Marts-april 2017:

Et eller andet sted skulle vi jo begynde. Men hvor? Nogle anbefaler, at man begynder med noget, der er let, for eksempel med sit tøj. Det har jeg læst i en svensk bog om döstädning. Fantastisk udtryk! At rydde op, før man dør. Et tvist af ordet dödstädning, som betyder at rydde et dødsbo. 

Men det råd kunne jeg ikke rigtig bruge, dels fordi jeg rydder op i tøjet og sender til genbrug ved vejrskiftene vinter og sommer, dels fordi jeg er rigtig glad for at have gemt tøj, som andre kan genbruge. Svigerdøtre i samme størrelse som jeg, niecer, der er vilde med genbrugstøj, og børnebørn, der nu kan passe noget af vore børns tøj, som ligger i reserve til weekendbesøg, hvor alt det medbragte tøj er blevet sjasket til. Men indrømmet, derfor kunne jeg måske godt se at få smidt mit eget babytøj ud! Altså det håndstrikkede, som min mor havde gemt til, når jeg fik børn.

Begynd med det sværeste

Næh, begynd med det sværeste, tænkte jeg. Dét som giver størst hovedpine. Hos os var og er det to ting:

  1. vores kontor, et af de tidligere klasselokaler i denne landsbyskole, enormt og hyggeligt, med alt muligt fra de mange aktiviteter, vi har gang i. 
  2. vores lade, der rummer års opmagasinering. 
Kvinde arbejder ved skrivebord med store bunker papir

Selvom bunkerne er høje, er der ikke tvivl om, hvor de forskellige ting befinder sig - men bunkerne kunne nu alligevel godt blive mindre. Foto: Peter Abrahamsen

Engang tog min mand et billede af mig en søndag eftermiddag, hvor jeg sad bag mit skrivebord og arbejdede. Det blev postet på Facebook med en uskyldig bemærkning om, hvordan en søndag kunne tilbringes, men blev et af de mest kommenterede billeder, jeg længe har postet, fordi vores bunker på diverse borde fik folk til enten at himle over dyngerne eller at elske, at vi havde lige så store stabler som dem selv. Tag ikke fejl. Jeg ved nøjagtig, hvad der er i bunkerne og kan finde præcis, hvad jeg skal bruge, men jeg medgiver, at de ikke behøver at være så høje.

Niecen kickstartede

Og så skete der tilfældigvis dét, at vores gravide niece skulle optjene 4x8 arbejdstimer i forbindelse med overgang til barsel. Vi hyrede hende straks! Hun kørte fire gange fra København til Falster for at være hos os og rydde op. Hun ryddede effektivt op i et svulmende reolsystem og på tre skriveborde, der efterhånden var komplet sandet til i ting, der enten skulle have været arkiveret eller smidt ud. Vi havde bare forsømt at gøre det undervejs.

Ud over, at det var megahyggeligt at have niecen på arbejdsbesøg, havde hun også den fordel at kende til familiens gøren og laden. Det kan være meget vanskeligt at få fremmede til at kigge ens ting igennem, men her betød det, at hun kendte vores baggrund og var fuldstændig klar over, hvad vi nok gerne ville gemme, og hvad der bare skulle ud. Den største overraskelse var, at der ligefrem var et bord under dyngerne! Selv om vi bar otte sække på lossepladsen, var der stadig en række ting, hun ikke turde smide ud. De blev sorteret i kasser med mærkater. Kasser som min mand skulle kigge igennem - det var nemlig kun hans ting, der foreløbigt blev ryddet op i. 

Gravid kvinde rydder op på skrivebord

Med hjælp fra niecen blev der sorteret i kasser og sendt otte sække på lossepladsen. Foto: Abelone Glahn

Samtidig blev de oplagt arkivnødvendige ting sorteret. Min mand er musiker, har igennem mange år haft fingrene nede i dansk musikliv, og en hel del skal til Rockmuseet. Andet var materiale, som vedrørte en af de andre aktiviteter, cajunkøkkenet, som vi stadig er meget optaget af. Og – som jeg jo ved – så er det godt at gemme; kort efter oprydningen fik vi mulighed for at deltage i et markedsarrangement, hvor et hav af de gamle cajunting, som var dukket op, kunne bruges igen. Tænk, hvis vi havde smidt dem ud!

Det er jo ikke enhver beskåret at få et sådant tilbud, som niecens arbejdsindsats udgjorde. Skal andre lære noget af det, er det nok, at det er nemmere at rydde op, hvis man ikke har så mange følelser indblandet. 

Den gode nyhed er, at i den tid, der er gået, siden niecen satte sidste sæk til småt brændbart, har min mand ikke savnet noget. Vi har genfundet en del brugbart og har fået et lang bedre system at fortsætte oprydningen efter. Den dårlige nyhed er, at de sorterede kasser stort set ikke er rørt siden – i skrivende stund er der gået halvandet år!

Det tager tid at tage afsked

Opbevaring af ting i kasser

Den store ladebygning har gennem årene været brugt til opbevaring, og oprydningen kom til at tage to timer om dagen i en måned. Foto: Abelone Glahn

Som sagt var Hovedpine 1 kontoret, som der nu i det mindste blev taget hul på. Hovedpine 2 var og er den store ladebygning, der gennem årene er brugt dels til opmagasinering, dels bare som det sted, hvor man stillede ting over, når man ikke rigtig vidste, hvor de ellers skulle stå. Der stod blandt andet 10 kasser, som ikke var blevet pakket ud, siden vi flyttede ind 17 år tidligere. Bilagsmapper og sådan… Og kasser med arvede ting fra forældre og svigerforældre. Ting, som ingen kunne nænne at smide ud, da vi efterladte skulle rydde deres hjem, og som blev stuvet af vejen med ordene ”Vi må mødes og se på fordelingen senere”. 

Jeg regnede med, at det ville tage nogle dage at rydde op i laden. Helt præcist kom det gennemsnitligt til at tage to timer hver dag gennem en måned. Det viste sig, at afskeden var vigtigere, end jeg havde regnet med. Jeg kunne bruge 3-4 timer på at gennemgå én kasse. Der skulle tid til at læse gamle breve igennem, dagbøger, rejsenotater, ihukomme nogle relationer, der er ebbet ud, tænke tilbage på venskaber, oplevelser, og sætte fortiden i relief til i dag. 

Det var nemt med de kasser, som musene havde spist af. Heldigvis havde de ikke spist nogle af de allervigtigste ting, men alligevel skulle det hele gennemgås. Jeg havde for eksempel fire-fem kasser med ting, som har fulgt mig fra mit gamle pigeværelse som teenager, over min studietid og frem til, at jeg blev gift. Ting, som havde hver deres historie, gaver, små æsker med minder og en stor kagedåse med sort-hvide negativer fra utallige film, jeg fremkaldte, dengang jeg gik til foto. En sydamerikansk lysedug, som en rejsekæreste engang forærede mig, og gamle lædersmykker, jeg selv havde lavet i halvfjerdserne. Jeg fandt sågar en flaske endnu brugbar narvsværte. Kender I sådanne kasser?!

Timerne i laden fløj af sted. Jeg stod med skæve smil og stor glæde over at blive mindet om en tid i mit liv. Men også en glæde ved at kunne sige tak for det gode minde, nu lægger jeg det op i erindringen og smider selve brevet ud. Sorterede undervejs i tre bunker – det, der helt sikkert skulle på lossepladsen, det, der måske skulle smides ud, og det, der helt sikkert skulle gemmes. Når dagen var omme, tog jeg også den midterste bunke og smed i posen. Men jeg havde haft tid til at fortryde og tid til lige at flytte et enkelt brev over i gemmebunken.

Hvad skal ud og hvad skal gemmes?

Det hjalp rigtig meget hele tiden at have formålet med oprydningen i baghovedet: Børnene skal ikke igennem alt dette, når vi dør. De skal ikke belemres med al vores fortid. Jeg smed ud efter systemet:

  1. Er det bare gamle minder og klokkeklang? Ud
  2. Kan genstanden bruges og være til nytte for næste generation? Gemmes i kasse til gennemsyn af dem, og derefter ud
  3. Har det en meget vigtig familiehistorie? Gemmes i lufttæt kasse
  4. Kan andre bruge dette? Til genbrug eller loppemarked

Fordi jeg accepterede, at jeg ikke kunne være supereffektiv, men måtte give minderne den tid, de krævede, og fordi sommeren 2017 var kold og våd og god til indendørs aktiviteter, lykkedes oprydningen. 

Systematikken

Foreløbig er jeg ikke nået længere end til at få ryddet op i ”fjernlageret”, svarende til det, som mange sætter i kasser i kælderen eller på loftet. Men der er system i det nu: Jeg investerede i en del plastickasser med låg, som man kan købe i byggemarkeder. Kasserne er luft- og musetætte i modsætning til flyttekasser, hvor mus og insekter har fin adgang gennem håndtagshullerne. De sorterede kasser blev forsynet med en seddel, hvor der står, hvad der er i kassen, og hvem der evt. skal tage sig af det. ”Abelones private minder”, eller ”Mors minder, mine brødre skal se igennem.”, ”Arkiv, skal evt. til Rockmuseet”. 

Indrømmet, at lave kasser, der bare hedder ”Loppemarked”, er også en udskydelseshandling. Jeg kan jo altid vælge IKKE at smide tingene ud alligevel. Men at skulle lægge en ting ned i en loppemarkedskasse betød et valg for mig – denne ting tager jeg ikke med mig. Og at lave disse kasser kom til at betyde meget for en følgende sommers loppemarked. 

Indtil nu er jeg ikke nået til vores private bolig, men kun til alt det, andre ville have smidt ud uden at blinke. Undervejs stødte jeg på en sjov artikel, der beskriver, hvordan man kan gemme sine bevaringsværdige minder, hvis man vil have dem til at fylde mindre. Det vil kræve tid, men det kan jo være, man får det en skønne dag! Jeg er mere til det konkrete: Tag det brugbare med, og af det brugbare, så tag kun det bedste med. Du har simpelthen ikke plads til mere, det næste sted du skal hen.  Og i sidste ende kan du alligevel ikke tage det med dig.

Læs næste gang om at sende minderne på museum og om at skrive livshistorie på baggrund af det, der ikke røg i skraldespanden.