Siger du kollektiv, rynker de fleste nok på næsen og tænker: ”Det 70’er flip er heldigvis gået i sig selv igen”. Men siger du fællesskab eller bofællesskaber, så er nysgerrigheden en helt anden. 

Faktisk er interessen enorm. Det viser de undersøgelser, vi i Videncentret Bolius har foretaget i forbindelse med Hjem til den tredje alder. Hele 80.000 ældre kan se sig selv bo i et seniorbofællesskab. Problemet er bare, at det er over ti gange så mange, som der reelt er plads til. I dag findes der under 8.000 boliger af slagsen her i landet.

Det skal i så fald ses i lyset, at vi aldrig har boet så alene, som vi gør i dag. Der er mere end 1,6 mio. voksne i Danmark, der bor alene, hvilket svarer til knap 38 procent. Og måske netop derfor er interessen for bofællesskaber så stor. For selvom vi bor alene, ligegyldigt om det er af lyst eller nød, ønsker mange at have mennesker tæt på i hverdagen og være en del af et fællesskab. 

Kig indenfor i et nyt seniorbofællesskab

På Hjem til den tredje alder kan vi se, der er stor interesse for vores artikler om bofællesskaber. Og i vores Facebook-gruppe, med over 2.500 medlemmer, er der ligeledes flittig udveksling af spørgsmål og svar om, hvordan man starter et bofællesskab, hvad skal man være opmærksom på, og hvad findes der af muligheder. I dette nyhedsbrev har vi også samlet en række artikler, der skal give dig inspiration og guide dig med gode råd.

Vi følger de kommende måneder Marianne og Steen, der nu flytter ind i et nybygget seniorbofællesskab i Valby. Her er masser af overvejelser, prioriteringer og ikke mindst et fællesskab, der skal opbygges. Mød Marianne og Steen og hør om deres tanker her. 

Hjælp fra unge og naboskab

En anden form for fællesskab kan opstå, hvis du har for meget plads i huset. Ved at udleje et værelse, kan du eksempelvis hjælpe en ung studerende med tag over hovedet, få tilskud til udgifterne og måske endda få hjælp til havearbejde. Læs her hvordan. 

Bor vi mange år det samme sted, opstår der ofte et bånd med vores naboer. Men hvordan håndterer vi det, når en flytning står for døren, fordi ens bolig er blevet for stor? Læs Abelones tanker om naboskab i den seneste udgave af hendes blog her.

Fik du ikke svar på det hele, eller brænder du inde med spørgsmål, så er du som altid velkommen til at benytte vores brevkasse Spørg Tine.

Rigtig god læselyst!