Sommeren har heldigvis ikke sluppet sit varme tag endnu, og jeg lever stadig højt på en dejlig sommerferie, som jeg har nydt i fulde drag. For udover at have spist og levet rigtig godt, så har jeg haft stor fornøjelse af at have rejst sammen med min familie – endda flere generationer af den. 

Den første del af ferien var i selskab med min far og hans kone. Det er virkelig hyggeligt, der bliver set en masse, men både dag og aften er spækket med hyggelige pauser, hvor snakken ofte ender tilbage i gamle dage. For hvis der er noget, min far er mand for, så er det historier. Hele hans liv er fyldt med dem, og han er en fantastisk historiefortæller. Vi klasker os troligt på lårene af grin. 

Langt de fleste af hans historier har vi hørt tusindvis af gange, men utroligt nok dukker der nye op. Og det er præcis det, der sker på sådanne ture. Vi er intensivt sammen, hvor der er god tid til at falde ned og lade snakken løbe over timer – ja, ofte dage.

De impulsive unger som modvægt

Den anden del af ferien var i selskab med mine voksne døtre og svigersøn. Her stritter vores interesser i mange retninger, både hvad angår døgnrytme, mad, oplevelser og det ønskede tempo for dagen. Men vi har alle til fælles, at vi er meget impulsive.

Vi når knap nok at færdiggøre morgenmaden, før massevis af nye planer og ideer er blevet kastet på bordet, og ingen helt kan huske, hvad vi blev enige om, for så få minutter senere eller i løbet af dagen at blive ændret igen og igen. 

Det passer vist heldigvis ind i alles temperament. Man lærer ret hurtigt skiftevis at komme med ideer, men forstår også værdien i at lytte og høre andre ideer færdige. For vi er en håndfuld hurtige og ret utålmodige mennesker.  

Fællesskabet bliver stresstestet

Relationer er en gave i ferien, men de bliver også sat på prøve. Vi er meget sammen og skal blive enige om rigtig mange ting i løbet af en hverdag, som ferien jo også ender med at blive.

Vi skal også blive enige om de ting, vi ikke behøver at være enige om og kan gøre hver for sig. Det også er helt fint og gavnligt for samværet. 

Det leder mine tanker mod livet i bofællesskaber. Mange bliver ofte overrasket over, hvor meget der egentlig skal snakkes igennem, vendes og drejes. Læg dertil, at alle har forskellige forventninger til, hvor meget man reelt skal foretage sig sammen.

Tænk leverpostej før champagne

Realdania har arbejdet med fællesskaber og bofællesskaber i flere år, og er netop nu i gang med en større erfaringsopsamling. En af de pointer, der ramte mig, var vigtigheden af at tænke hverdag og knap så meget fest. 

Med det menes, at festerne og større fællesaktiviteter nok skal komme, men det er grundlaget og værdien af at bo sammen, at have en hverdag sammen, der skal skabes det gode og solide fundament. Med det på plads er det meget nemmere at lade de festlige tiltag og øvrige lag gro.   

Mine sommerferie-bofællesskaber har en forholdsvis kort tidshorisont. Men jeg har nået at afprøve en hverdag og forskellige rutiner sammen med min familie.

Forleden sad jeg netop i haven sammen med mine døtre og svigersøn og spørger ind til, hvordan de oplevede vores sommerferie sammen. Straks skyder de spydige og sjove jokes og drillerier afsted, men ikke desto mindre er snakken allerede faldet på, hvor den næste rejse skal gå hen.

Det tager jeg som et godt tegn.

God læselyst.

Kristine Virén

I dette nyhedsbrev kan du også: