Unikt sommerhus ved Skagen

Professor roser Mads Møllers sommerhus ved Kandestederne. Læs mere om det specielle sommerhus og se de flotte billeder.

Se det unikke sommerhus ved Skagen

Et kuperet landskab beklædt med lyng og marehalm. Tårnhøje klitter, et favnende himmelrum, den brede hvide sandstrand og så det store Vesterhav. Naturen er enestående smuk og ganske overvældende ved Kandestederne, lige nord for Europas største vandreklit Råbjerg Mile.

Kandestederne opstod som et lille samfund for omkring 300 år siden - under den store sandflugts fremmarch på den nordligste del af Skagens Odde. Området, hvor Kandestederne opstod, gik delvis fri af sandflugten, og dannede dermed grundlaget for bosættelse.

I den første del af forrige århundrede toppede indbyggertallet med en halvt hundrede sjæle. Derefter skete en gradvis fraflytning, der sammen med den naturlige afgang har bragt indbyggertallet ned til de to personer, som i de sidste mange år har været eneste fastboende - værtsparret på de legendariske badehoteller Hjorts og Kokholms.

Sommerhus og landskab.
Sommerhus med store panoramavinduer.

Sommerhuset passer smukt ind i landskabet.

Foto: Stuart McIntyre

Der er udsigt til storslået natur fra de store panoramavinduer. Foto: Stuart McIntyre.

Sommerhuse spredt smukt ud ved Kandestederne

Omkring Kandestederne er der gennem årene opstået nogle mindre sommerhusområder, hvor de fleste diskret er tilpasset området. Til gengæld er de store naturområder syd for hotellerne helt friholdt for al bebyggelse.

Imellem hoteller og sommerhuse er der kun få afgrænsninger i form af forstyrrende hegn eller hække. Husene ligger smukt spredt ud i landskabet, og man kan ikke se, hvor de respektives grunde går hverken til eller fra. Det har restriktive lokalplaner og servitutter på grundene sørget for.

Sommerhus skulle tilpasses landskab

Gård med terrasse og liggestole.

Huset og den centrale gård set fra porten mod syd. Her er der læ for vinden og gode muligheder for at dase i solen. Foto: Stuart McIntyre

For arkitekt Mads Møller, der ofte holdt sommerferie med sine forældre på Kokholms hotel, var det et særligt ønske, at hans sommerhus skulle ligge netop her. Med sin begejstring for stedet, og sit indgående kendskab til Kandestedernes overvældende, men også ganske sårbare natur, ønskede han, at hans nye sommerhus skulle tilpasses det omkringliggende landskab.

Panoramaudsigt fra sommerhus

Om huset skriver Professor Knud Friis i 2001 følgende i tidsskriftet 'Living Architecture':

'Resultatet er et unikt hus, hvor udsigten samt samspillet med det omkringliggende landskab prioriteres højt. Indefra er der panoramaudsigt med kig nært og fjernt samt kig over klitterne, skovbrynet, de dramatiske og intime landskabsformer og ikke mindst over aftenhimlens farvespil. Man ser horisonten hele vejen rundt på grunden, og dermed er et kig i alle retninger en stor oplevelse'.

Udefra fremstår huset som en helhed, skønt der rent faktisk er tale om tre bygninger, der er bundet sammen i ét funktionelt bygningsvolumen. De tre bygninger består af en privat del - selve sommerhuset - et gæstehus og et udhus.

Skjult gård giver læ for vind

Den 'skjulte gård', som omkranses af en lang væg mod øst, den private del af huset mod nord, gæstehuset mod syd og udhuset mod vest, er en genistreg - en fantastisk funktionel bonus til huset, en bonus der giver sommeratmosfæren et løft. Den 75 kvadratmeter store gård er et sted med fred og ro, en afskærmning om privatlivet, hvor der er mulighed for forskellige aktiviteter.

Der er nem adgang til gården indefra, og den udvider det indre rum efter behov, giver læ for vinden, og kan ved hjælp af skydedøre mod øst, syd og vest være lukket af eller stå åben afhængig af vindretningen og hvorhen, man ønsker at have et indrammet kig. Gårdspladsen kan ikke ses udefra, når huset er ubeboet, og skydedørene er lukkede. Ingen kan se, hvad der findes bag de lukkede vægge.

Cedertræet er ubehandlet og vil således efter kort tid i det barske klima opnå den sølvgrå farve, som drivtømmer har. En farve, der falder smukt ind i naturens egne farver, og som bringer huset i harmoni med   sandet og klitterne. En perle inden for dansk sommerhusarkitektur.

Portene kan lukkes i blæsevejr eller stå åbne, så udsigten kan nydes. Foto: Stuart McIntyre

Sandstranden ved Kandestederne. Foto: Stuart McIntyre.

Sommerhus med inspiration fra San Francisco

Mads Møllers hus har stået færdigt siden 2000, og cedertræet har efterhånden opnået den eftertragtede sølvgrå farve.

At huset netop skulle bygges i cedertræ skyldes en studietur i 1995 til 'Sea Ranch', en bebyggelse af fritidshuse ved havet, - cirka 100 mil nord fra San Francisco. Her blev Mads Møller særligt begejstret for arkitekt Charles Moores huse fra 1960'erne og 1970'erne med facader og tagspån i red wood.

- Der er tale om en meget smuk og afslappet arkitektur i træ, som jeg blev meget inspireret af, fortæller Mads Møller, som brugte lang tid på at gennemtænke udformningen af sit eget sommerhus.

Vind og sol fik betydning for sommerhus

Da de store linjer lå klar, fulgte en proces med gennemtegninger, og til den fik Mads Møller stor hjælp af svigersønnen Victor Galavits, der også er arkitekt. Vinden, solen og naturen var de to arkitekters vigtigste parametre, og det var for at styre den ofte kraftige blæst, at idéen med den skjulte gård blev en realitet.

Hvorvidt der er forhold, Mads Møller og hans kone Inge Bomholt ville have ændret på, - med det kendskab de har til husets funktion i dag, er der kun to ting, de bemærker:

- Der mangler en brændeovn. Og så kunne vi godt bruge en anelse mere plads til opholdsrum indendørs.

- Familien er nemlig vokset og med børn og børnebørn på besøg, i vejr der ikke appellerer til udendørs ophold, kan her godt blive trangt. Til gengæld har udhuset vist sig ganske uvurderligt og fungerer også glimrende som børnenes legehus.

Fakta om sommerhuset i Kandestederne

  • Sommerhuset ligger i Kandestederne og blev bygget i 2000.
  • Sommerhuset er 85 kvadratmeter med et tilhørende gæstehus på 35 kvadratmeter
  • I hovedhuset er der forældresoveværelse, badeværelse, køkken/spisestue i forbindelse med opholdsstue og øverst arbejdsværelse. I fløjen ligger et par gæste-/børneværelser og et badeværelse. Herudover er der et stort rum til opmagasinering. 
  • De forskellige småhuse, sommerhuset består af, omkranser en 75 kvadratmeter stor indvendig gård. 
  • Huset er beklædt med ubehandlet cedertræ. 
  • Indvendigt er vægge og lofter beklædt med lakeret birkefinér.

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab