Igennem det seneste års tid har mine kollegaer og jeg været så heldige at møde mange af jer ude i virkeligheden. Til forskellige arrangementer rundt om i landet har vi snakket med jer om, hvordan I gerne vil bo, når I nærmer jer den tredje alder.

Mange af jer går med tanker om at flytte i et bofællesskab, nogle pusler med idéen om at gøre sommerhuset til helårsbolig, og andre vil helst bare gerne blive boende lige der, hvor de er. Idéen bag Hjem til den tredje alder har fra starten været, at vi gerne vil opfordre folk til i god tid at tage stilling til livet efter tiden på arbejdsmarkedet – og derfor er vi altid glade for at høre, når folk har helt klare planer for fremtiden.

Der er bare det lille men, at vi flere gange har hørt fra folk, der ganske vist har planer, men som også har en ægtefælle, der ikke er helt overbevist om, at det er en god idé – og er man to, skal der også to til at lægge planer. 

Vi vil gerne hjælpe jer med at tage snakken, så I kan finde frem til det, der er det bedste for jer. Vi kan selvfølgelig ikke besøge jer i sofaen og være med i samtalen, men vi håber, at vi måske kan give jer noget læsestof, der kan inspirere. 

Derfor kan du i dette nyhedsbrev blandt andet læse om Lene og Niels, der flyttede fra København til Randers for at komme tættere på deres børnebørn. Du kan også få styr på reglerne for at flytte permanent i sommerhus, når vores fagekspert Tine Nielsen giver svar til en læser med netop det spørgsmål, og så kan du prøve kræfter med vores nye test ”Er bofællesskab noget for dig?”, der måske kan give dig et fingerpeg, om et seniorbofællesskab kunne være noget for dig.

God læselyst