Hvorfor vælge træ til havens småbygninger?

Træ er et oplagt materiale at bruge til småbygninger i haven. Det er som regel altid nemt at skaffe enten fra trælasten, det lokale savværk, genbrugsbyggemarkedet eller naboens renoveringsprojekt. Det er et materiale, som er let at arbejde med, og som kan forarbejdes på mange måder. Træarbejde kræver som regel ikke meget avanceret værktøj, selvom der i nogle tilfælde skal lidt kraftigere maskiner til.

Valg af mere bæredygtige byggematerialer

Produktionen at byggematerialer står for 10-15 procent af den samlede CO2-udledning. Valg af gode materialer med lang levetid, vedligehold og genbrug af materialer vil være med til at nedbringe vores klimaaftryk.

Vil du bruge træ, kan du vælge træ, der er FSC- eller PEFC-certificeret, da det sikrer en god skovdrift, så vi ikke tærer på ressourcerne til fremtidige generationer. 

Fibercement eller andre kompositmaterialer kan også bruges til havens småbygninger. Det er materialer, der har et stort klimaaftryk fra produktionen, og levetiden er nødvendigvis længere end for træ. Flere af disse materialer kan ikke vedligeholdes, men kun udskiftes. 

Træ er et af de ældste byggematerialer. Hvis det bruges rigtigt i forhold til dets styrker og svagheder, kan det have en meget lang levetid. Fx er de bærende konstruktioner i nogle af de 800-900 år gamle stavkirker i Norge og Sverige lavet af træ. Under de rigtige forhold og kombineret med en korrekt forarbejdning og udførelse kan træ således holde længe.

Hvilke småbygninger kan med fordel bygges af træ og hvorfor?

Småbygninger har ikke kun et praktisk formål. De kan også få haven til at virke mere indbydende og hyggelig, hvis de er opført med blik for havens øvrige indretning. Det er næsten kun fantasien, der sætter grænser for, hvilke bygninger du kan bygge af træ i din have:

  • Legehuse
  • Pavilloner
  • Små huse oppe i træerne (treehouses)
  • Brænde- og redskabsskure
  • Udhuse.

Havens størrelse kan selvfølgelig sætte visse begrænsninger for, hvad og hvor meget du kan bygge. Men for de fleste husejere er haven husets største ”rum”, og derfor er det ofte her, der er god mulighed for at sætte sit personlige præg. 

Det gælder om at udnytte havens areal bedst muligt. Det kan derfor være en god idé enten at hyre en arkitekt eller selv tegne dit projekt, inden du går i gang med at bygge. På den måde sikrer du dig, at dit projekt og de forskellige bygninger i haven kommer til at gå op i en højere enhed med både den eksisterende have samt dine behov.

En god plan for projektet er også nødvendig for at sikre, at du holder dig inden for den tilladte bebyggelsesprocent og det gældende bygningsreglement. Småbygninger vil dog sjældent skulle efterleve de samme krav, som hvis det var en bolig. 

Hvad skal du være opmærksom på, når du bygger med træ?

Det er vigtigt at kende træets egenskaber for at kunne bruge det rigtigt. Ved hjælp af både konstruktive og kemiske behandlinger kan man nemlig styrke træets gode egenskaber og begrænse de dårlige. Når du vælger træ til havens bygninger, er der flere ting, du bør overveje:

  • Hvad skal du bygge?
  • Hvor længe skal det kunne holde?
  • Hvordan vedligeholder du bedst?
  • Hvilke klimatiske påvirkninger som sol og fugt skal træet kunne modstå?
  • Hvilken certificiering har træet?
  • Hvilke miljøhensyn kan du tage i forhold til valg af træ og træbeskyttelse?
  • Hvor mange penge vil du bruge på det?

Hvordan udnytter du træets egne egenskaber, så det holder bedre udendørs? 

Først og fremmest kan du gøre meget for at beskytte dit træværk mod vind og vejr blot ved at udnytte træets naturlige egenskaber i selve konstruktionen. Dette kaldes "konstruktiv træbeskyttelse”. 

Konstruktiv træbeskyttelse kan fx være at bygge et stort udhæng, som skåner træet for regn, eller det kan være at sørge for at have skrå flader, som gør, at vand lettere kan løbe af. Det kan også være at sørge for at vende kernesiden af træet udad, når det bliver anvendt til udvendig beklædning. Kerneved, som findes i midten af en træstamme, er nemlig mere modstandsdygtigt end splintved, som er træets yderste lag. 

Hvordan udnytter du træets egne egenskaber, så det holder bedre udendørs?

Først og fremmest kan man gøre meget for at beskytte sit træ mod vind og vejr blot ved at udnytte træets naturlige egenskaber i selve konstruktionen. Dette kaldes "konstruktiv træbeskyttelse”.

Konstruktiv træbeskyttelse kan fx være at bygge et stort udhæng, som skåner træet for regn eller det kan være at sørge for at have skrå flader, som gør, at vand lettere kan løbe af. Det kan også være at sørge for at vende kernesiden af træet udad, når det bliver anvendt til udvendig beklædning. Kerneved, som findes i midten af en træstamme, er nemlig mere modstandsdygtigt end splintved, som er træets yderste lag.

Du kan også beskytte træet ved at undgå, at det har kontakt med jorden. Det kræver, at du enten først støber et fundament, som du efterfølgende kan montere de bærende trædele på, eller at du anvender stolpesten eller stolpesko, hvis der skal sættes træstolper i jorden.

Har træet kontakt med jorden og skal holde i mange år, bør du vælge en træsort som fx egetræ eller robinie eller trykimprægneret træ. Gode tommelfingerregler, når du skal vælge træ, er:

  • Tykkere dimensioner holder bedre end tyndere.
  • Tungt og mørkt træ holder bedre end let og lyst træ.
  • Langsomt voksende træ med tætliggende årringe holder bedre end træsorter, der har vokset hurtigt.
  • Kerneved holder meget bedre end splintved.
  • Tørret træ holder længere end vådt træ.

Hvis du vælger at udforme bygningen, så den yder konstruktiv beskyttelse – eksempelvis med et stort tagudhæng, så træet skærmes mod regn – vil holdbarheden markant forlænges. 

Hvilke typer træ kan du bruge til havens småbygninger?

Nedenunder er en gennemgang af de træsorter og typer, du kan overveje at bruge til udendørs projekter i haven. Træsorterne er sorteret i forhold til, hvor dyre de er. De første er de billigste.

  • Gran og fyr
    Gran og fyr er velkendte træsorter. De er ikke specielt egnede til udendørs byggeri, medmindre de bliver behandlet. Træet kan stå ude i ca. 25 år, hvis det ikke har jordkontakt eller placeret tæt på jorden. Hvis det har jordkontakt eller står i jorden og ikke er behandlet, vil holdbarheden blive reduceret væsentligt. Gran er dog generelt mere modstandsdygtigt over for fugt og råd. 
  • Lærk
    Lærk – og især sibirisk lærk – er meget anvendt i Danmark til udendørs byggeprojekter. Træet har et højt indhold af harpiks, som gør det mere modstandsdygtigt over for råd. Sibirisk lærk er særligt langsomt voksende, hvad der kan ses på de tætte årringe. Denne type lærk kan holde helt op til 12 år i jorden, mens en lærk af dårligere kvalitet som fx hurtigvoksende hybridlærk kun vil kunne være nedgravet i jorden omkring fire år, inden det bliver nedbrudt.
  • Ceder/thuja
    Ceder/thuja er yderst velegnet til byggeprojekter i haven. Træsorten indeholder store mængder af stoffet fenol, som gør den modstandsdygtig over for råd og svamp. Den kan derfor holde helt op til ca. 15 år i jorden uden yderligere behandling. Ceder/thuja anvendes primært til facader, terrassebrædder og tagbeklædning.
  • Bambus
    Bambus er formstabil og holdbar. Bambus udmærker sig som den plante, der vokser hurtigst på verdensplan og udgør derfor en god kilde til miljøvenlig produktion. Bambus bruges ofte til terrassebrædder og beklædning.  
  • Robinie
    Robinie er en træsort, som egner sig rigtig godt til at stå ude. Ligesom eg og teak kan det stå ubehandlet, og det får med tiden et patineret, gråt udseende. Robinie kan tåle at stå ubehandlet udendørs i 20-25 år. Det kan også graves ned i jorden og holde i omkring 15-20 år. Det anvendes primært som stolper frem for beklædning. 
  • Eg
    Egetræ er en gammel træsort, der er kendt som et yderst holdbart supplement til nogle af de blødere træsorter. Det er væsentligt dyrere, men holder til gengæld i rigtig mange år. Egetræ er meget modstandsdygtigt over for angreb fra svampe og insekter. Det holder ofte bedre end trykimprægneret træ i jorden, helt op til ca. 25 år. For at opnå lang holdbarhed er det dog en forudsætning, at egetræet er tørret. Frisk egetræ vil ikke have nær samme holdbarhed.
  • Teak
    Teaktræ er særdeles godt udendørs og kan tåle at stå ubehandlet 20-25 år. Det er usædvanligt flot, hvis det olieres år efter år, men en af teaktræets egenskaber er netop, at det kan holde i mange år uden behandling. Den primære grund til at fravælge teaktræ er uden tvivl prisen, som er meget høj.
  • Ipé
    En anden udenlandsk træsort med nogenlunde samme egenskaber som teak. Træsorten er meget hård og derfor sværere at bearbejde end de blødere nordiske træsorter. Både teak og ipé anvendes primært som terrassebrædder, idet materialet holder længere end fx trykimprægneret træ – også uden behandling. Begge træsorter kræver forboring til skruer, da der ellers er stor risiko for, at de knækker. Levetid for ipé op til 30 år ubehandlet.
  • Varmebehandlet træ 
    Varmebehandlet træ er typisk fyrretræ. Varmehandlingen gør træet modstandsdygtigt over for råd og svamp. Ved varmebehandling bliver træets indhold af sukkerstoffer nedsat. Det betyder, at der ikke er næring for svampene, og træet derfor ikke angribes af råd og svamp i samme grad som træ, der ikke er varmehandlet. Varmebehandlet træ har også den fordel, at det er mere formstabilt. 

Ask og bøg er ikke velegnet som udendørs materiale. Selvom det er hårde og stærke træsorter, bliver de let angrebet af svamp og insekter og holder kun omkring fire år i jorden.

Skal træet stå ubehandlet, olieres eller males?

En tommelfingerregel er, at det altid kan svare sig at give træet en form for overfladebehandling, hvis du vil forlænge træets holdbarhed. Det danske klima er ikke det bedste for ubehandlet træ, men nogle træsorter kan dog klare det.

Lærk, ceder, mahogni, ipé og teak er eksempler på modstandsdygtige træsorter, som kræver mindre vedligeholdelse. Fælles for dem er, at de indeholder store mængder harpiks og stoffet fenol, som gør dem modstandsdygtige over for råd og anden nedbrydning. Disse sorter mister efterhånden deres farve og glød, men ældes til gengæld med ynde. Især teak får den grå silkeglatte overflade, som det kendes fra skibsdæk. Træets naturlige glød kan dog bevares ved brug af en egnet træolie. 

Andre trætyper bør du overfladebehandle med enten olie, træbeskyttelse eller maling. Valg af overfladebehandling afhænger både af træsort, træets anvendelse og det udseende, du ønsker at opnå. Den del af bygningens facade, der vender mod syd og vest, skal ofte males oftere, fordi solens varme og stråler er hårdere ved disse facader.

Behandlet træ

Flere af træsorterne fås som behandlet træ. Enten trykimprægneret, varmebehandlet eller med en brændt/forkullet overflade.  

Trykimprægnering 

Trykimprægnering er en kendt metode, hvor en kemisk imprægneringsvæske presses ind i træet via tryk. Trykimprægnering er den mindst miljøvenlige behandling af træet. Der anvendes kobber – dog i meget små mængder – og en række organiske stoffer (fungicider) til imprægnering i Danmark.

Varmebehandling

Varmebehandlet træ kaldes også for Thermowood. Ved varmebehandling bliver træets indhold af sukkerstoffer nedsat. Det betyder, at der ikke er næring for svampene, og træet derfor ikke angribes af råd og svamp i samme grad som træ, der ikke er varmehandlet.

Varmebehandlet træ har den fordel, at det er mere formstabilt, men træet bliver også mere sprødt, og bøjningsstyrken reduceres. Blandt andet derfor anvender man ikke varmebehandlet træ til bærende konstruktioner. 

Forkullet træ 

Brændt træ er en meget gammel metode til at beskytte træet ved at forkulle overfladen. Metoden blev både anvendt af vikingerne og hos japanerne, længe før den nu igen er populær. Træet brændes ved 80-120 grader, og der brændes kun de yderste to-tre mm af overfladen. En kraftig forkulling på overfladen gør træet brandhæmmende og modstandsdygtigt over for UV-stråler. 

Brændt træ har forskellige produktnavne såsom Burntwood, Flamewood. 

Plademateriale af træ 

Forarbejdet træ 

Der findes forskellige finerplader baseret på de forskellige træsorter, som er beregnet til udendørs anvendelse og derfor limet med vandbestandig lim. Disse materialer vil også have en væsentlig længere holdbarhed, hvis de er behandlede, og er ofte i en tynd udgave, som nemt bliver nedbrudt, hvis ikke det er beskyttet tilstrækkeligt mod sol og vand. 

Genbrug af træ 

Træ, som har været brugt før, kan sagtens anvendes igen. Det kan være både til den bærende konstruktion, men også beklædning kan anvendes. Også selvom det træ, du har til rådighed, ikke nødvendigvis er ens i farve, tykkelse og dimension. Du kan eksempelvis lave små byggerammer, som monteres side om side og danner en nærmest skulpturel facade. 

Firmaet BurntWood har fx lavet et produkt, de kalder "ReUse", hvor genbrugstræ får en brændt og ensartet overflade, som samles til facadeelementer. Også virksomheden ”Næste” anvender genbrugstræ, der ombygges til nye facadeelementer, som kan anvendes til udhuse og skure.