Kort om:

Hvem: Kirsten Rørbech

Alder: 70

Hvor: fra Odense til sommerhus på Fyn

Efter et langt arbejdsliv i Odense valgte Kirsten Rasmussen og hendes mand at flytte ind i deres stråtækte sommerhus på Fyn nær Storebæltsbroen.

Parret havde brugt huset som sommerhus i flere år, inden de i 2005 valgte at rykke hertil permanent. Før boede de i Odense, hvor de begge arbejdede.

- Vi kørte ofte herud i weekenden, men søndag eftermiddag havde jeg slet ikke lyst til at tage tilbage til Odense. Derfor var det ret tydeligt, at jeg gerne ville forlade storbyen og bo her i stedet. Jeg hører hjemme på landet, fortæller Kirsten over en kop kaffe i haven. Her er ingen støj fra biler og mennesker, kun en sagte brise, der får træernes blade til at rasle.

Det er en ro, som hun savnede i de mere end tyve år, hun nåede at bo i den fynske hovedstad.

Studentikos i København

Hun gik på efterløn allerede i 2009, og hendes mand blev først pensioneret i 2016. Så en årrække havde Kirsten langt mere tid til rådighed end sin mand. Derfor slog hun til, da det gennem pensionskassen blev muligt at leje en lille etværelses lejlighed i København.

- Jeg elsker landet, men jeg holder også utroligt meget af byen, og i København tilbragte jeg meget tid i mine unge dage, siger Kirsten, der i sit arbejdsliv underviste i fransk og dansk på et gymnasium.

I den tid, hvor Kirsten havde den lille lejlighed, brugte hun meget tid i København.

Den tidligere gymnasielærer begyndte at læse på folkeuniversitetet, hvor hun fandt interesse for kunsthistorie.

- Jeg kan godt lide landet, men jeg kan også gode lide, at der sker noget. Og det gør der jo i byen, så det var spændende med den lejlighed. Det gjorde jo, at jeg ikke gik helt i stå. Jeg kunne mærke - og det kan jeg stadig, når jeg er i København - en følelse af frihed. Jeg føler mig fri og studentikos, når jeg er i København og andre storbyer, så det var dejligt, at det kunne lade sig gøre i perioden, inden min mand gik på pension, siger hun.

Efter mandens pension måtte de opgive den lille københavnerlejlighed. Det blev for dyrt. Men det gør nu ikke så meget, forsikrer Kirsten. For i mellemtiden er børnene, der alle bor i hovedstaden, blevet mere etablerede, og i dag kan parret let låne et gæsteværelse, når de besøger København og deres syv børnebørn.

Mere tid til rådighed

En af grundene til, at det var spændende at læse og bo lidt i København, er også, at det kan være en svær overgang pludselig at gå på pension.

- Det er en stor ændring fra at have et travlt arbejdsliv til pludselig at være hjemme hele tiden, fortæller Kirsten, som råder andre i samme situation til at tænke grundigt over, hvad de vil bruge deres tid på.

- Det kan være, at man ud af det blå har lyst til noget, man ikke har beskæftiget sig med i mange, mange år, forklarer hun.

Selv begyndte Kirsten at løbe. I årevis havde hun ellers ment, at det var noget af det mest tåbelige at bruge tid på.

- Nu har jeg stor glæde ved det.

Og hvem kan betvivle hende i det. Det smukke, bakkede marklandskab, der omgiver det stråtækte bindingsværkshus, er som skræddersyet til lange joggingture.

Uvis fremtid

Men selvom Kirsten nyder pensionisttilværelsen på landet, er hun ikke sikker på, om det er her, hun skal bo resten af livet. Hendes mand har nemlig cancer, og selvom sygdommen er i kontrol, kaster det alligevel et element af usikkerhed over parrets fremtid.

- Hvis jeg bliver alene, skal jeg nok lige bruge et par år på at tænke mig om. Så er det måske ikke så praktisk at bo her. Så er det måske bedre med en lejlighed i Københavnsområdet. Tættere på mine børn og børnebørn, fortæller Kirsten, som ikke tror, at hun ville have noget imod at forlade huset.

Økonomi spiller også ind, hvis hun skulle vælge at forlade huset. Hun ville foretrække at bo på Sjælland, fordi hun derved undgår at skulle betale for at komme over Storebæltsbroen.

- De her ting er noget, jeg er begyndt at tænke over, efter min mand er blevet syg. Man skal selvfølgelig for så vidt muligt leve i nuet, men tanken om ’hvad nu hvis’ trænger sig på. Man kan jo ikke lade, som om det kommer bag på en, at man bliver ældre og måske alene, siger Kirsten.