For et par uger siden var jeg sammen med en god veninde, jeg er så heldig at have kendt, siden jeg var helt ung. Inden vi skulle på en længere tur, lagde vi lige vejen forbi hendes forældre og barndomshjem for at hente nogle ting. For mig var det kun hyggeligt med et lynvisit, for der var jeg jo kommet hos dem gennem flere år. 

Det var et rigtig rart gensyn med hendes forældre, deres hus og have, jeg ikke havde set i mange år. Der har jeg brugt mange eftermiddage med min veninde, og vi har siddet sommeraften efter sommeraften og terpet til eksamen. 
 

Tiden forandrer alt

Det er pudsigt, hvordan steder, man besøger efter mange år, har det med at skrumpe lidt. For jeg huskede huset som værende større. Men det, der egentlig slog mig mest, var, at det virkede til at være ved at vokse dem over hovedet. 

De er uden tvivl stadig et aktivt, ældre par, der passer godt på deres ting. Men energien er måske ikke lige til at ordne udhænget, det udvendige træværk, flagstangen, de store træer og hvad der ellers melder sig af vedligeholdelsesopgaver på et gammelt hus og i en stor, hyggelig have. 

De er stadig glade for at bo der: Også selvom det er blevet sværere at holde. Men de vil under ingen omstændigheder bruge penge på hjælpende hænder. Jeg tænkte ellers i mit stille sind, at lidt udgifter på at holde huset og haven ved lige nok hurtigt ville tjene sig hjem.

Som folk er flest

Måske lægger jeg særlig meget mærke til den slags, fordi jeg til daglig arbejder med initiativet Hjem til den tredje alder. Måske er det tydeligt for de øjne, der genså huset og haven efter mange år. 

Under alle omstændigheder ser vi gang på gang, at det er meget kompleks, hvornår man når frem til at overveje at flytte til en anden bolig. Ofte fordi det er så rart at blive et trygt hjem, der har været en tro følgesvend i store dele af ens liv.

Det er også, hvad en netop udgivet rapport om ”ældres boligsituation og fremtidige boligønsker” viser. Rapporten bekræfter, at mere end 77 procent ikke overvejer at flytte i fremtiden. Og hvad der måske var lidt overraskede er, at jo ældre de adspurgte er, jo mindre har de lyst til at flytte.

Flyttelysten vokser i bestemte aldersgrupper

Men det er ikke alle, der vil leve resten af deres liv i kendte rammer. Meget tyder på at viljen og lysten til at skabe et nyt og mere passende hjem til den tredje alder er mest til stede, når man er 52 end når man er 75. For flytteplanerne er voksende blandt de yngste i aldersgruppen 52-97 år. Det kan du læse mere om her.

Bloggeren Abelone Glahn er kommet skridtet videre end flytteplaner. Hun og manden Peter har taget et stort skridt og sat huset til salg. Læs her om alle hendes overvejelser i det seneste blogindlæg fra den gamle skole på Falster.

Mens nogle flytter, har andre stadig mod på at lave huset om, så det passer til de nye behov i pensionisttilværelsen. I vores brevkasse Spørg Tine spørger Martin, om han må ombygge sit udhus til et kontor med rindende vand og toilet. Du kan blive klogere på reglerne for den slags ombygninger ved at læse svaret fra redaktør Tine Nielsen her.

Martin er klar til at lave sit hjem om, men det virker ikke til, at min venindes forældre har det samme overskud til at prioritere huset. Jeg ønsker al det bedste dem, men jeg ønsker i lige så høj grad, at de er åbne for tanken om at få lidt hjælp eller at flytte i en mere overskuelig bolig. Det kan frigive både tid og overskud til de mange fritidsinteresser og sysler, som huset i høj grad også emmede af. 

Det er dog nemt at have håb, ønsker og drømme på andres vegne, men det kræver, at de selv når frem til den rigtige beslutning. Og hvad med dig? Har du gjort dig tanker om din boligmæssige fremtid?