Seniorer søger i dag fællesskabet, og ønsker ikke at kukkelure alene bag lukkede persienner.

Derfor er seniorbofællesskaber også så populære. Det er der en god grund til, for det er vigtigt både at have plads til sig selv – og plads til at kunne være sammen med andre. Derfor har området omkring boligen også stor betydning for ens trivsel.

Da man havde hjemmeboende børn, kiggede man på, om der var legepladser i nærheden, og om skolevejen var tryg. Jeg oplever gennem mit virke, at de største krav i den tredje alder handler om nem adgang til transport og
opholdsarealer med lys og luft.

Nye lederskribenter

Lederen i dette nyhedsbrev skrives af Katrine Lester, direktør i interesseorganisationen Danske Seniorer. I sit daglige virke arbejder hun for at sikre, at alle ældre har mulighed for en tryg seniortilværelse.

Men der er stadig brug for at omgivelserne omkring boligen lægger op til fællesskab og giver lyst til, at man bruger dem.

Plads til dyr

Mulighederne er mange, men skal man blive glad i sin bolig, skal man have tænkt det grundigt igennem, inden man flytter. Hvad er vigtigst for mig? Hvordan og i hvilken form kan jeg tage det bedste fra min nuværende bolig med videre til den næste?

- Jeg drømmer om en stuelejlighed med direkte adgang en lukket gårdhave, hvor min hund kan snuse rundt, sagde en smilende, ældre herre til mig. Han var ellers ikke meget for at tale om at flytte, selvom huset og haven er lidt meget, nu hvor børnene er flyttet hjemmefra. 

- Det skal selvfølgelig ligge i gåafstand af min kones plejehjem, tilføjede han, for det er vigtigt at kunne gå forbi hende med hunden hver dag. Sådan er der mange, der har det, når de skal se efter hjem til den tredje alder. 

En levebolig

Det handler nemlig ikke kun om boliger uden stejle trapper, men om at finde en bolig, der understøtter det liv, man gerne vil leve. Den praktiske indretning skal selvfølgelig være på plads, så man kan blive i sin bolig hele livet.  Men praktisk indretning gør det ikke alene. 

At skabe et godt hjem i den tredje alder handler om meget mere end bredden på dørkarmene og adgang til en elevator. Det handler om frihed til at være det menneske, man er. Mennesker er nemlig ikke ens – heller ikke i de tredje alder. 

For nogen er det vigtigt, at de kan have deres kat eller hund med sig. Et kæledyr giver utrolig meget livskvalitet i hverdagen, og eksempelvis er en hund er også garant for, at man kommer ud og gå en tur hver dag. Man holder ikke op med at holde af dyr, bare fordi man bliver ældre – tværtimod. 

Hvis man er en stor dyreven, skal en bolig måske netop derfor have en lille, afgrænset have til hunden eller som minimum tilladelse til at holde kat. Og måske er det værd at undersøge, om man må sætte et fuglebræt op på altanen, hvis man hele livet har elsket at følge småfuglenes liv i sin have? 

- Jeg ville aldrig kunne bo et sted uden vindueskarme, for hvor skulle jeg ellers stille mine potteplanter, fortalte en kvinde mig engang - og det giver mening. Man holder jo ikke op med at være glad for blomster og grønne planter, selvom man ikke længere har lyst til at passe en stor have. 

Også her er det en god idé at være på forkant, så man stadig kan glæde sig over sine grønne fingre. Det kan være i en altankasse, i en bolig med brede vindueskarme med plads til dejlig mange planter eller ved en lille gårdhave med krukker, hvor man kan gro krydderurter eller hortensiaer. 

At finde den rigtige bolig kan være svært. Der er mange hensyn at tage – herunder ventelister og husleje – men den gode boligjagt starter med, at man gør sig selv klart, hvad man selv synes er vigtigst for at en bolig kan blive et hjem. Plads til frihed, forskellighed og fællesskab – og måske også til en lille hund og grønne planter.

I dette nyhedsbrev kan du også læse: