Fra 180 til 70 kvadratmeter

Da Lene Samsø blev skilt, skulle hun finde et nyt sted at bo. Hun gik fra 180 til 70 kvadratmeter og måtte bygge ekstra vægge. Læs, hvordan hun fik plads til sig selv og sine børn.

Hvad gør man, når man skal dele et helt hjem og gå fra 180 til 70 kvadratmeter? Når man skal indrette sig i en ny bolig med børn og ikke ved, hvor man skal starte?

Den situation stod jeg i for tre år siden, og det blev lidt af en udfordring at få indrettet sig, så både mine to børn, hund og jeg selv fik det hjem, vi kunne leve videre i.

Efter skilsmisse: Ville bo tæt på børns skole

Først og fremmest skulle jeg finde et sted i nærheden af mine børns skole, så deres liv ikke skulle forandres på samtlige fronter. Børnenes far og jeg lavede en såkaldt 7-7-ordning, hvor vores børn bor en uge på skift hos os, og da han bor cirka halvanden kilometer fra børnenes skole, ville jeg også finde vores nye hjem tæt på både børnenes skole, kammerater og deres far.

Det skulle vise sig ikke at være så nemt. Mit budget passede ikke til de udbudte ejerboliger i området, så jeg måtte finde en lejebolig. Her måtte jeg sande, at der stort set ingen (ledige) lejeboliger var at finde i vores område. Så det var om at tænke kreativt. 

Jeg spurgte alle om bolig

Jeg skrev til alle, jeg kunne komme i tanke om i vores lokalmiljø, udleverede telefonnummer til højre og venstre, bed al generthed i mig og spurgte alle i min omgangskreds. Alt sammen i håb om, at nogen kendte nogen, der kendte nogen...

Selvfølgelig skrev jeg mig også op på de nærliggende boligselskabers ventelister og sites. De grinede overbærende af mig, når jeg ringede. ”Ja, vi har så 20 års ventetid, men du kan skrive dig op via vores hjemmeside”.

Fandt bolig i lokal Facebook-gruppe

Løsningen var lige for næsen af mig. En lokal Facebook-gruppe blev min redning, da en familie svarede på min efterlysning. Pludselig stod jeg med en villalejlighed tæt på børnenes skole i et hyggeligt og trygt område. Lejligheden var fantastisk: Nyrenoveret, lys og loft til kip med fritlagte bjælker, men der var tre udfordringer: Den var for lille, huslejen var over mit budget, og der manglede en have til min hund.

Alligevel sagde jeg ja. Jeg fulgte min mavefornemmelse, for jeg kunne se muligheder i boligen, og desuden var der god kemi mellem udlejerne og mig. En omprioritering i budgettet gav luft til en højere husleje, og så måtte jeg finde en løsning på de to andre udfordringer. Det vender jeg tilbage til. 

Soveværelset blev delt i to med ekstra væg

Mit første projekt var at få indretningen til at gå op. Lejligheden havde bare to værelser fordelt på i alt 70 kvadratmeter og bestod reelt set af ét stort rum – køkken, spise- og dagligstue – samt et soveværelse. Med tre halv- og helstore voksne i husstanden var der brug for et og helst også to værelser mere, hvis vi skulle have mulighed for lidt privatliv hver især.

Jeg ledte efter inspiration på nettet og i mit netværk. Jeg erfarede, at mange fandt svaret i en sovesofa i stuen og (op)deling af værelserne, enten med køjesenge, rumdelere eller væg.

Men da mine børn er teenagere, er det ikke en holdbar løsning. Derfor valgte jeg at gå efter en opsplitning af soveværelset. Værelset har to store vinduer, og mellem dem kom væggen op. Ikke en helt ideel løsning, da adgangen til det ene værelse går gennem det andet, men det var den mulighed, vi havde, og mine børn var glade for at få deres eget værelse. 

Soveværelse på hemsen

Så var der mig. Jeg kender andre enlige forældre, som har "soveværelse" i stuen og sover på en udtrækssofa. Den løsning er måske ikke optimal, men dog en mulighed på få kvadratmeter.

Jeg var bare ikke helt klar til den løsning, fordi jeg i så fald skulle tilbringe det meste af døgnets timer i det samme rum. Jeg er selvstændig og har arbejdsplads ved spisebordet, og tanken om at sove i det samme rum, som jeg arbejder, laver mad, spiser og holder fri i, blev en smule klaustrofobisk. Jeg opererede længe med overvejelser om endnu en opdeling med væg, men der var hensyn til både skråvægge, en radiator og vinduer i spil, og det gav både besværlige og fordyrende komplikationer.

Så i stedet for kiggede jeg opad. Lejligheden har en lille hems oppe under tagryggen med adgang via en stige, hvor vi i første omgang havde smidt en masse rod og flyttekasser op. Efter en grundig oprydning, benhård udsmidning og en gang maling blev det mit soveværelse. Det er – indrømmet – et lidt komprimeret kompromis, men bliver jeg træt af at kravle op under loftet for at sove, låner jeg den ekstra seng, som står på min datters værelse i de uger, hvor hun bor hos sin far.

Mindre plads, mere samvær

De kompromiser, vi har indgået, har vist sig at være nøglen til en vellykket transit og downsizing til vores nye liv på færre kvadratmeter og budget. Det ville være løgn, hvis jeg påstod, at vi ikke kunne bruge lidt mere plads og en matrikel, der helt er vores egen.
Men når jeg i dag kigger tilbage, føler jeg mig meget heldig, for det viste sig, at de 70 kvadratmeter giver mere nær- og samvær med min lille familie, end jeg kunne have drømt om.

 I dag hygger vi os sammen i stuen, vi ser tv, det er også her, der bliver lavet lektier, og i det hele taget foregår de fleste aktiviteter i samme rum, også selvom vi ikke nødvendigvis laver det samme.

Går tur med hunden i skoven

Med det halverede samvær med mine børn er jeg taknemmelig for, at vi er rykket nærmere hinanden i bogstaveligste forstand, og hvad jeg troede skulle blive en masse pressede kompromiser, har vist sig mest at være det modsatte.

Selv den manglende have har sine fordele. En rummelig altan giver os mulighed for udendørs ophold, og hunden lader til at have det o.k. med at skifte haven ud med ture i den nærliggende skov. Og fra min altan nyder jeg at overlade græsslåning og snerydning til andre.

Mit råd til andre i samme situation som mig er derfor: Se muligheder i stedet for begrænsninger. Med fantasi, research, planlægning – og en god del ihærdighed og arbejde – kan du skabe de bedste rammer for jeres nye liv.