Udskiftning af oliefyr - men til hvad?

Olie som opvarmningskilde i boliger er på vej ud i kulden til fordel for fjernvarme og vedvarende energiformer. Men hvilke andre opvarmningsformer findes der, og hvordan udskifter du fyret?

Hvad koster det at udskifte et oliefyr?

Et oliefyr består både af en kedel og en brænder. Illustration: Bigstockphoto

Hvilke regler gælder for oliefyr?

Den daværende regering (Socialdemokraterne, Radikale og SF) blev i marts 2012 enig med Venstre, Konservative, Enhedslisten og Dansk Folkeparti om en ny energiaftale.

Aftalen løber frem til 2020 og skal bidrage til at sænke samfundets samlede energiforbrug. Blandt andet gennem en satsning på vedvarende energi i form af vindmøller, biogas og biomasse. Men også ved at udfase brugen af oliefyr som opvarmningsform. I energiaftalen er der afsat 42. mio. kr. til fremme af alternative varmeløsninger, herunder varmepumper, sol og solvarme.

Aftalen rummer således skærpede regler for installation af oliefyr.

  1. Fra 2013 må der ikke installeres olie- eller naturgasfyr i nye huse, med mindre der ikke er egnede alternativer til rådighed.
  2. Fra 1. juli 2016 må der ikke installeres oliefyr i eksisterende huse i områder, hvor det er muligt at installere fjernvarme eller individuel naturgas som alternativ.

SE TEMA: Udskiftning af fyr

Hvornår skal et oliefyr skiftes?

Størsteparten af de husejere der har oliefyr i Danmark, har det fordi de har fået fyret installeret på et tidspunkt, hvor der ikke fandtes egnede alternativer. Arkivfoto.

Hvem kan få dispensation fra reglerne?

Har du ikke adgang til kollektiv varmeforsyning som fjernvarme eller individuel naturgas, er dit hus formentligt ikke omfattet af forbuddet mod at installere oliefyr i eksisterende huse fra 1. juli 2016.

I et nybygget hus er det også muligt at få dispensation fra forbuddet. Det kræver, at der slet ikke er andre typer varmeanlæg, som med fordel kan installeres. Det er sandsynligvis sjældent aktuelt, da der ud over fjernvarme og naturgas findes en række vedvarende energiløsninger som fx jordvarme eller træpillefyr.

Ifølge Energi- og Olieforum var der i Danmarks Statistik opgjort 231.000 private boliger (huse samt rækkehuse) i 2014 med oliefyr som varmekilde. Ifølge Olie- og Energiforum blev der imidlertid kun leveret fyringsolie til 87.000 private boliger i 2014, hvorfor de skønner, at antallet af aktive oliefyr i virkeligheden formentligt er noget lavere end Danmarks Statistiks opgørelse viser.

LÆS OGSÅ: Fra oliefyr til naturgas

Hvorfor udfases oliefyr?

Olie er, ligesom naturgas og kul, et fossilt brændstof, som er betegnelsen for en række brændsler, der alle har en skadelig effekt på miljøet, fordi de udleder partikler og CO2. Visionen på det klimapolitiske felt er, at Danmark i fremtiden bliver uafhængig af disse fossile brændstoffer.

I 2030 er målet, at oliefyret er udfaset som opvarmningsform i Danmark, mens 100 procent af energiforbruget skal komme fra vedvarende energi i 2050.

LÆS OGSÅ: Tjek dit oliefyr

Hvad får du ud af at skifte oliefyret ud?

For de fleste boligejere vil der være flere gode grunde til at skifte til en anden opvarmningsform end olie:

  1. Et oliefyr skader miljøet.
  2. Olie er en af de dyreste måder at varme boligen op på.
  3. Er dit oliefyr mere end 15 år gammelt, er effektiviteten væsentligt nedsat.
  4. Et ældre oliefyr er sværere og dyrere at vedligeholde.

Om det er en god idé for dig at skrotte oliefyret, kommer an på, hvilke alternativer du kan vælge imellem samt din boligs energimæssige stand.

Ønsker du ikke at skifte til en anden opvarmningsform, men har dit oliefyr nået en alder, hvor det er modent til udskiftning, kan du stadig opnå besparelser på varmeregningen ved at vælge en ny kondenserende oliekedel. Moderne kedler er mere energieffektive og dermed både billigere i drift og bedre for miljøet. Bemærk, at der lovmæssigt stilles krav oliekedlens effektivitet, hvis du skal udskifte til en ny. Siden 26. september 2015 har det været et lovkrav, at kedler op til 70 kW skal have en årsvirkningsgrad på minimum 94 procen ved dellast og 87 procent ved fuldlast for at opfylde kravene i bygningsreglementet BR15. Oliekedlen skal desuden være A-mærket og kondenserende.

LÆS OGSÅ: Drop oliefyret – så meget sparer du

Hvilke alternativer er der til oliefyret?

Der findes både kollektive varmeforsyningsanlæg samt individuelle vedvarende energiformer blandt alternativerne til oliefyr.

Kollektiv varmeforsyning

Fjernvarme

Når du konverterer til fjernvarme

  • Pris: 25.000-50.000 kr.
  • Besparelse ved at skifte fra olie til fjernvarme: 30-50 procent på varmeregningen

LÆS OGSÅ: Opvarmning med fjernvarme

Har du mulighed for at blive tilsluttet det lokale fjernvarmenet, bør du vælge det. Fjernvarme er den mest udbredte opvarmningsform og er både nem, billig og miljøvenlig. Vær dog opmærksom på, at fjernvarme enkelte steder kan være dyrt.

Fjernvarme produceres på et fjernvarmeværk og fordeles til den enkelte bolig via et rørsystem. Dermed skal du ikke tænke på brændsel.

Ikke alle boliger har adgang til fjernvarme, så tjek lokalplanen eller spørg kommunens tekniske afdeling om, hvorvidt du kan konvertere til fjernvarme. Selvom du ikke har adgang lige nu, kan det være på vej.

Vær også opmærksom på, at der i nogle områder er tilslutningspligt til fjernvarme.

Når du konverterer fra olie til naturgas

Naturgas er ligesom fjernvarme en kollektiv forsyningsform og kan være et alternativ, hvis du ikke har mulighed for at få fjernvarme.

  • Pris: 35.000-60.000 kr.
  • Besparelse ved at skifte fra olie til gas: 20-40 procent på varmeregningen.

LÆS OGSÅ: Fra oliefyr til naturgas

Vedvarende energiformer

Før, du kvitter oliefyret til fordel for mere miljøvenlige alternativer inden for vedvarende energi, er det en god idé at tage et kig på dit hus.

  • Hvornår er det bygget?
  • Hvor godt er det isoleret?
  • Hvordan varmes det op – har du fx gulvvarme eller radiatorer? 1- eller 2-strengs varmefordelingssystem?

Hvilken løsning du bør vælge, afhænger af svarene på disse spørgsmål. Læs om mulighederne og deres fordele og ulemper herunder.

Jordvarme (væske-vand varmepumpe)

Når du konverterer fra olie til jordvarme

•    Pris: 120.000-150.000 kr.
•    Besparelse ved at skifte fra olie og til jordvarme: Op til 50 procent i varmeregningen

Et jordvarmeanlæg består af en varmepumpe og jordslanger, som udnytter jordens varme. Konvertering til jordvarme er primært oplagt, hvis du bor uden for et kollektivt forsyningsområde.

Det er vigtigt, at dit hus er godt isoleret, hvis du vil have jordvarme. Ellers får du problemer med at varme huset tilstrækkeligt op. Samtidig er jordvarme en fordel i huse med gulvvarme eller store radiatorer, da fremløbstemperaturen er lavere end ved et oliefyr.

Jordvarme kræver et stort areal til nedgravning af slanger. Regn med ca. 2 m jordslange pr. m2 bolig, der skal opvarmes. Installation af et jordvarmeanlæg kræver godkendelse af kommunen.

LÆS OGSÅ: Jordvarme

Luft til vand-varmepumpe

Når du konverterer fra olie til luft til vand-varmepumpe

  • Pris: 80.000-120.000 kr.
  • Besparelse ved at skifte fra olie til luft-vandvarmepumpe: Op til 50 procent på varmeregningen.

Med en luft til vand-varmepumpe udnytter du luftens varmeenergi til at varme både bolig og brugsvand op. Anlægget har mange af de samme fordele som jordvarme og er et godt og også billigere alternativ, hvis du ikke har plads til jordslanger – dog er luft til vand-varmepumpen ikke helt så energieffektiv som jordvarme. Jordvarme skønnes at være 10-15 procent mere energieffektiv end en luft-vandvarmepumpe.

Dit hus skal være godt isoleret, hvis du vil have en luft til vand-varmepumpe. Ellers får du problemer med at varme huset tilstrækkeligt op. Samtidig er det en fordel i huse med gulvvarme eller store radiatorer, da fremløbstemperaturen er lavere end ved et oliefyr.

LÆS OGSÅ: Luft til vand-varmepumpe

Træpillefyr

Når du konverterer fra olie til træpillefyr

Træpillefyr alternativ til oliefyr

Et pillefyr er især et velegnet alternativ til oliefyret, hvis du bor i et ældre hus, hvor der er godt med plads til fyret. Foto: Michael Bloch

  • Pris: 45.000-80.000 kr.
  • Besparelse ved at skifte fra olie: Op til 50 procent på varmeregningen.

Et træpillefyr er ofte en billigere investering end en varmepumpe. Dog kræver løsningen, at du har plads til både fyr og et lager af sække med træpiller. Derfor er det ofte oplagt i et ældre hus ude på landet.

Det er desuden en arbejdskrævende opvarmningsform, da magasinet til træpiller skal rengøres og påfyldes ca. en gang om ugen. Det er muligt at få automatiseret påfyldningen, men du skal stadig sørge for at rengøre pillefyret ofte, da manglende rengøring kan nedsætte fyrets effekt.

Du kan mindske arbejdsbyrden ved sætte en silo op til træpillerne, som forbindes til fyret. Så kører det automatisk og kræver kun, at en vognmand et par gange om året kommer og blæser træpiller i siloen.

Fordelen ved træpillefyret er, at det kan levere den samme fremløbstemperaturer til radiatorerne, som oliefyret gør. Det betyder, at det med stor sandsynlighed ikke er nødvendigt at udskifte radiatorerne.

LÆS OGSÅ: Pillefyr

Solvarmeanlæg til varmt brugsvand (og opvarmning)

Når du supplere med solvarmeanlæg til varmt brugsvand til 5-6 personer

  • Pris: 45.000-65.000 kr.
  • Besparelse ved at supplere med solvarmeanlæg til varmt brugsvand: Op til 30 procent.

Et solvarmeanlæg kan fungere som supplement til andre energiformer, og det vil være nødvendigt at anvende en anden varmekilde i perioder med begrænset sol.

Et solvarmeanlæg er særligt velegnet i en kombination med naturgas eller et pillefyr. Ved fjernvarme eller varmepumpe kan varmeprisen være så lav, at en investering i solvarme ikke er rentabel.

Solvarmeanlæg anvender solens energi til at opvarme vand. Det varme vand kan herefter anvendes som brugsvand eller til opvarmning. Solvarme er dog kun relevant til rumopvarmning, hvis du har et opvarmningsbehov i sommerhalvåret, fx af klinkegulve eller kælder.

LÆS OGSÅ: Sådan kommer du i gang med solvarme

Hvordan får du udskiftet oliefyret?

Regn med. at det koster mindst 5.500 kr. at få skrottet dit oliefyr. Typisk vil afmonteringen af oliefyret være en del af det tilbud, du indhenter, når dit nye varmeanlæg skal installeres.

Arbejdet med at frakoble et oliefyr tager omkring en halv arbejdsdag og består af 2 dele.

  • Oliefyr frakobles og fjernes: Denne del er typisk uproblematisk, med mindre fyret er meget stort og står et sted i huset, fx kælderen, hvor det ikke kan komme væk i et stykke. I så fald kan det være nødvendigt at skære det i mindre dele, inden det fjernes. Afhængig af tidsforbrug vil det koste omkring 3.000–8.000 kr. at få oliefyret afmonteret, flyttet og skrottet.
  • Olietanken sløjfes: Tanken skal tømmes for restindhold, spules og derefter enten fjernes eller blændes af, så det ikke længere er muligt at fylde olie i. En vvs-installatør kan udføre arbejdet – typisk vil han dog hyre et slamsugerfirma til at spule tanken. Du kan i nogle tilfælde få betaling for de olierester, som pumpes op af tanken. Forvent et sted mellem 3 og 5 kr. pr. liter. Dog ikke for de sidste 100 liter, da de er for beskidte.

Flere kommuner anbefaler, at nedgravede tanke fjernes, når de ikke længere bruges. Men mange lader olietanken være i jorden og nøjes med at afmontere påfyldningsstudsen og fjerne alle rørforbindelser over jorden. Til slut skal tanken blændes af ved at proppe rørstudsene til, så der ikke kan fyldes olie på tanken igen.

Ligger olietanken under et område med kørsel eller bygninger, skal den fyldes op med sand for at undgå sammenstyrtning.

Prisen for sløjfning af olietanken ligger på 3.000-4.000 kr. Skal tanken graves op, kan det dog koste op til 9.000 kr.  inkl. bortskaffelse af olietanken (priser inkl. moms 2016).

Husk, at du skal udfylde og indsende et sløjfningsskema til kommunen senest 4 uger efter, at arbejdet er udført. Få desuden en attest fra firmaet, så du kan dokumentere, at tanken er tømt i henhold til reglerne.

LÆS OGSÅ: Så meget koster det at skrotte oliefyret

Hvilke tilskudsordninger findes?

Tilskud til energiforbedringer

jordvarme varmepumpe nedsat elafgift

Erstatter du oliefyret med jordvarme, kan du få nedsat din elafgift, hvis dit forbrug overstiger 40.000 kWh pr. år. Foto: Morten Thun

Flere forsyningsselskaber tilbyder tilskud til energiforbedring af private boliger. Nogle giver tilskud til varmepumpe og naturgasfyr, mens andre giver til solvarme.

Tilskuddet er et engangsbeløb og gives som en fast pris pr. kWh, du på årsbasis sparer ved at efterisolere huset eller skifte varmekilde. Typisk er tilskuddet på 20-40 øre pr. kWh, afhængig af energiselskabet.

Tilskudsordningen løber frem til år 2020. Det er muligt at søge tilskud hos andre forsyningsselskaber end ens eget.Bemærk, at du dog kun kan søge tilskud til en og samme opgave én gang.

energisparesiden.dk kan du finde en liste over energiselskaber og samarbejdspartnere, du kan kontakte for at høre, om de har et tilbud, der passer til dine behov.

LÆS OGSÅ: Tilskud til energiforbedringer

Prisreduktion ved elopvarmning

Erstatter du oliefyret med jordvarme eller en luft til vand-varmepumpe, kan du få nedsat din elafgift, hvis dit forbrug overstiger 4.000 kWh pr. år. Reduktionen er på 62,75 øre pr. kWh inkl. moms (2016-pris) og gives på den del af dit elforbrug, der overstiger 4.000 kWh. pr. år.

For at få nedsat elafgiften kræver det, at dit hus er registreret som elopvarmet helårsbolig i BBR-registeret. Husk også, at gøre dit elselskab opmærksom på, at du er berettiget til besparelsen.

Bemærk, at tilskuddet ikke kan gives med tilbagevirkende kraft.

Håndværkerfradrag (BoligJobordningen)

Håndværkerfradraget giver alle personer over 18 år mulighed for at få et årligt fradrag på maksimalt 18.000 kr. inkl. moms for udgifter til arbejdsløn i forbindelse med forskellige vedligeholdelsesprojekter i boligen.

Du kan bl.a. bruge fradraget på konvertering til en varmepumpeløsning – herunder jordvarmeanlæg. Udskiftning af radiatorer og radiatorventiler og installation af gulvvarme giver også ret til fradrag.

Se liste over samtlige fradragsberettigede ydelser hos SKAT.

SE TEMA: Håndværkerfradrag

Hvilke muligheder er der for at få rådgivning?

Energirådgiver hvilken varmekilde skal du vælge?

Få en energirådgiver til at tjekke hele dit hus igennem, når du skal finde den rigtige varmekilde. Måske er der også penge at spare ved at energirenovere boligen i samme ombæring. Foto: Torben Klint

Det er en god idé at få rådgivning af en fagperson med indsigt i energi og varmekilder, når oliefyret skal udskiftes. Det er nemlig ikke kun en dyr investering - du hænger også på valget de næste 20-30 år.

Mest oplagt er det at vælge en uvildig energikonsulent eller energivejleder til at tjekke dit hus igennem, når du skal finde den helt rigtige varmekilde. Der er forskellige muligheder for denne rådgivningsform, og typisk koster et energitjek 3.000-5.000 kr. (pris 2016 inkl. moms).

Flere installatører tilbyder også gratis energirådgivning, men bemærk, at der her ikke er tale om uvildig rådgivning.

LÆS OGSÅ: 10 gode råd, når du skal kvitte oliefyret

Kilder og henvisninger

Kilder:

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Indhold i denne artikel

Bolius - et helejet Realdania selskab