Kort om:

Hvem: Lise Hansen

Alder: 57 år

Hvor: fra Lolland til København

Lise Hansen havde boet hele sit 52-årige liv på Lolland, da hun flyttede til København for at begynde et helt nyt liv.

- Alle generationer i min familie har boet på øen hele deres liv. Men jeg har aldrig boet i en storby. Det ville jeg altså gerne prøve, siger den i dag 57-årige Lise fra sit kolonihavehus i Hvidovre, hvor hun er i gang med at lave en kyllingesandwich til sin søn Magnus, der også bor i København.

Men hvis alle generationer i familien har tilbragt deres liv på Lolland, hvorfor i alverden bryder Lise så med den tradition?

- Det har jeg bare altid gerne villet. Altså ikke siden jeg var ung, for dengang lagde jeg slet ikke mærke til, at alle mine kammerater flyttede fra øen. Jeg tænkte aldrig over, om jeg skulle flytte. Det kom først til mig senere.

Selvom Lise i dag har boet i hovedstaden i fem år og elsker det, kigger hun ikke tilbage på tiden i Nakskov med fortrydelse. Lise har nemlig aldrig været ked af at bo i Nakskov. Selv beskriver hun sig som forkælet. Hun havde et godt job og en dejlig omgangskreds, som hun stadig har kontakt til.

Mangel på kultur

- Efterhånden som Magnus blev større, tænkte jeg okay. Nu må jeg begynde at planlægge, for jeg havde besluttet mig for at flytte. Der sker meget mere i København. Jeg var glad for Lolland, men der er bare ikke de samme kulturelle muligheder. Man skal selv skabe det hele. Her skal jeg ikke samle mennesker og søge om penge til at arrangere et eller andet. Jeg melder mig bare til. Det er luksus. Jeg elsker det, siger Lise, som dog i begyndelsen havde lidt vanskeligt ved at finde de forskellige tilbud, som en by som København rummer.

- Du spurgte mig også om, hvor jeg fandt forskellige aktiviteter, husker Magnus, som foreslog sin mor at kigge rundt omkring på Facebook og på internettet generelt.

- Ja, jeg vidste intet om alt det der, siger Lise. 

Men det fandt hun nu hurtigt ud af.

- Det første år var jeg helt rundtosset. Jeg var på kanalrundfart, i glyptoteket, botanisk have, jeg deltog i arrangementer snart sagt hver eneste dag, og jeg havde de her aktivitetskalendere fyldt med post it-sedler klistret på de arrangementer, som jeg gerne ville være med til. Jeg har jo aldrig rigtig været i København, og det var derfor, jeg kom hertil. Jeg ville opleve de her ting, siger Lise, som også hurtigt fik opbygget sig et stort netværk i byen. Hun forsøgte altid at være åben og falde i snak med de andre mennesker, som hun mødte på sin vej rundt i byen.

Job, men ingen bolig

Men det var ikke let for Lise at realisere sine storbydrømme.

- Jeg begik en stor fejl, da jeg først skulle flytte. Jeg troede, det var sværere at få job end bolig, så jeg startede med at søge arbejde. Jeg søgte fire job og blev tilbudt tre. Til gengæld havde jeg ingen bolig, siger hun.

Lise var næsten desperat. På det tidspunkt var hun indskrevet på universitetet, så hun forsøgte endda at kile sig ind på et kollegium.

På kollegiekontoret spurgte de om alder.

- Og så svarede jeg selvfølgelig, at jeg var 53, men de sagde, at man ikke kunne være ældre end 35 for at bo der, så der var ingen kære mor.

- Grinte de af dig? spørger Magnus, der har taget plads i sofaen.

- Nej. For de vidste ikke, om jeg var sur.

- Var du det? spørger Magnus.

- Ja, for jeg synes, det er aldersdiskrimination, siger Lise og griner.

Ville bo i byen

Så Lise fortsatte med at lede. Hun fandt en en lejlighed, hun kunne leje i tre måneder og flyttede ind med sin computer, sin cykel og en kuffert med tøj.

- Jeg takkede samtidig ja til det eneste job, der var midlertidigt. For jeg ville ikke pendle. Det havde jeg prøvet før, og det er ikke sjovt, så jeg turde ikke tage et fast job, siger hun.

En dag fortalte en veninde om en ledig lejlighed i Lyngby.

- Men jeg skal ikke til Lyngby. Det er en sød by, men det er også en rigtig soveby. Du tager hjem og går i seng. Det var ikke derfor, jeg kom til København, svarede Lise.

Tiden gik, og snart løb det tre måneder lange lejemål ud.

- Til sidst var der kun en uge tilbage, og så var jeg jo godt klar over, at jeg skulle til Lyngby. Nu ville jeg pludselig rigtig gerne til Lyngby, siger Lise og griner igen.

Økonomiske vanskeligheder

Så Lise flyttede til Lyngby og begyndte alligevel at pendle frem og tilbage med S-toget. Det blev hun hurtigt træt af. Lise ville gerne købe sit eget sted, men hun ejede stadig et hus og et sommerhus på Lolland.

- Ja, så jeg havde ingen penge, siger Lise, som derfor var noget afvisende, da Magnus en dag fortalte om en andelslejlighed, der var til salg.

- Det ville jeg jo aldrig få lov til at låne.

Men da en veninde tog hende med op for at se lejligheden, var Lise solgt.

- Jeg køber den, sagde hun.

- Men der er først åbent hus på mandag.

- Nej, det er der ikke, for jeg køber den, sagde Lise.

Og så strøg hun ellers ned i den nærmeste bank og tog ikke hjem, før hun fik et ja til at låne de fornødne penge.

- Jeg vidste, at min bank på Lolland ikke kendte til andelslån, så jeg blev nødt til at finde en ny bank. Bankdamen kendte mig overhovedet ikke, men jeg var fast besluttet på, at det skulle lykkes. Og det gjorde det. Jeg var top lykkelig, siger Lise.

Men hun havde stadig to ejendomme på Lolland, så det var en økonomisk penibel situation.

- Jeg vidste, at jeg skulle arbejde mig frem. Og det skal jeg stadig, for ellers får jeg ikke en god alderdom, siger Lise, der gerne vil gå på efterløn, så snart det er muligt.

Tag arbejdstøjet på

Siden har hun solgt lejligheden til en fordelagtig pris og i stedet købt kolonihavehuset i Hvidovre, men hun er stadig skrevet op i alle de lejeforeninger, der findes i København.   

Det har ikke altid været nemt, men når Lise kigger tilbage, fortryder hun ikke et sekund, at hun kastede sig ud i det.

- Jeg ville til enhver tid gøre det igen, siger hun.

Hun mener, at det handler om at sætte sig ned og finde ud af, hvad det er, man vil, og så føre det ud i livet. For man får aldrig mere, end hvad man drømmer om.

- Selvom man bliver ældre, skal man stadig gå efter sine drømme, men man skal ikke vente på, at muligheden opstår, for det gør den ikke. Man skal selv skabe den. Det handler bare om at trække i arbejdstøjet og komme i gang. Man kan det meste, hvis man vil. Man skal bare knokle for det, og folk vil altid hjælpe dig. Jeg tror altid på, at der er nogen, der vil hjælpe mig. Jeg har slet ikke fantasi til at forestille mig andet, siger Lise, som dog ikke vil anbefale nogen at flytte, efter de er gået på pension.

- Jeg tror, det kan være en kende sværere, når først man er holdt op med at arbejde. Så jeg vil hellere anbefale, at man kommer i sving, mens tid er.