Valg af gode håndværkere

Hvor finder du de gode håndværkere? Er det en fordel at bruge lokale håndværkere? Og er det en god idé at bruge hjemmesider, der formidler kontakten?

Sådan finder du en god håndværker
Det kan være en udfordring at finde den rette håndværker til den rette pris. En billig håndværker er fx ikke altid det bedste valg. Foto: Torben Klint

Hvad er en god håndværker?

En god håndværker overholder sine aftaler, har respekt for dit hjem og er en kompetent fagperson. Desuden kan han eller hun forklare dig om et byggeprojekt uden at blive alt for fagteknisk.

Med en god håndværker er din byggeopgave i trygge hænder. Gode håndværkere findes der heldigvis mange af. Men desværre er der også nogle, du helst skal undgå. Ellers kan det ende med byggesjusk, spildte penge og en masse besvær.

Hvordan finder du en god håndværker?

Undersøg først, hvilken faggruppe eller håndværkertype der normalt udfører den slags opgave, du vil have lavet.

Ofte er der behov for mere end én faggruppe. Så skal du overveje, om du selv vil stå for styringen eller om du vil have en af håndværkene til at styre arbejdet.

LÆS OGSÅ: Håndværkeres fagområder

Fag eller hovedentrepriseved valget af håndværker

kunde håndværker hovedentrepenør
Hvis du skal have flere håndværkere sat i sving, kan det være en god idé at få en af håndværkerne til at være hovedentrepenør på projektet, som så har til opgave at styre og koordinere alle opgaverne. Foto: Torben Klint

I planlægningen er det vigtigt at finde ud af, hvor mange faggrupper der skal involveres. Det er vigtigt, at du ved det inden du skal indhente tilbud på arbejdet.

Selv hvis der er flere faggrupper om at udføre projektet, kan du  selv stå for styringen. Det er dog meget tidskrævende og kræver overblik. . Du skal sørge for tidsplan, sikre dig at den holdes og sikre dig at arbejdet bliver udført korrekt. Der er meget arbejde forbundet med styringen af arbejdet og du skal være rigtig godt inde i projektet for ar kunne styre det. Du kan hyre en rådgiver, som kan hjælpe dig med dette arbejde.

I projekter som involverer flere håndværkere, kan det anbefales at placere byggeledelsen hos den håndværker, der har mest at lave på "byggepladsen", og dermed udnævne vedkommende til hovedentreprenør. Hovedentreprenøren har ikke alene byggeledelsen, men har også alle de øvrige håndværkere under sig. Det giver dig den fordel, at hele ansvaret for udførelsen påhviler én håndværker, hvilket kan gøre din dialog med håndværkerne nemmere. Du skal fx kun have tilbud fra og skrive aftale med ét firma, hvis du benytter dig af en hovedentreprise.

Sørg for at aftale prisen med hovedentreprenøren før byggesagen påbegyndes. Prisen ligger typisk på mellem 5 og 10 procent af byggesummen og det afspejler, hvor meget arbejde, der er i at styre byggeriet. 

LÆS OGSÅ: Byggesjusk, sådan forebygger du det

Hvilke håndværkere er oplagte at bruge til små opgaver?

Hvordan finder jeg en god håndværker?
Det kan være en fordel at bruge små firmaer til små opgaver, da de for det meste rykker hurtigt ud. Foto: Original Linoliemaling

Har du et mindre projekt, fx maling af et par rum eller udskiftning af nogle vinduer, kan et mindre håndværkerfirma være en fordel, da det ofte er mere fleksibelt og hurtigere til at rykke ud.

Er du nervøs for, om et firma har økonomiske problemer og ikke har råd til at dække eventuelle fejl, kan større firmaer af typen A/S eller ApS være en fordel. De har normalt bedre mulighed for at rette større fejl, uden at firmaet går konkurs.

Virksomhedstypen siger dog langtfra alt om et firma, men det kan give dig en idé, som kan underbygges eller afvises, hvis du undersøger firmaet nærmere. Der er offentlig adgang til regnskaberne for alle virksomheder, der er A/S eller ApS, via den offentlige database over danske selskaber, cvr.dk. Et enkeltmandsfirmas økonomi er meget svær at undersøge, da det er personligt ejet.

Fordele og ulemper ved at vælge en lokal håndværker.

Hvis din opgave ikke er så stor, kan det være en god idé at bruge en lokal håndværker, som er tættere på og dermed lettere kan rykke hurtigt ud. Desuden kan der være noget troværdighed at hente ved en lokal håndværker, hvis man har fælles referencerammer. Det kan desuden være en god idé at bruge en håndværker, som fx din nabo har været tilfreds med. Det øger sikkerheden for et godt resultat.

Til gengæld kan der være penge at spare ved at bruge håndværkere fra en egn, hvor arbejdsløsheden er højere end der, hvor du bor. I sådanne tilfælde vil det ikke kunne betale sig rent økonomisk at vælge en lokal håndværker.

En ulempe ved at bruge håndværkere, der kommer langvejs fra, kan være trafikken. De timer, som håndværkerne sidder i bilen, skal jo betales, og der er kun kunderne til at betale. Afstand og transporttid kan også gøre det sværere at få håndværkeren til at rette mindre fejl senere hen.

LÆS OGSÅ: Styring af håndværkere

Hvor og hvordan finder du de gode håndværkere?

Der er mange muligheder for at søge efter og finde dygtige håndværkere - både gennem anbefalinger og på internettet.

Anbefalinger fra naboer, kollegaer og venner kan være en rigtig god måde at finde en håndværker på. At få en direkte anbefaling fra en, du kender og stoler på, vejer mere end løse og tilfældige kontakter og reklamer.

Håndværker på internettet

Billig og god håndværker.
Du kan lægge dit byggeprojekt på nettet forskellige steder, hvor firmaer kan byde ind på opgaven. Foto: Torben Klint

Der findes også hjemmesider, der online formidler kontakt mellem kunder og håndværkere. Det sker fx ved, at du som boligejer gratis lægger din private byggeopgave ind på den pågældende hjemmeside, hvor de tilmeldte firmaer kan tilbyde sig, alt efter hvilken opgave det er, hvor den er, og hvor stor den er.

Denne metode kan være velegnet til at skabe kontakt, men vær varsom med at indgå forpligtende aftaler over internettet. Ofte er det nødvendigt, at håndværkeren besøger dig for at besigtige forholdene og tale med dig, inden et seriøst og bindende tilbud kan afgives.

Ved større sager som opførelse af en tilbygning eller udskiftning af en tagkonstruktion må onlinetilbud frarådes. Et større projekt kræver normalt et mere omfattende materiale at regne tilbud ud fra (tegninger/beskrivelser) end det materiale, de fleste hjemmesider giver dig mulighed for at lægge ud, og et indledende møde og en besigtigelse kan kun yderst sjældent undværes ved denne type sager. Men igen, som kontaktskaber kan internettet være fint.

LÆS OGSÅ: Betaling til håndværkeren eller byggefirmaet

Brancheforeninger, håndværkerlav og garantiordninger

Du kan også lede efter gode håndværkere via brancheforeninger, håndværkerlav og forskellige faggruppers garantiordninger. Der kan ofte være fordele ved, at firmaer kollektivt støtter hinanden, fx igennem private ankenævn og i nogle tilfælde endda med garantiordninger, som kan betale, hvis noget går galt.

Bruger du Håndværkerrådets evalueringscenter, får du mulighed for at finde en håndværker, der er blevet anmeldt positivt af andre i din situation. Det er der 15.000-20.000 kunder, der gør hver måned.

Vælger man en håndværker, der er medlem af Byg-garanti har man en vis form for sikkerhed, hvis arbejdet ikke er udført ordenligt og firmaet er lukket. Det gælder dog kun ved byggeri for under 1 million kr.

LÆS OGSÅ: Klager over håndværkeren

Anbefaling fra andre håndværkere

En anden metode til at finde en god håndværker er gennem en håndværker, som du allerede har tillid til. En god håndværker kender tit andre gode håndværkere.

Anbefaling fra rådgivere

Hvis du har kontakt med rådgivere, kan du også spørge dem til råds. En ingeniør, arkitekt eller bygningskonstruktør har ofte et relativt godt netværk, som du som kunde normalt kan få lov at trække på.

Tjekliste for udvælgelse af gode håndværkere

  • Vurder firmaets grundlag: Historie, størrelse, økonomi og virksomhedstype (ApS, A/S, I/S, enkeltmandsvirksomhed).
  • Undersøg referencer: Kontakt firmaet og få oplyst eventuelle referencer. Tal gerne med tidligere kunder og se tidligere projekter.
  • Undersøg firmaets speciale: Det kan gøres ved at spørge ind til, hvilke specialer firmaet har, og hvilke opgaver det tidligere har løst. Videre- og efteruddannelse kan også fortælle lidt om specialer.
  • Undersøg firmaets erfaring: Er firmaet nyetableret, hvor mange års erfaring har de ansatte, hvor stor erfaring rummer virksomheden?
  • Undersøg, om firmaet er med i brancheforeninger og evt. garantiordninger: Spørg firmaet, og tjek svaret på internettet, hvis det er muligt.
  • Tal med de ansvarlige for firmaet: Er der god kemi mellem dig og håndværkeren, og virker han interesseret og engageret i din opgave? Generelt er det vigtigt at kunne sammen.

De fleste informationer kan du få ved at tale med de ansvarlige for firmaet. Du kan også søge information på internettet.

Når du har udvalgt de firmaer, du ønsker at kontakte, skal du til at indhente tilbud fra dem. Sørg altid for at indhente flere tilbud til samme opgave.

LÆS OGSÅ: Tilbud fra håndværkere

Kilder og henvisninger

Kilder:

Henvisninger:

  • CVR samt Erhvervs- og Selskabsstyrelsens database
  • Bolius Rådgiverafdeling
  • Dansk Byggeri
  • Gulvbranchen (GSO)
  • Dansk VVS (TEKNIQ)
  • Elinstallatørernes Landsforening ? ELFO (TEKNIQ)
  • Glarmesterlauget
  • Danske Malermestre
  • Danske Snedker- og Tømrermestre
  • DS Håndværk & Industri (vvs-installatører og smede)
  • Håndværkets Evalueringscenter

Indhold i denne artikel

Bolius - et helejet Realdania selskab