Vi bliver flere og flere ældre i Danmark, og det stiller nye krav især til de boliger, vi skal bo i. Men at være ældre er ikke det samme som at være gammel, og at gå på pension er derfor heller ikke ensbetydende med, at man er moden til ældrebolig og plejehjem. Derfor bør der især fokuseres på de behov, man har, når man er nået pensionsalderen, men stadig er frisk og rørig.

Mange kommuner har allerede søsat flere initiativer for at kunne imødegå de behov, der allerede findes i dag, og som kun vil vokse sig større i de kommende år – og i flere kommuner har du mulighed for at være med, når der snakkes om livet i den tredje alder.

Møder for de ”yngre ældre”

Eksempelvis har Frederikssund besluttet, at de to gange årligt vil afholde informationsmøder for dem, de selv kalder de ”yngre ældre” – folk over 60, der ikke har behov for støtte. Planen er, at informationsmøderne vil turnere rundt i Frederikssund Kommune, og da første møde løb af stablen 15. maj, var det således i Frederikssund, mens de næste møder efter planen skal holdes i Skibby, Jægerspris og Slangerup. Du kan følge med i Frederikssunds Kommunes aktiviteter på deres Facebook-side her

Også Roskilde Kommune har været på banen, og der mødte mere end 200 borgere op, da kommunen havde inviteret til seminar 14. maj om blandt andet bofællesskaber og andre boliger, der egner sig til seniorer. Du kan læse mere om Roskilde Kommunes arrangement her.

Det er naturligvis ikke kun Roskilde og Frederikssund, der har fokus på seniorer. På din egen kommunes hjemmeside vil du kunne se, om der er sat gang i tiltag, der er interessante for dig, og om der vil blive afholdt informationsmøder.