Autismebolig: Arkitektur på menneskelige præmisser

Rolige materialer, overskuelig indretning og de rigtige farver på væggene kan skabe et hjem, der giver autister de bedste forudsætninger for tilværelsen.

Nu kan borgere med autisme bo alene og blive ”sluset ud” i samfundet igennem særligt indrettede, flytbare boliger. Tanken er, at arkitekturen skal understøtte mennesker i en særligt sårbar situation med rolige materialer, overskuelig indretning og små nicher, der gør det muligt at betragte verden udenfor. Alt fra væggenes grønne farver til interiørets behagelige overflader er baseret på den nyeste forskning inden for autisme.

Alle disse faktorer gør, at boligerne skaber en fysisk bro mellem beboerne og det øvrige samfund, ligesom de kan placeres i trygge omgivelser. Disse egenskaber er nemlig centrale for at sikre trivsel og udvikle borgere med autisme, der i højere grad kan indgå i det øvrige samfund. 

Bag initiativet står Region Midtjylland, som bl.a. er inspireret af Realdanias tidligere arbejde med botilbud til ældre autister. Se boligerne og hør om overvejelserne bag konceptet, som netop er sat i verden for at skabe rummelighed gennem arkitektur med navnet AT Home – Apart Together.