Arkitekter tegner til fortidens familier

Danskere flytter mere end de fleste folkefærd og bor i stigende grad alene. Alligevel er det stadig kernefamilien, arkitekter har for øje, når de bygger nye boliger, siger eksperter, som ønsker mere fleksibelt boligbyggeri til et folk med familiemønstre under forandring.

30-årige Karina Rosenberg vurderer, at hun i alt har flyttet 15-20 gange i Danmark. Foto: Sofia Busk.

Efter at have boet i udlandet det meste af sin barndom flyttede Karina Rosenberg til Danmark som teenager for at begynde på kostskole. Her blev hun vant til at rydde sit værelse hver sommer og bo hos familie og venner, indtil næste skoleår begyndte.

Hun blev student, og efterfølgende boede hun i både Liseleje og Blovstrød, inden hun et år senere flyttede til Amager. Men der gik ikke mere end et halvt år, før hun flyttede igen. Hendes samboer var en del ældre, og de mente, at Karina festede for meget og havde kæresten på besøg for ofte.

Karina flyttede derefter til Bagsværd i en forældrekøbslejlighed, men hun blev hurtigt enig med sig selv om, at hun ikke længere ønskede at være afhængig af sine forældre. Så hun flyttede sammen med en veninde i en lejlighed på Østerbro, hvor hun nåede at bo i et år, før hun flyttede sammen med en kæreste i hans lejlighed i Hørsholm i Nordsjælland.

Karina Rosenberg, som i dag er 30 år og bor i Kokkedal, vurderer, at hun i alt har flyttet 15-20 gange i Danmark. Dermed repræsenterer hun den flytteiver og fleksibilitet, der ifølge EU’s statistikbank, Eurostat, er kendetegnende for danskere.

Tallene viser, at kun få folkefærd flytter mere end os. I løbet af en femårig periode skifter hele 34 procent af danskerne boligen ud med en anden. Kun svenskerne overgår os med 40 procent. Flytteiveren skyldes, at vi flytter tidligere hjemmefra end andre folkefærd, men også danskernes høje velstand, gode lånemuligheder og vore høje skilsmisserater spiller ind.

De unge flytter mest

Danskernes flytteiver kræver fleksibilitet på boligmarkedet, siger Hans Skifter Andersen, der er adjungeret professor ved Statens Byggeforskningsinstitut, SBi.

”For de unge mellem 20 og 30 år, der ofte er studerende i større byer, er det forholdsvist let at skifte lejlighed. Det skyldes, at vi i Danmark har et stort antal lejeboliger. Fleksibiliteten bliver derfor varetaget af markedet, mens de unges boliger er ufleksible, fordi de ofte ikke kan ændres.
Boligerne kan hverken gøres større eller mindre eller udvides med flere eller færre rum for at tilpasse sig en ny situation med for eksempel en partner, børn eller ved skilsmisse,” siger Hans Skifter Andersen.
 
Han forklarer, at danskernes flyttemønster er meget aldersbestemt. Vi flytter for det meste i ungdommen, hvor vi ændrer livsstil og situation ofte. Det ændrer naturligvis vores boligbehov. Det begynder med, at man flytter fra forældrene, er enlig i noget tid, og på et tidspunkt bliver man et par og får børn, og så har man naturligvis brug for en endnu større bolig.

Fleksible boliger i 100 år

Tanken om fleksibilitet i boliger har eksisteret i snart 100 år. Det siger Claus Bech-Danielsen, professor ved SBi, Aalborg Universitet.

“Arkitekter har leget med tanken om fleksibilitet i boliger siden 1920’erne og 1930’erne. Allerede dengang var der en opfattelse af, at en del af det at være moderne handlede om at være dynamisk, forandringsparat og alle de andre buzzwords, vi helst også skal være i dag,” siger professoren.

Derfor har arkitekter forsøgt at skabe boliger, der kan passe på og ændres i forhold til forskellige livssituationer. Arkitekterne har været inspireret af campingvogne og lystbåde, når de har tegnet boliger, hvor senge og borde kan foldes ud og hænge op ad væggen for at udnytte pladsen på den bedst mulige måde:

“Det er en meget tydelig form for fleksibilitet. Ligesom i boliger, hvor man kan trække en skillevæg ind og ud for at skabe et stort rum eller to mindre. Denne form for fleksibilitet ser vi ikke så meget til mere,” siger han.

Fleksibilitet i marked eller bolig

I stedet er nutidens arkitektur præget af tanken om et stort grundrum, siger Claus Bech-Danielsen. På den måde overlader arkitekten beslutninger om vægge og opdeling af rum til de nye boligejere, som i dag ofte ønsker at sætte deres eget præg på boligen.

Det er dog ikke den form for fleksibilitet, som de unge lejere efterspørger, påpeger professoren:

“De unge er ikke umiddelbart på jagt efter fleksibilitet i form af et stort grundrum. De flytter meget, fordi de får kærester og skifter dem ud igen. De lever et meget omtumlet liv, og for dem virker to år som en evighed. De kan sagtens leve med at flytte hvert andet år. Derfor bliver det til en diskussion om, hvorvidt fleksibiliteten skal komme fra markedet eller boligen,” siger Claus Bech-Danielsen.

Boliger mangler fleksibilitet

Men årsagen til den store flytteiver blandt især unge, kan også skyldes, at mange lejeboliger i de større byer er ufleksible. De mangler muligheder for fortolkning og for at kunne blive brugt i forskellige versioner, mener Peder Duelund Mortensen, som er arkitekt og lektor emeritus på Kunstakademiets Arkitektskole. Snart udgiver han en bog om eksempler på kommende og nyligt opførte boliger i hovedstadsregionen, og han taler for mere boligbyggeri, der kan tilpasses forskellige livssituationer.

Peder Duelund Mortensen nævner, at arkitekter frem til 1960’erne for det meste tegnede boliger, der skulle passe til en kernefamilie, hvor man kunne blive boende lang tid ad gangen. Siden forsøgte man at gøre boliger fleksible og indrette dem, så de kunne forandres i takt med husstandenes behov. Det er man dog gået væk fra igen.

“Et forbilledligt eksempel på fleksible boliger er byggeforeningshusene og kartoffelrækkerne i København. I disse huse har trappen sit eget rum, og det giver gode muligheder for at indrette huset efter omstændighederne. Man kan have én familie til hele huset, eller man kan have én på hver etage. Man kan også indrette to etager til bolig og en tredje til erhverv,” siger Peder Duelund Mortensen.

Han forklarer, at byhusene igen i dag nyder popularitet og dukker op i planlagt nybyggeri i byerne. Forskellen fra de nye og de gamle byggeforeningshuse er dog, at de nye ikke har givet trappen sit eget rum, så den kan fungere som fordelingsgang.

I stedet går trappen frit op igennem alle etager af huset, og det reducerer fleksibiliteten en del, mener han. For på den måde bliver det sværere at gøre de enkelte etager til selvstændige lejemål som i de gamle byhuse.

Der er flere grunde til, at man bygger på den måde, siger arkitekten:

“For det første har man måske ikke øje for det geniale træk ved de gamle byggeforeningshuse. For det andet vil alle have en stue med et stort grundareal. Det er idealet i en bolig for de fleste. Derfor bygger man boliger på den måde og tilsidesætter andre hensyn. Eksempelvis fleksibilitet, som vil være til stor gavn for især børnefamilier,” siger Peder Duelund Mortensen, som ikke mener, at den kommende fremtid byder på mere fleksibelt byggeri.

“Nej. Så enkelt er det. Og her er markedet en ond størrelse. For en bygherre handler det om at bygge en bolig, der kan sælges videre så hurtigt som muligt. Bygherren interesserer sig ikke for konsekvensen på længere sigt, når han bygger ufleksible boliger,” siger han.

Utidssvarende fokus på kernefamilien

Claus Bech-Danielsen fra SBi er enig i, at der mangler fleksibilitet i boligmarkedet for især familier og folk, der har etableret sig. For selvom et stigende antal bor alene, og kun 18 procent af landets boliger bliver beboet af en traditionel kernefamilie, er det stadig kernefamilien, man tegner til.

“Når arkitekter og bygherrer tegner boliger, er det stadig med kernefamilien for øje. Det er her, at boligmarkedet virkelig mangler fleksibilitet, for kernefamilien præger ikke boligmarkedet som før i tiden. Fleksibiliteten er faktisk stort set ikke-eksisterende”.

Det er typisk i 30-års-alderen, at de unge sætter sig for at etablere familie. Derfor er det ofte denne gruppe, der køber og bygger boliger. For dem er det vigtigt med en masse plads, siger han, men når de bygger det store parcelhus, glemmer de, at børnene flytter hjemmefra, og at skilsmissestatistikken siger, at de ikke med sikkerhed bliver sammen.

Derfor er det et problem, at der i nogle områder kun bliver bygget store parcelhuse, siger professoren.

Det vidner om stor velstand, at det fortsat er de store parcelhuse, der bliver bygget på trods af de nye familiemønstre, siger Claus Bech-Danielsen. Men uden for den generelle tendens ser han alligevel en lille modtendens. Det drejer sig om familier og par, der på eget initiativ bor i mindre boliger og får det til at hænge sammen. Mange gør det frivilligt, fordi de ønsker at bo på en unik måde, siger han.

“Men det er altså ikke noget, typehusfirmaerne tager til sig. Her bliver det fortsat større og større. Boligmarkedet bør i fremtiden være meget mere fleksibelt. På grund af individualiseringen skal vi bygge og tilbyde alternative boliger i forskellige områder. Men det, der lige nu foregår på den front, er stadig højst en understrømning,” fortæller Claus Bech-Danielsen.