Arkitektens bøn: Gentænk fleksibiliteten i nybyggeri

Livet udvikler sig, og det stiller krav til vores bolig. Krav, der ikke altid tages højde for, når danske huse tegnes og bygges. Vi har kigget på et par fleksible huse og bedt arkitekten bag, Rasmus Skaarup fra 2R Arkitekter, forklare, hvordan han mener, svingende livsfaser kan tænkes ind i planerne uden de store kompromisser. Læs, hvad han slår ned på.

Vi tænker for kortsigtet, og derfor bliver vi nødt til at flytte efter behov. Mange nybyggere tænker ud fra den familiesituation, de står i, lige når de bygger. De fleste er småbørnsfamilier med ét barn og flere på vej. Men man er kun en småbørnsfamilie i cirka ti år. Hvis man er 30 år, når man bygger sit hus, og man flytter fra huset som 80-årig, har man altså haft 40 år uden småbørn i huset.

Rasmus Skaarup fra 2R Arkitekter forklarer, hvordan han mener, svingende livsfaser kan tænkes ind i planerne uden de store kompromisser. Foto: Danske Boligarkitekter

Tænk langsigtet

Man burde bygge sit hus til at være aldrende, med fokus på et helt livsforløb og altså ikke bare til tiden med småbørn, som er kort. Men det vil kræve ændringer hos andre end danskerne selv. For kreditforeningerne låner kun penge ud til huse, som bygherrerne selv kan betale, og kommunerne udstykker og fastsætter bebyggelsesprocenter, som tilsammen sætter en øvre grænse for, hvor store de enkelte huse må blive.

Byg stort og tænk i afdelinger

Optimalt burde vi bygge husene store fra start og indrette dem, så de kan rumme én, to eller flere familier i forskellige livsfaser. Så opnår vi en langt større fleksibilitet. For nu består familien måske af to personer, om fem år er den blevet til fire, og om 20 år er mor og far alene tilbage igen.

Hvis selve bygningen i udgangspunktet er 300 kvadratmeter, kan man lade huset være delt i to ved indflytning og udleje den ene del, så boligen passer til indkomst og arealbehov her og nu. Og når familien så vokser til fem-seks personer, får man brug for – og måske råd til – at inddrage hele huset.

Når alle børnene flytter hjemmefra, haven er blevet sværere at overskue, og pladsen er overflødig, så udlejer man igen den ene del af huset til et par studerende, som kan sørge for at klippe hækken og slå græsset.

Plantegning: Rasmus Skaarup, 2R Arkitekter

Huset på plantegningen ovenfor er tegnet til en helt almindelige familie på fire personer. Den er dog ikke specielt stor, men kan opdeles i hhv. seniorbolig og ungdomslejlighed, når familiens behov ændrer sig.

Den røde linje indikerer det sted, hvor boligen kan splittes, og den blå hvor konstruktionen giver en naturlig adskillelse. Det er smart, fordi familien så kan udleje den mindre del af huset, når det bliver relevant. Der er tænkt forud, så den lille afdeling har badeværelse og bryggers, som kan laves til køkken.

Efter at familien flyttede ind i huset, kom der et barn til. Her kunne de inddrage værelset med skydedør nær stuen som tredje børneværelse.

Maksimér spildplads og fleksibilitet i rummene

Samtidigt bør vi overveje at lave rummene større frem for blot at minimere spildplads. For når vi minimerer spildplads, sætter Bygningsreglementet og anden lovgivning en nedre grænse for, hvor langt vi kommer.

I stedet bør vi sammenlægge funktioner og maksimere spildpladsen. Hvis gangen til børneværelserne fx udvides tilstrækkeligt meget, bliver der plads til et helt bryggers i gangen. Og hvis entréen udvides til at kunne rumme et bord, får vi pludselig en ekstra stue foræret. Så er der plads til at dække op til mange mennesker både i stuen og i entréen.

Fleksibiliteten bygges altså ind i selve rummet, som bliver en hybrid og pludseligt kan noget mere. Det stiller måske krav til ens ordenssans med de mange funktioner, men pointen er, at vi slår to fluer med ét smæk, hvis vi gør et rum større.

Overvej hvad du propper i huset

Samtidigt bør vi genoverveje begrebet fleksibilitet, når vi taler plads og funktionalitet. For vores forbrug i dag dækker sikkert mange behov for fleksibilitet.

Når vi nemt og billigt kan udskifte gulve og overflader, køkkener og sofaer, oplever vi måske ikke behovet for en fleksibelt ramme?

Et statslånshus på 80 kvadratmeter fra 1940-1950’erne var tiltænkt en familie med to-tre børn. I dagens Danmark er det utænkeligt at bygge så lille et hus til fem personer. Og det skyldes naturligvis andre vaner – bl.a. forbrugsvaner. Læg mærke til nutidens møbler, som er større uden nødvendigvis at give flere funktionaliteter. De kræver plads og passer til typehusene i dag – fx er nutidens sofa ofte en meter dyb.

Min nabos nye hus fra 2014 er 210 m2 stort til fire personer. Det er et moderne minimumshus. Mit hus er 117 m2 til fire personer. Det er fra 1920 og har samme funktioner. Naboen får dobbelt så store rum og møbler uden at få flere funktionaliteter eller rum. Så adfærden, og det, vi køber til vores huse, påvirker, at vi bygger stort. Men der ligger altså noget ufleksibelt i, at vi køber efter de vaner. Vi ville få ekstra fleksibilitet foræret ved at købe mindre møbler med flere funktioner.

Uanset hvad skal vi bygge, som vi vil. Jeg ønsker bare, at vi åbner øjnene for anderledes rumopdeling, tør bryde standarden og ikke lader for meget vanetænkning udelukke os fra spændende arkitektur og muligheder senere i livet.