Tv i soveværelset – godt eller skidt?

Efter stuen er soveværelset det mest populære sted at se fjernsyn. Men ødelægger TV’et og andre skærme nattesøvnen? Find ud af det her.

Hver anden dansker har et tv i soveværelset. Men det kan være en dårlig idé at se de seneste nyheder elle nyeste afsnit af yndlingsserien på Netflix, når du ligger under dynen og skal sove. At se tv i soveværelset kan nemlig være dårligt nyt for nattesøvnen.

Blåt lys kan nedsætte søvnkvaliteten

Når du ser ind i en tv-skærm eller en iPad, kan det på mange måder sammenlignes med at sidde og kigge ind i en tændt lampe. Ganske vist er lyset fra en skærm ikke lige så kraftigt som fra en lampe, men lyset fra en elektronisk skærm påvirker alligevel hormonproduktionen i hjernen.

Specielt hormonet melatonin er vigtig for vores søvn. Produktionen af melatonin bliver bl.a. styret af den lysintensitet, som øjet registrerer. Hormonet bliver især dannet i døgnets mørke timer, og det er med til at fremkalde søvnighed.

Når vi skal falde i søvn om aftenen, har vi derfor bedst af varmt og rødligt lys. Den slags lys solen giver, når den er ved at gå ned. Lyset fra elektroniske skærme, som fx et tv, er det modsatte, nemlig koldt og blåligt. Det blå lys hæmmer altså udskillelsen af melatonin, og det kan hæmme muligheden for at få en god og naturlig søvn.

Hvis du ser tv lige før, du skal sove, kan det narre din hjerne til at tro, at det i faktisk er tid til at stå op, og du vil have sværere ved at falde i søvn.

Par ligger i deres seng og ser en uhyggelig film eller tv-serie i deres tv

Det er ikke en god idé at se tv i soveværelset, da det blå lys fra fladskærmen hæmmer udskillelsen af melatonin, som er med til at gøre dig søvnigblå lys hæmmer altså udskillelsen af melatonin

Tv i soveværelset kan forstyrre din søvn

Det er ikke kun lyset fra tv-skærmen, som kan ødelægge muligheden for at få en god nats søvn.

Hvis du sætter en gyser på, kan det sætte gang i stresshormoner, og en politisk debat gøre dig ophidset. Begge dele vil gøre det svært for dig at falde i søvn lige bagefter. Uanset hvad du ser, kan det påvirke din evne til at overgive dig til søvnen, da et tv i soveværelset gør, at du indstiller dig på at se fjernsyn og ikke på at sove.

Hvis du oven i købet falder i søvn, mens fladskærmen stadig er tændt, vil din hjerne blive ved med at registrere lydene. Det forhøjer hjernens aktivitet unødigt, hvilket også er med til at forringe din søvn.

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab