Udendørs bruser

En udendørs bruser i haven kan være en enkel løsning, der tilsluttes haveslangen, eller en permanent bruser med varmt vand og afløb, der skal sættes op af en autoriseret vvs-installatør.

Køl kroppen ned med en udendørs bruser

Med en udendørs bruser kan du hurtigt køle kroppen ned efter en løbetur. Arkivfoto.

Hvad er en udendørs bruser?

Mange kender udendørs brusere fra stranden, hvor de er sat op, så det er muligt at skylle sand og salt af sig. Det kan også være den helt enkle model hjemme i baghaven med en haveslange, der har ligget i solen, så vandet er varmt, når man bruser sig med det.

Det er blevet mere og mere populært at flytte nogle af husets møbler og funktioner udendørs, fx udekøkkener, spabade og udendørs brusere.

Der kan være flere grunde til at anskaffe sig en udendørs bruser, og du skal vælge, om den skal være en enkel, midlertidig bruser eller en permanent bruser.

Hvad skal du tænke på, inden du køber en udendørs bruser?

Inden du anskaffer dig en udendørs bruser, bør du overveje dit behov for en udendørs bruser, og hvor du kan placere den.

Behov
Mange køber en udendørs bruser, fordi de bor tæt ved strand og hav, og i det tilfælde er en udendørs bruser ideel til at skylle sand og saltvand af kroppen. Dermed slipper du for, at sand og snavs kommer indenfor. Bruseren kan også bruges til at blive kølet ned efter en lang løbetur, og det er en let og dejlig måde for ungerne at blive bruset over på en varm sommerdag.

Det kan være en god idé at anskaffe en udendørs bruser, hvis du har et udendørs spabad eller en swimmingpool. Det bidrager til at holde en god hygiejne i spabadet eller swimmingpoolen, hvis du bruser dig, før du hopper i vandet.

Andre nyder bare fornemmelsen af at tage brusebad under åben himmel - enten en tidlig morgen eller en sen aften under nattehimlen.

Placering
Tænk også på, hvor i haven og i hvilken sammenhæng du gerne vil have en udendørs bruser. Skal den fx placeres i forbindelse med et spabad eller en swimmingpool? Eller skal den placeres ved gavlen af huset, hvor du kan stå under bruseren i fred og ro?

Du kan også placere en udendørs bruser i forbindelse med husets badeværelse. Er der en dør direkte fra badeværelset ud i haven, sættes en bruser op udenfor tæt på denne dør, så det virker, som om badeværelset forsætter ud i haven. Så kan du om sommeren vælge, om du vil tage brusebadet indenfor eller udenfor. Skal man have en mere permanent udendørs bruser er det fornuftigt, at placerer den i nærheden af eksisterende vandrør.

Skal din udendørs bruser være fastmonteret eller flytbar?

Du kan enten montere en udendørs bruser et bestemt sted i haven eller vælge en model, du kan flytte rundt. Arkivfoto.

Hvilke typer udendørs brusere findes der?

Udendørs brusere kan placeres op ad huset eller fritstående i haven. Desuden kan mange modeller flyttes rundt i haven efter behov.

Den enkle, midlertidige bruser

De mest enkle udendørs brusere består stort set kun af et rør og et brusehoved, hvor en haveslange sættes på en studs i bunden af bruserøret.

Denne type brusere har ofte et spyd monteret i bunden af bruserøret, som kan stikkes i jorden. De kan også være udført med en plade i bunden, som kan skrues fast på en terrasse.

Flere af disse brusere kan varme vandet lidt op. Det sker ved at vandet ligger i nogle rør indeni bruserstanderen, hvor vandet så varmes op af solens stråler. Der findes også modeller, hvor der er en tank, hvor vandet bliver varmet op af solens stråler. Flere af disse brusere har et blandingsbatteri, så vandets temperatur kan justeres.

De enkle brusere kan for nogens vedkommende nemt flyttes rundt i haven.

Prisen for den enkle bruser varierer meget, men ligger fra ca. 400 kr. og op til 2000 kr. (2016)

Den permanente bruser

Der er også udendørs brusere, der er monteret i haven, og som ikke kan flyttes. De er ofte tilsluttet både koldt og varmt vand. De fleste brusere er af rustfrit stål eller kobber med holder og bund af teaktræ. Nogle modeller monteres med skruer til en bundplade, som fungerer som et underlag, du kan stå på, imens du bader. Nogle typer er desuden forsynet med en fodbruser, dvs. et ekstra brusehoved placeret ca. 20 cm over bundpladen, så du kan nøjes med kun at skylle fødderne. Denne type udendørs brusere kan typisk købes fra 2.500 kr. inkl. moms (2016).

Må du selv installere en udendørs bruser?

Når du skal etablere en udendørs bruser, skal du tænke på:

  • Tilslutning af vandinstallation
  • Montering
  • Afløb

De meget simple udendørs brusere, hvor bruserøret kobles på vandslangen og sættes et vilkårligt sted i jorden eller græsplænen, er en midlertidig installation, som du gerne selv må sætte op.

Vil du derimod have en permanent installation i haven, skal du have en autoriseret vvs-installatør til at udføre arbejdet, da det er en ny installation, der skal opføres efter gældende normer. Bruseren skal være VA-godkendt.

For at undgå frostsprængninger skal du kunne tappe vandet af den ved hjælp af en ventil. Der skal trækkes vand til bruseren, og vandet skal kunne ledes væk. Vandet kan enten ledes væk ved hjælp af et gruslag og en faskine eller endnu bedre via et afløb til en kloak, da du ellers risikerer, at der bliver vådt og smattet omkring bruseren.

LÆS OGSÅ: Udendørs spa

Kilder og henvisninger

Kilder:

  • Teqnik Danske Frostline

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Indhold i denne artikel

Bolius - et helejet Realdania selskab