For et par uger siden var jeg på studietur. Jeg var kun væk fire dage, men alligevel virkede alt til at være groet til og vokset mig over hovedet, da jeg kom hjem. Støv og pollen lå alle vegne, jeg var sikker på, at vasketøjet havde formeret sig, mens jeg var væk. Og haven! Haven og drivhuset var det rene vildnis. Der skulle både luges, slås græs og bindes en del planter op – det virkede lidt uoverskueligt, og jeg måtte minde mig selv om, at jeg faktisk kun havde været væk i fire dage. 

Heldigvis skulle der kun et par effektive eftermiddage til, og så lignede det hele sig selv igen. Det uoverskuelige var blevet ganske overskueligt. Så nemt kan det være, når kræfterne og energien er til det. 
 

Beundringsværdig nabo

Men jeg er jo udmærket klar over, at sådan vil det ikke nødvendigvis blive ved med at være. Når jeg tænker på det, ser jeg med beundring på min genbo Svend Erik. Han er et par og halvfems og formår stadig at passe og bo i sin murermestervilla i tre etager. Så vi nøgternt på det, kan man meget vel mene, at både hus og have er alt for meget at passe for ham. 

Men huset er mere end det, det har jo været hans og familiens hjem i en menneskealder. Og Svend Erik har indrettet sig godt og praktisk, haven er blevet gjort så nem som muligt. 

Da hans kone Anne for år tilbage blev syg, indrettede de spisestuen i stueetagen til soveværelse, og efter hendes død besluttede Svend Erik at beholde den løsning. Så er han nemlig fri for at skulle gå på trapper, og en etage er rigelig med plads til ham, som han siger. 

Der er så fint og nydeligt hos Svend Erik. Da han fyldte halvfems, gav naboer og deres børn ham et klippekort til praktiske opgaver. For det kan være svært at få gjort ting som at klippe vejtræer eller samle æbler om efteråret. Resten klarer han selv. 

- Jeg tager lidt hver dag for at holde det overskueligt, så længe jeg kan, siger Svend Erik.

Ombygning i tide

Den samme beslutning tog Charlotte og Torben. Charlotte er 15 år ældre end Torben, og da hun begyndte at føle, at huset var blevet lidt svært at komme rundt i, besluttede de sig for at bygge det om, så de også kun behøvede at bruge stueetagen. 

Ombygningen har taget en masse energi, men det ville det at flytte til nyt hus og starte et nyt netværk også have gjort, lyder Torben og Charlottes konklusion, velvidende, at de sikkert bliver nødt til at flytte på et tidspunkt. Men de nyder bestemt, at de får flere gode år i deres dejlige hus i Gilleleje. Mød Torben og Charlotte ved at klikke her.

Abelone er på jagt efter sit næste hjem, og i det seneste blogindlæg fortæller hun, hvordan det er at jonglere mellem et hussalg og jagten på en lejebolig. Og hvor svært det er ikke at kunne slå til, hvis man ser det perfekte hjem til fremtiden. Læs om hendes tanker her.

For nogle er parcelhusgrunden, der har dannet ramme om mange års familieliv, lykken. Men med alderen kan plantegningen kræve nytænkning. Derfor har brevkasseredaktør Tine Nielsen fået et spørgsmål om, hvordan et almindeligt hus kan omdannes til et to-familieshus. Se Tines råd til familien her.

Der kan være så mange gode følelser, der binder os til vores bolig, og for nogen kan det give rigtig god mening at blive i deres bolig så længe som muligt. Det er bare umuligt at forudsige, hvor længe der er overskud til at bruge mange timer på havearbejde og husistandsættelse. Derfor kræver det rettidig omhu, hvis ens bolig skal tilpasses alderdommen både ude og inde. Men er vi på forkant, så kan vi alle også få lykkeligt liv i huset og haven ligesom Svend Erik.