Vedligeholdelsesfri facade

Ingen facader er helt vedligeholdelsesfri. Men der findes typer af facader, som stort set ikke kræver vedligeholdelse.

Facade i gule mursten.

Blanke murstensfacader hører til en af de mest holdbare typer facade. Arkivfoto. 

Hvilke typer facader er næsten vedligeholdelsesfrie? 

Alle facader kræver en eller anden form for vedligeholdelse. Men der findes typer af facader, som kan klare århundrede, uden at gå til, hvis blot de er konstrueret korrekt. 

Her er en gennemgang af de forskellige typer facader, som holder sig år efter år. 

Facade af blankt murværk 

En facade af blankt murværk, dvs. en murstensfacade uden nogen form for overfladebehandling, kan stå i flere hundrede år uden nogen form for vedligeholdelse. I danmark findes eksempler på facader i blankt murværk, der har holdt næsten1000 år fx Esrum kloster. I og omkring Rom står der stadig bygninger, som stammer tilbage fra Romerriget.

Facade af gasbeton 

Ældre facader af gasbeton behøver næsten ingen vedligeholdelse. Stenene kan med tiden blive beskidte, og der kan opstå algevækst. Bryder du dig ikke om, at facaden er beskidt, kan den blot vaskes med vand. 

Har du en kalket facade af gasbeton, skal facaden dog kalkes ca. hvert 5. år. 

LÆS OGSÅ: Facader af gasbeton

Facade i fibercement og træ.

Facade med fibercementplader og træ. Arkivfoto.

Fibercement behøver i princippet en meget sparsom vedligeholdelse. Dvs. at pladerne mindst en gang om året bør efterses, hvor du kontrollerer og sikrer at pladerne er skruet ordentligt fast, og at der er god ventilation bag dem. 

Fibercementplader kan tåle al slags vejr men vil med tiden gradvist ændre farve grundet luftforurening. Når de bliver beskidte kan de blot børstes af for skidt eller vaskes. 

Hvor ofte og hvordan skal forskellige typer facader vedligeholdes? 

Lige meget hvilken type facade du har eller skal vælge til dit hus, er det en rigtig god idé at gå dem efter én gang årligt, så eventuelle skader og slid kan blive udbedret. 

I nedenstående tabel kan du se, hvor ofte du skal vedligeholde forskellige typer facader, og hvordan du bør vedligeholde dem. 

Vedligeholdelse af facadeHvor tit?Hvordan?

Mursten

Nærmest aldrig

Kigges efter i fugerne

Puds

Hver 5.-10. årMalerbehandling

Gasbetonblokke

Ingen, medmindre facaden er kalket

Evt. kalkning hver 5.-10. år

Træ

Hver 5.-10. år

Malerbehandling

Evt. udskiftning af træ

Fibercementplader

Nærmest aldrig

Evt. afvaskning

Hvad kan du gøre for at din facade kræver mindre vedligeholdelse?

Vedligeholdelsen af en facade med blankt murværk er svær at begrænse mere, da den i forvejen er næsten vedligeholdelsesfri. En murstensfacade vil dog med tiden blive misfarvet af forurening, vind og vejr. 

Hvis du overvejer at rense en muret facade, bør det foregå så nænsomt, at overfladen ikke bliver beskadiget, da den efterfølgende vil være mere modtagelig over for skidt. Afrensning skal ske med en kost og vand. Brug ikke højtryksspuling eller hårdere metoder. Du kan også blot lade den stå uden afrensning, så facaden opnår den patina, der giver huset sit særpræg og "personlighed". 

I forhold til vedligeholdelse er det ikke en god idé at give en muret facade en tyndpudsning eller et dækkende pudslag (fuldpuds). Det vil kræve mere vedligeholdelse, da en pudset facade skal overfladebehandles ca. hvert femte år. Og har du først pudset en facade, kan du ikke vende tilbage til den murede facade.

Du kan ikke begrænse vedligeholdelsen af en facade af ældre gasbetonblokke, da den i forvejen ikke kræver meget vedligeholdelse. Hvis du vælger at pudse facadeblokkene eller kalke dem, skal du efterfølgende vedligeholde denne overfladebehandling jævnligt. 

Du kan heller ikke begrænse vedligeholdelsen af en facade af fibercementplader. Hvis en plade beskadiges, må den udskiftes. Ellers er der så godt som ingen vedligeholdelse på en sådan facade. 

En facade med træbeklædning kan gøres mindre vedligeholdelseskrævende, hvis du én gang for alle får renset facaden af og givet den en god træbeskyttelse. En heldækkende træbeskyttelse holder længere end en ikke-heldækkende træbeskyttelse, da uv-lyset fra solen ikke kan trænge igennem den heldækkende træbeskyttelse og beskadige træet. Til gengæld kan du ikke se årerne i træet. 

Du undgår dog ikke at skulle male huset med 5-10 års mellemrum. Ofte hyppigst mod syd og vest. 

Desuden skal du kigge efter, om sømmene bevæger sig ud af træet. I så fald skal de enten udskiftes eller hamres fast igen.

Det er vigtigt, at trækonstruktionen er udført mest hensigtsmæssigt. Det kaldes konstruktiv træbeskyttelse, når man udnytter træets egenskaber bedst muligt. F.eks. ved at skære bræddebeklædning mv. skråt , så vandet løber nemmere af bræddeenderne.

For at træfacaden kan opnå den længst mulige levetid bør brædderne ligeledes holdes 20-30 cm over jordoverfladen på grund af vandstænk fra jorden. Denne afstand kan dog være ned til 10-15 cm, hvis der er et lag sten rundt om huset. Et udhæng på taget beskytter også facaden. 

Hus med pudset facade.

Pudsede facader kræver mere vedligeholdelse end en facade af mursten, der får lov at stå ubehandlet. Arkivfoto.

Hvordan vælger du den mest vedligeholdelsesfrie facade til et nyt hus?

Når du skal vælge facade, skal du ikke kun tænke på, hvor meget den skal vedligeholdes. Det er også vigtigt at tænke på facadens levetid, pris og udseende. 

Men hvis du vil have en facade med så lidt vedligeholdelse som muligt, skal du vælge en facade af mursten. Mursten kræver stort set ingen vedligeholdelse og har en lang levetid. 

Nogle vælger at kombinere murstenene med fibercementplader, der heller ingen vedligeholdelse kræver, men hvor levetiden ikke er lige så høj. 

Hvilke levetider har forskellige typer facader?

 

Facadetype

Levetid

Mursten

Flere hundrede år

Puds

Mere end 100 år ved korrekt vedligeholdelse

Træ

Mere end 100 år ved korrekt vedligeholdelse

Fibercementplader

50 år

Ældre gasbeton

Over 50 år

Kilder og henvisninger

Henvisninger:

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Indhold i denne artikel

Bolius - et helejet Realdania selskab