Mange parcelhuse fra 1960´erne og 1970´erne er udført med udragende og ubeskyttede bjælkeender – eller remme - i gavlene. Bjælkeenderne rager ud under vindskederne, som er brættet der afslutter taget i gavlen, og som normalt beskytter dem. De findes også i murermestervillaer fra 30'erne og frem.

Formålet med disse udragende bjælkeender var at lette helhedsindtrykket af husene i arkitektonisk og æstetisk henseende.

I dag er mange af disse ubeskyttede bjælkeender imidlertid angrebet af svamp og råd og angrebet ses ofte at have bredt sig til den øvrige tagkonstruktion. Det smitter ikke, men hvis betingelserne er opfyldt for opfugtning, kan råd og svamp brede sig.

I tilstandsrapporten vil ubeskyttede remender være angivet som et rødt hus.

Tegn og virkning på ubeskyttede bjælkeender i gavlen

De ubeskyttede og udragende bjælkeender er gennem årene blevet påvirket af vejret, især regn.

Oversiden er vandret eller plan, og derfor vil regnvandet blive liggende på remmen, der ikke kan tørre ud, og derfor er under konstant fugtpåvirkning.

Opfugtningen kan ske til trods for en vedholdende brug af maling og træbeskyttelse.

Nedbrudt træ genkendes ved at være mørkt eller ved at udvise ændringer i overfladen.

Ændringerne kan være revner og sænket eller smuldret overflade. Alt efter nedbrydningens stadie vil tegnene være mere eller mindre synlige. De tydeligste tegn ses på bjælkens ende og overside.

Du kan undersøge om der er råd ved at stikke en lille syl eller skruetrækker ned i træet. Synker den i med mere end 5 mm, er der sandsynligvis tale om råd.

Løsning på ubeskyttede bjælkeender i gavlen

Problemet kan løses på to måder:

  • Metalkapselmetoden, hvor der monteres en metalkapsel eller metalinddækning på toppen og i enden af bjælkeenden.
  • Afskæringsmetoden, hvor den udragende del af bjælkeenden skæres af, så resten af bjælken er beskyttet af taget.

Metalkapselmetoden kan anvendes, hvor bjælkeenden fortsat er intakt. Det er vigtigt, at remmen er helt fri for spor af råd.

Præfabrikerede ”kapsler til rem-ender” af enten aluminium eller zink kan købes i byggemarkedet. Er man ikke så heldig, at kapsler i rette mål lagerføres, er det muligt at få fabrikeret metalkapslerne hos en blikkenslager. Når kapslen monteres, er det vigtigt at der bevares lidt afstand imellem kapslen og bjælkeenden til ventilation, omkring en centimeter eller lidt mere.

Metalkapslerne monteres og fastgøres med søm, der svarer til kapslens materiale. Sømmene slås ind fra siden, ikke fra toppen. Kapsler skal monteres både på toppen og i enden. Kapslen i toppen skal føres ind bag ved vindskeden, altså ind under taget.

For at opnå afstand til ventilation kan man anvende små afstandsklodser imellem bjælken og kapslen, der hvor sømmene slås i.

Afskæringsmetoden

Kan benyttes i tilfælde med råd i toppen og/eller i enden af remmen. Eller blot der hvor det ikke har den store arkitektoniske betydning at skære af bjælken.

Den udkragede rem skæres bort lige bag vindskeden i en vinkel på 10-15 grader. Arbejdet udføres lettest med en fukssvans (håndsav).

Derefter skal endetræet overfladebehandles. Først med en svampedræbende træbeskyttelse og derefter med samme maling som det øvrige udvendige træværk. Husk at anvende midler, som er godkendt af miljøstyrelsen. Du kan finde databasen over godkendte produkter her.

Kontakt en tømrer elle byggeteknisk rådgiver, hvis der fortsat er spor efter råd på bjælkeenden efter afskæringen. Den nødvendige reparation kan desværre være mere omfattende, men en tømrer eller byggesagkyndig vil kunne vurdere omfanget af opgaven.

Rådborebiller

Du skal være opmærksom på, at et rådangreb kan tiltrække rådborebiller. De angriber gerne træ, hvor rådangrebet er gået i stå, men som de til gengæld kan ødelægge fuldstændigt. Borebillerne kan ikke sprede sig til den sunde del af træet.