtidige boligønsker, kan du finde rapporten her.