Da Torben Laubst forlod jobbet som civilingeniør for at gå på pension, var han fast besluttet. Under ingen omstændigheder ville han besøge ingeniørakademiet, hvor han arbejdede de sidste 15 år af sin karriere.

Kort om

Hvem: Torben Laubst

Alder: 82 år

Hvor: Flyttet fra en 160 kvm selvbygget villa i Gammel Holte til en lejlighed i Lions Park i Søllerød

- Jeg måtte selv leve med, at pensionerede medarbejdere af og til dukkede op på arbejdspladsen. Selvfølgelig var man høflig over for dem, men det var jo også en belastning, for man havde ikke rigtig tid til dem. Sådan skulle det i hvert fald ikke være for mig. Jeg har det sådan, at når jeg træffer en beslutning, så står jeg ved den hele vejen, siger Torben Laubst.

Samme disciplin besad den pensionerede civilingeniør, da han for to et halvt år siden flyttede fra sit store hus i Gammel Holte.

På tide at flytte

Det 160 kvadratmeter store hus havde han selv bygget i 1967. Det var her, han boede sammen med sin hustru, inden hun desværre gik bort for 32 år siden.   

- Jeg mærkede efterhånden, at jeg ikke længere havde energi til at passe huset. Det var ellers ret nemt at holde huset pænt, men der skal jo males, og haven passer heller ikke sig selv. Tiden var simpelthen inde til at finde noget mindre at bo i, siger Torben Laubst, som flyttede ind i en lejlighed i seniorcenteret Lions Park i Søllerød.

Afstanden fra den gamle bolig er ikke stor, men måden at leve på må siges at være ganske anderledes. Væk er pladsen muligvis, men også forpligtelserne.  

Torben Laubst nyder udsigten over træer og plæne, et haveareal, som han vel at mærke ikke skal tage sig af. Men han må selvfølgelig erkende, at han med to værelser har været nødsaget til at indskrænke sig en del.

- Jeg husker tydeligt mine forældres sidste bolig, som var overbelæsset med møbler, fordi min mor ikke kunne nænne at skille sig af med noget. Sådan ville jeg ikke ende. Så jeg ville hellere have for lidt end for meget, og jeg traf en beslutning om, at det her skulle være mit hjem. Ikke et eller andet midlertidigt sted. Det var her, jeg skulle bo, siger han.

Torben Laubst nyder udsigten over træer og plæne, et haveareal, som han vel at mærke ikke skal tage sig af. Foto: Simon Johansen

Svært farvel til arvestykker

Da Torben Laubst begyndte at fylde flyttekasserne, kunne han se, at han samtidig måtte skille sig af med nogle uerstattelige arvestykker. For han og hans kone nåede ikke at få børn sammen, inden hendes død, så der er ingen til at arve noget.   

Malerier og porcelænsdele var svære at sige farvel til, men i særdeleshed hans forældres stole ville han have ønsket, at der var plads til i den lille lejlighed.

- Under krigen sad min mor og syede på de stole, som min farfar selv havde designet og snittet. Det var ikke så sjovt at skille sig af med dem, siger Torben Laubst, som dog ikke fortryder sit valg.

Når han besøger andre af seniorboligerne i Lions Park, ser han af og til, at folk overfylder deres lejligheder, og det bekræfter ham i, at han tog den rigtige beslutning.

- Jeg havde også spisestel til 15 mennesker, men jeg kunne jo aldrig drømme om at invitere så mange mennesker på middag. Nej, det måtte ud, slår Torben Laubst fast.

Fællesskab efter behov

Ensomhed er der ikke noget af, når man bor som Torben Laubst. Hver dag spiser han middag sammen med de andre beboere, der er ind imellem filmaften og andre aktiviteter, og på gangene støder han ofte ind i folk, han kender.

Men Torben Laubst har ikke behov for selskab hele tiden. Så det passer ham glimrende, at han kan trække sig tilbage, som det passer ham.

- Man kommer og går, som man vil. Beboerne er imødekommende, men ikke påtrængende. Det er såmænd ganske optimalt, siger han.

I stedet læser han. Især holder han af biografier om landets store erhvervsledere. Prominente skikkelser som Mærsk Mc-Kinney Møller og H.N. Andersen, der giver et særligt indblik i erhvervslivets historie. En side af livet, som han selv altid har værdsat højt.