Under en tale til FN’s generalforsamling i 1987 lader Ronald Reagan, USA’s daværende præsident, en bemærkning falde om en privat samtale, han havde haft med den sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov.

Reagan lod Gorbatjov vide, at han ikke kunne lade være med at fundere over, hvor hurtigt deres uenigheder og lokale stridigheder ville fortage sig, hvis denne verden pludselig stod over for en trussel fra det ydre rum.

Gorbatjov har senere fortalt, at Reagan spurgte ham ligeud, om Sovjetunionen ville glemme den kolde krig og hjælpe USA i tilfælde af en invasion fra rummet, hvortil Gorbatjov svarede, at selvfølgelig ville man det. Siden har det ikke skortet på fortolkninger af, hvad Reagan egentlig hentydede til med sin sci-fi-reference.

Men hvis vi for et øjeblik lader det storpolitiske spil hvile, ligger der en jordnær pointe gemt i præsidentens eksotiske tankespind. Undertiden skal der en ydre trussel til, før fællesskabet i en nation eller et nabolag styrkes til sit fulde potentiale.   

Ældgammel social refleks

I en ny undersøgelse, som YouGov har gennemført for Videncentret Bolius, er danskerne blevet spurgt, hvad der motiverer dem til at indgå i et nabofællesskab.

Næs­ten seks ud af ti angiver tryghed som den vigtigste årsag, herunder det at stå sammen imod indbrud og skader på eller i boligen.

I samme undersøgelse svarer hver femte dansker, at indbrud har været med til at styrke nabofællesskabet i det område, de bor i, mens mange andre peger på fællesskab mod nybyggeri, omlægning af nærområder og klimasikring som væsentlige faktorer for at rykke tættere sammen.

Resultaterne overrasker ikke psykolog Jacob Mosgaard, for du behøver ikke at grave længe i en psykologistuderendes pensum for at finde fænomenet beskrevet og bekræftet adskillige gange gennem nyere tids historie.

– Det er gammel socialpsykologisk viden, at udefrakommende trusler eller kriser er en af de ting, der kan knytte os tættere sammen socialt. Mekanismerne går helt tilbage til dengang, mennesket blev til, og er blevet studeret i psykologien fra 1940’erne og frem, forklarer Jacob Mosgaard, der har skrevet en bog om blandt andet fællesskab kontra individualitet.

Det var lidt, som om vi lagde et rødt bånd rundt om byen og sagde, at vi ikke ville finde os i mere.
Søren With, Hørve.

Med fællesskab som modgift

I den lille stationsby Hørve i Vestsjælland var borgere og virksomheder i en periode hårdt ramt af indbrud og hærværk på en skala fra drengestreger til alvorlige ulovligheder.

Balladen fik Søren With, der gennem årtier har været en fast bestanddel af lokalsamfundet i Hørve som både virksomhedsejer og lokalpolitiker, til at reagere.

Søren With havde selv været udsat for indbrud, og sammen med sin ven oprettede han for seks år siden en borgerværnsgruppe på Facebook, der havde til formål at gøre det nemmere for borgerne i området at danne en fælles front.

– Gruppen blev en stor succes. Vi har senere holdt borgermøder, hvor vi blandt andet har diskuteret, hvordan naboovervågning fungerer, og hvordan man kan holde øje i lokalsamfundet, uden at vi render og kigger hinanden over skuldrene hele tiden, siger Søren With.

Selvom Hørve også før kriminalitetsproblemerne var præget af et godt sammenhold, fik trængslerne alle i området til at rykke tættere på hinanden.

– Vi var i forvejen et lille samfund, hvor folk kendte hinanden. Men jeg oplevede klart, at jeg pludselig fik mig en snak med folk nede i supermarkedet, selvom det var folk, man ikke kendte. Så kunne man hen over kølemontren få at vide, at nu havde den eller den haft indbrud, og måske også få oplysninger om en bestemt bil, der var blevet set i området. Det var lidt, som om vi lagde et rødt bånd rundt om byen og sagde, at vi ikke ville finde os i mere, siger Søren With.

Kriminaliteten i Hørve og nabobyen Vallekilde er faldet dramatisk, siden gruppen blev oprettet, ligesom området har gennemgået en kommunal fornyelsesproces for at gøre livet sværere for de kriminelle. Og selvom fællesskabet i begyndelsen tog udgangspunkt i at sætte en stopper for kriminaliteten, er der siden vokset flere konstruktive tiltag ud af bevægelsen.

– Nu har vi også en Facebook-gruppe, der handler om alt muligt andet end lige indbrud, fortæller Søren With. 

Dybt fællesskab holder længere

Spørger man psykolog Jacob Mosgaard, er det generelt positivt, når et fællesskab er baseret på mere end blot sikkerhed.

Problemet med nødtørftige fællesskaber, der udelukkende hviler på frygten for den ydre trussel, er ifølge Jacob Mosgaard, at der næppe kan rejse sig noget meningsfyldt fra ruinerne, når truslen er gået i sig selv.

– Det står i kontrast til andre nabofællesskaber, hvor man er sammen om mange forskellige projekter og aktiviteter. De fællesskaber holder længere og skaber mere nærhed, men kræver også mere tid og overskud af den enkelte, vurderer han.

Stress kan skabe sammenhold

Selvom der øjensynligt er en tendens til, at vi rykker tættere på hinanden i krisetid, kunne man lige så godt forestille sig, at det modsatte var sandt. At en indbrudstyvs hærgen fremprovokerer en tilstand, hvor vi spidser albuerne og trækker stikket til fællesskabet for at stå os selv nærmest. Men det ser ikke ud til at være tilfældet.

Et studie ved Institut for Psykologi på Freiburg Universitet i Tyskland har undersøgt, hvordan vi mennesker reagerer, når vi udsættes for akut stress i en krisesituation. Resultaterne påviste, at både mænd og kvinder blev mere samarbejdsvillige, sociale og venlige.

I bredere forstand kan eksperimentet være med til at kaste lys over et solidaritetsritual, som i nogen grad er afgørende for menneskeartens overlevelse. Måske særligt i det nordlige Europa, hvor vores samfundsmodeller spiller en væsentlig rolle.

– Der er studier, som peger på, at vi i Skandinavien ikke på samme måde spidser albuerne, når vi står over for en ydre trussel. Modsætningen er kulturer uden det samme sociale sikkerhedsnet, hvor man er mere kampberedt, fordi der er mere at miste. Tilliden i Danmark er grundlæggende stor, og der skal mindre til, før vi stoler på hinanden, end det er tilfældet i lande med større ulighed, konstaterer Jacob Mosgaard.

Individet som verdens navle

Årsagen til, at nabofællesskabet for mange handler om at få dækket et af vores mest fundamentale behov for sikkerhed, kan også ophæves til en tendens i samfundet, hvor individet i stigende grad betragtes som jordens centrum.

Og så burde det være nemt at se, hvor meget fællesskab naboen ønsker, når hun forskanser sig med hække, plankeværk og lås på porten. Men selv i parcelhuskvarterer og andelsboligforeninger med fælles gård, der typisk har været præget af et stærkt nabofællesskab, har tingene udviklet sig.

– Hvis jeg ser tilbage på min tid på boligmarkedet, så er der klart sket nogle skred i forhold til, hvor meget folk gider fællesskabet. Ser man på andelsforeninger, var det engang noget, folk flyttede ind i, hvis de virkelig var interesseret i andelstanken, hvor det både handlede om at bo billigt og dele med hinanden i et stærkt fællesskab, siger Tine Nielsen, fagekspert og brevkasseredaktør i Videncentret Bolius.

Trangen til nært nabofællesskab svundet

Både Tine Nielsen og Jacob Mosgaard ser en tendens til, at mange danskere ikke betragter forholdet til naboerne som et fællesskab, man har et stort behov for at dyrke.

– I dag har vi flere muligheder for at dyrke fællesskabet med andre end dem, vi bor sammen med. Alle, man kender, har jo en smartphone lige ved hånden. Det kan man opfatte som en befrielse, men det kan også forstærke tendensen til, at man først melder sig ind i fællesskabet med sine naboer, når der opstår en trussel udefra, vurderer Tine Nielsen.

Jacob Mosgaard når ikke til den konklusion, at vi ligefrem fravælger fællesskabet, men at mange blot prioriterer deres tid og energi uden om de personer, der bor tættest på en.

– Vi søger hele tiden fællesskaber, men vi lever i en kultur, hvor vores primære fællesskaber er centreret om arbejde, familie og venskaber. I andre kulturer er nabofællesskaber vigtigere, end det er i Danmark, hvor mange af os lever mere individualistisk med ligusterhække imellem os. Vi inkluderer ikke på samme måde naboen i vores definition af et fællesskab, siger han.

Det mener vi om nabofællesskaber

  • For 24 % er nabofællesskab i høj eller meget høj grad vigtigt. 33 % svarer, at det i nogen grad er vigtigt. Og for 38 % er det mindre eller slet ikke vigtigt.
  • 48 % holder øje med naboernes boliger, når de er bortrejst.
  • 32 % kender stort set ikke deres nabo, men hilser, når de mødes.
  • 29 % låner ting af hinanden, fx madvarer og haveredskaber (især børnefamilier).
  • 21 % holder sociale sammenkomster, fx vejfest og loppemarkeder (især i andelsboliger).
  • 19 % inviterer hinanden til private fester (især i landområder).
  • 14 % passer hinandens kæledyr.

Kilde: YouGov for Videncentret Bolius blandt 1.013 danskere (april 2018)