Stille og landligt. Sådan har omgivelserne været i mere end 30 år. Kun afbrudt af lyden fra malkekvæg, grise og maskineriet på deres økologiske landbrug uden for Faxe på Sydsjælland. Her har de haft deres base, indtil de i 2018 for alvor satte skub i drømmen: at blive en del af et bofællesskab.

Marianne og Steens rejse

Marianne og Steen flyttede i foråret 2019 ind i seniorbofællesskabet Kamelia Hus på Grønttorvet i Valby. Vi har fulgt dem før, under og efter indflytningen i lejlighedsbyggeriet, hvor de nu har en hverdag med beboerne i de 48 andre lejligheder i bofællesskabet. 

Du kan finde de to andre artikler i serien i bunden af denne artikel.

Læs mere om Kamelia Hus

For Marianne Albertsen på 69 år og Steen Kjærsgaard på 70 år handler deres drøm om helt andre omgivelser nær storbyens puls og med masser af naboer at nyde livet med.

Og de ved, hvad de taler om. Tilbage i 1970’erne lærte de hinanden at kende i et kollektiv, og siden flyttede de til netop et bofællesskab.

- Vi ved, at fællesskabet kan gøre noget godt for os. Det tror jeg, det kan gøre for alle mennesker. Det er bare ikke alle, der har oplevet det endnu, siger Steen.

Fællesskab giver smil på læben

Selvom mange mennesker næppe kunne forestille sig at leve et liv, hvor man er så meget involveret med sine naboer, så er fordelene ved fællesskabet store for Marianne og Steen. De er sikre på, at tilvalget af samvær med andre mennesker vil give dem et bedre liv.

– Vores mål med at flytte ind i et fællesskab er, at vi skal have det sjovt. Det skal give os oplevelser inden for det, der interesserer os. Jeg glæder mig til at kunne dele min interesse for at læse bøger og dyrke sport. Det kunne også være sjovt fx at brygge øl. Derudover skal det være en tilværelse med plads til fest og farver, siger Steen, og Marianne er enig.

– Mit grundsynspunkt er, at alle er sociale væsner, der har brug for andre mennesker. Derfor har vi også været enige om, at det for os vil være en fordel at bo i et seniorbofællesskab, forklarer Marianne.

Farvel til økologisk landbrug i Faxe

Steen er uddannet folkeskolelærer, men efter ti år med undervisning startede han sin landbrugskarriere. Marianne har en karriere som socialpædagog bag sig, som også fortsatte, mens de drev deres økologiske landbrug. Her havde de først malkekvæg og senere en gårdbutik.

– Vi er ikke bundet til området omkring Faxe. For mit vedkomne har mange af mine bekendtskaber i dette område været bundet op på mit erhverv på gården. Derfor er der socialt ikke meget, der holder mig i Faxe, siger Steen.

– Vi gjorde os tidligt klart, at vi gerne ville tilbage til København og finde et fællesskab for at være tættere på de venner, vi har omkring København, Steens datter og børnebørn samt de mange tilbud, byen byder på, siger Marianne.

Lejlighed i Faxe var en mellemstation

Selvom parret geografisk er sikre på, hvor de skal ende, så er det ikke så let at rykke mod hovedstaden. I starten af 2018 solgte de deres gård, der i mere end 30 år har været deres hjem og en vigtig del af deres indtægtsgrundlag.

De flyttede i stedet ind i en taglejlighed i Faxe. En udfordring, fordi mange års liv på en stor gård skal samles på under 100 kvadratmeter. Samtidig intensiveres jagten på det fællesskab, der i mange år har været deres store mål for alderdommen.

– Vi vil i et fællesskab, mens vi stadig er aktive, siger Marianne.

– Vi fandt hurtigt ud af, at mulighederne var alt for få, og at der var meget få steder, hvor der stadig var pladser. Vi har ikke behov for at eje en bolig mere, og det udelukker selvfølgelig også nogle af projekterne, siger Steen.

Overvejelserne om bofællesskab har altid været der

Definitionen af fællesskab har de været noget tid om at få på plads. For mulighederne er mange. Fra haveforeninger til bofællesskaber i fritliggende hus eller, som der venter Marianne og Steen på Grønttorvet i Valby, et fællesskab bestående af lejligheder, der deler fællesområder, som bl.a. inkluderer en tagterrasse med væksthus, et stort køkken, en stue og et værksted.

– For os er et bofællesskab attraktivt, fordi vi gerne vil opnå en nærhed med andre mennesker, hvor vi kan få nogle oplevelser sammen. Samtidig er der en praktisk fordel i, at vi eksempelvis kan spise sammen, hvilket også er med til at gøre det økonomisk fordelagtigt, siger Marianne og fortsætter:

– Det, at flytte tæt sammen med mennesker, vi ikke kender, er naturligvis et sats, men vi er sikre på, det nok skal blive godt. For vi bliver samlet med en masse andre mennesker, der aktivt har tilvalgt fællesskabet, forklarer hun.

Hvor skal vi bo?

Det er en stor beslutning at flytte. Især når man tænker, at den næste flytning skal være til en bolig, hvor man vil bruge størstedelen af sin tid på at indgå i et fællesskab. Dét – og at boligen skulle ligge i Storkøbenhavn – var det eneste, Marianne og Steen havde besluttet, inden de startede deres jagt. 

- Vi fik solgt vores landbrug på et udmærket tidspunkt. Vi har ikke levet et fyrsteligt liv, og vi har sparet i mange år. Til gengæld har vi brugt det overskud, vi nu engang havde, til at købe mere land og bygge om, så vi har tilført værdi til gården, der har været vores opsparing, siger Steen og fortsætter:

- Det gør, at vi nu kan flytte ind til København og stadig have mulighed for at nyde livet og rejse sydpå i de kolde måneder, siger Steen.

Hvorfor flytte tii København?

Selvom mange års liv i Faxe var et tilvalg, så har både Marianne og Steen savnet livet i København, hvor de boede som unge. Nu, hvor de begge har tid til at nyde byens tilbud, glæder de sig til at komme tilbage.

– Vi har flere venner, der spørger os, om det nu også er det rigtige at forlade Faxe og flytte ind til København. Og det svarer vi uden tøven ja til. Vi savner at kunne udnytte byens muligheder uden at skulle bruge halvanden time på transport frem og tilbage, siger Marianne.

Haveforeninger en mulighed

Men skulle det være i et bofællesskab i udkanten af København? De kiggede i Brønshøj, men det var ikke helt det rigtige. Steen derimod var meget tændt på ideen om at bo i en af haveforeningerne på Amager eller i Sydhavnen.

- I en periode overvejede vi at flytte ind i et hus i en haveforening, fordi der ikke rigtig var så mange bofællesskaber. Vi kiggede på en masse huse, hvor vi havde planer om at kombinere et helårshus i en haveforening med at rejse sydpå om vinteren, siger Steen.

Men det blev kun ved overvejelser.

Alt var i spil på Nørrebro

I 2014 besluttede de sig for, at det var det rigtige at flytte ind i et seniorbofællesskab og skrev sig derfor op et konkret sted. Men ikke det, de snart får nøglerne til. Faktisk skulle Marianne og Steen slet ikke have boet i Kamelia Hus. De havde nemlig fundet et bofællesskab på Nørrebro, som de regnede med at skulle flytte ind i.

Det var et nybyggeri, der skulle til at gå i gang, og her var det muligt for de kommende beboere at påvirke de fysiske rammer. Det gjorde det til en langstrakt proces for både Marianne, Steen og de andre involverede i projektet.

- Der var hos os og mange af de andre stor frustration over den manglende udvikling i projektet, hvilket også gav et stort frafald af kommende beboere undervejs, siger Steen.

- Vi skulle komme med alle ideerne selv. Vi kunne eksempelvis selv påvirke, hvordan vores lejlighed skulle se ud. Men de mange muligheder, som alle præsenterede, gjorde også, at projektet ikke rigtig udviklede sig, og samarbejdet med kommunen besværliggjorde også processen, siger Marianne.

Fandt den grønne gren på Grønttorvet

Derfor valgte Marianne og Steen at trække sig ud af projektet i 2018, hvor der stadig ikke stod noget bofællesskab klar på Nørrebro. Der var nemlig opstået en anden, kærkommen mulighed. Marianne faldt nemlig over et bofællesskab i Valby gennem sit pensionsselskab.

Kort tid efter stod de i sensommeren 2018 til et informationsmøde på Grønttorvet, og det virkede som det rigtige match. 

- Sammenlignet med projektet på Nørrebro er der langt færre ting, vi kan sætte vores præg på. Alt er bestemt undtagen vores indbyrdes relationer og det liv, vi kommer til at have sammen i fællesskabet. Det gør, at vi selvfølgelig ikke kan få alle vores ønsker opfyldt, men det er ikke det vigtigste. For vi glæder os rigtig meget til at flytte ind. På en skala fra 1-10 vil jeg sige, at min begejstring ligger på en 12’er, siger Steen.

Hvad er Kamelia Hus?

  • Et seniorbofællesskab, hvor alle over 60 år kan komme i betragtning. Beboerne har inden indflytning været med til at sætte rammerne for, hvordan fællesskabet skal fungere
  • Beliggende på Grønttorvet i Valby og består af 49 lejligheder på 2-3 værelser og mellem 71 og 110 m2
  • Fordeler sig over fem etager med fællesområder på hver etage
  • Beboerne deler bl.a. en tagterrasse, et fælleskøkken samt opholds- og spisestue, vaskeri, værksted, bibliotek og hobbyrum.
  • Kamelia Hus skal inspirere bolig- og ejendomsbranchen til at bygge flere seniorbofællesskaber og har særligt fokus på at nytænke fællesarealerne og sikre varierende boligstørrelser i flere prisklasser.

Læs mere om Kamelia Hus

Den positive indstilling har de taget med i de møder, der har været henover efteråret og starten af 2019, hvor de kommende beboere har haft møder to gange om måneden. Her handler det om bl.a. at få opstillet regler for fællesspisning, udvælge planter til orangeriet på tagterrassen og generelt skabe rammer for det liv, der skal være i seniorbofælleskabet.

- Vi kunne godt være flyttet ind i et eksisterende seniorbofællesskab. Men vi har haft en lyst til selv at kunne være med til at sætte præg på rammerne om fællesskabet, og det har vi været heldige at finde i Kamelia Hus, siger Marianne.

Arbejdet med at opbygge et fællesskab kan du læse mere om i næste afsnit af fortællingen om Marianne, Steen og Grønttorvet.