Indgangen til et nyt år er en god anledning til at gøre noget ved de trælse ting, som du normalt skubber til side. Jeg oplever tit, at en gennemgang af økonomien bliver udskudt på ubestemt tid. Men selvom du har ramt pensionsalderen, og indtægterne ikke er på niveau med tidligere, så er der stadig penge at spare.

Og her taler jeg om din boligøkonomi, som for mange boligejere bliver opfattet som lidt træls, men som gennem en optimering kan give pæne besparelser i budgettet. 

Nye lederskribenter på Hjem til den tredje alder

Som noget nyt vil nyhedsbrevets leder blive skrevet af forskellige personer, der kan byde ind med relevant indhold til den tredje alder. Denne gang er det Videncentret Bolius’ fagekspert, Jørgen Munksgaard Rasmussen, der er eksperten inden for boligøkonomi. Han giver her sit bud på, hvordan du kan komme godt i gang med 2020 på den økonomiske front.

Tjek dine boliglån

Det første, du skal gøre, er at finde din Betalingsserviceoversigt (BS-oversigt) for december frem. I elektronisk form finder du lettest oversigten enten hos din bank eller i din e-Boks. 

Hvis du ikke allerede ved det, kan du på oversigten se, om dit realkreditlån er med fast eller variabel rente. Har du et fastforrentet lån med en rente på 2 procent eller derover, er der muligvis penge at spare ved ombytning til et lån med en pålydende rente på 1,0 procent. Tjek efter med banken og bed dem om at udarbejde en beregning.

Har du et variabel forrentet lån, kan der også være penge at spare ved en omlægning. Det gælder, hvis du har et F1-lån, som refinansieres hvert år. Ulempen ved et F1-lån er, at du ved hver refinansiering betaler 0,20 procent i den såkaldte kursskæring. 

Ved et lån på 1 mio. kroner koster kursskæringen dig hvert år 2.000 kr. Derfor har F1-lånet en lidt højere ydelse end et F5-lån og må samtidig anses som en lidt mere risikabel låntype.

Udskiftning af et F1-lån med et F5-lån sikrer dig derfor både en lidt lavere ydelse og giver en større sikkerhed mod rentestigninger. 

Hvis du gerne vil nyde fordelen ved en lav rente og accepterer prisen i form af en højere risiko, er F-Kort lånet det oplagte valg. Lånet refinansieres kun hvert tredje år, men renten fastsættes hvert halve år. Det giver en meget lav rente og væsentlig lavere udgifter til kursskæring end på F1-lånet. 

Lån næsten gratis af kommunen

Når du har tjekket dine realkreditlån efter sømmene, kan du overveje en indefrysning af ejendomsskatten.  

Kravet er blot, at du enten har nået folkepensionsalderen, modtager efterløn, delpension eller får udbetalt social pension. 

Indefrysningen foregår ved, at kommunen tilbyder dig et lån til betaling af de årlige ejendomsskatter. I 2020 er renten fastlagt til 0,69 procent, hvilket er markant lavere end det billigste realkreditlån, når vi indregner bidraget.

Dertil kommer, at alle omkostninger ved etablering af lånet betales af kommunen. Kommunens krav er blot, at der skal være sikkerhed for lånet inden for den seneste offentlige ejendomsvurdering. 

Lejere kan tjekke boligydelse

Som lejer i en privat eller almennyttig bolig har du ikke de store muligheder for at fintune din boligøkonomi. Eneste punkt er den situation, hvor du modtager boligydelse. Her gælder det om at oplyse den præcise månedlige indkomst til kommunen. Hvis du i en enkelt måned har for stor en indkomst, skal du nemlig betale den for meget udbetalte boligydelse tilbage.

Selvom et økonomisk tjek for mange kan være svært at finde motivationen til, så er min anbefaling at gøre det en gang om året. Hvis der er penge at spare, så kan de bruges til at forsøde livet på andre punkter i den tredje alder.

Jørgen Munksgaard Rasmussen

Du kan i dette nyhedsbrev også blive klogere på: