Hvorfor flytte når vores liv er i byen?

De fleste danskere bor på flere kvadratmeter end førhen, men nogle vælger den store bolig fra for i stedet at indrette sig på færre kvadratmeter. Stigende boligpriser gør det nødvendigt at indrette sig småt, og mange finder glæde i at bo tættere med familien, forklarer arkitekturprofessor.

Gitte, Niels og deres fire sammenbragte børn. Foto: Simon Johansen

Når Gitte Jørgensen og Niels står op, forvandler de soveværelset til spisestue. Sengen klappes op, og parret og deres fire sammenbragte børn spiser morgenmad i det samme lokale. Senere på dagen fungerer rummet som tv-stue, og når dagen rinder ud, trækker de atter den specialdesignede seng ned fra væggen.

Det samme værelse bruges også til opmagasinering. Under hynderne gemmer sofasystemet på et skuffesystem, hvor værktøj, ekstra sengetøj og andre sager hives op efter behov.

Samme effektive indretning gør sig gældende i hele familiens treværelses lejlighed på Amager. Familien har nemlig ikke meget plads at gøre godt med. Når alle er hjemme, bor de seks personer på 89 kvadratmeter.

Da Gitte og Niels flyttede sammen, vidste de godt, at der ville blive trængt i lejligheden. Men de valgte alligevel at blive boende frem for at flytte ud af byen, hvor de ellers ville have råd til flere kvadratmeter at boltre sig på.

Modreaktion til overflodssamfundet

Gittes familie er ikke alene. Ganske vist viser tal fra Danmarks Statistik, at danskerne generelt set breder sig på flere og flere kvadratmeter. I 1980 var det gennemsnitlige boligareal pr. person 34 kvadratmeter. I 2014 var det steget til 52 kvadratmeter, og udviklingen ser ud til at fortsætte. Men blandt i særdeleshed storbymennesker går det den anden vej. Både på globalt plan og i Danmark.

Stigende boligpriser i byerne gør det nødvendigt at bo på mindre plads, men det er ikke altid kun af nød. Der findes ikke tal på, hvor mange danskere det drejer sig om, men small living er et fænomen, som unægtelig er kommet til landet, fastslår arkitekturprofessor Claus Bech Danielsen fra Statens Byggeforskningsinstitut, SBi.

”Det er en modreaktion til ’større, bedre og mere’-strømmen,” forklarer Claus Bech Danielsen.
I sin forskning har han undersøgt boligformer i flere europæiske lande. Han erfarerede, at det bestemt ikke udelukkende handler om økonomiske problemer, når mennesker indretter sig på et begrænset antal kvadratmeter.

Som da han besøgte en forlagsredaktør i Wien. Penge har han rigeligt af, men alligevel har forlagsredaktøren valgt at indrette sig i en lille udfoldelig bolig. Gæsterne kan på den måde let se, at boligkvadratmeter ikke er det, forlagsredaktøren vægter højest i livet.

Claus Bech Danielsen fortæller, at der for denne gruppe mennesker er mere status i at bruge tid med familien end i en stor og prangende bolig.

Når man ikke er afhængig af en stor og dyr bolig, er der også plads til rejser, restaurantbesøg og biografture. Og til at være en familie.

”Boligen er en identitetsmarkør på lige fod med det tøj, vi iklæder os. Det er et udstillingsvindue, hvor vi viser vores værdier frem. Bor din familie småt, viser du, at I er tætte. At I kan enes og betyder noget for hinanden,” siger professoren.

Tidligere handlede det om at udstråle økonomisk status, påpeger Claus Bech Danielsen. Det kan man med en stor bolig. I dag drejer det sig i lige så høj grad om livstil. Der er status i at kunne bo tæt sammen og spare på pladsen.

Et positivt tilvalg

For storbymennesker bliver det dog også mere og mere en nødvendighed at kunne indrette sig småt. Over hele landet vokser de større byer, så der er ganske simpelt ikke plads til at brede sig.
 
I dag bor cirka 38 procent af danskerne i de større byer. Det er ifølge en Nykredit-analyse en stigning på seks procent på bare seks år.

Analysen viser således, at flere end 30.000 mennesker i perioden har forladt de helt små samfund til fordel for storbylivet. Udviklingen er international, og FN anslår, at to tredjedele af verdens befolkning vil bo i byerne i 2050.

Denne urbanisering presser boligpriserne i vejret. Så vil man bo i byen, må man ofte indrette sig på mindre plads, end man ellers ville have foretrukket. 

Alligevel er der dog tale om et tilvalg af den positive slags, fastslår Mette Mechlenborg, som forsker i boligforhold på SBi.

”Det er klart, at man nok hellere vil have en kæmpe villa på Rådhuspladsen end en lille lejlighed på Nørrebro i København. Men der er tale om et tilvalg, fordi man jo har muligheden for at flytte ind i et stort hus i provinsen, men alligevel vælger man den lille lejlighed. Man vælger at blive boende på trods, fordi man ikke måler livskvalitet i kvadratmeter,” forklarer Mette Mechlenborg.

Når folk indretter sig på færre kvadratmeter, giver det til gengæld også plads til flere mennesker i byen, påpeger Claus Bech Danielsen, som ser et element af bæredygtighed i tendensen om mindre boliger.

”Vi bliver dygtigere til at isolere huse, og bygningsreglementerne strammes gang på gang, men danskernes energiforbrug har generelt set ikke rykket sig siden 1980’erne. Det skyldes selvfølgelig, at vi over en bred kam breder os på flere kvadratmeter end tidligere. Så der er flere kvadratmeter at varme op. Derfor gavner Small living-fænomenet miljøet. Hvis alle boede småt, ville vi jo spare på ressourcerne,” siger Claus Bech Danielsen.
 

Sammen i medgang og modgang

I praksis er det dog ikke altid let at bo tæt sammen, forsikrer Gitte Jørgensen, inden hun ser sig nødsaget til at skille to af de yngste ad. De er blevet uenige om et stykke legetøj. Hvis de havde mulighed, ville de nok gå hvert til sit, men i lejligheden må man finde sig i hinandens selskab.

Uafbrudt.

”Det kan være en udfordring, men omvendt kommer vi også hinanden utroligt meget ved. Vi ved på alle tidspunkter, hvad vi hver især laver, fordi lejligheden jo ikke er større. I et hus har man mulighed for at opholde sig i hver sin ende af huset eller endda hver sin etage,” siger Gitte, som førhen boede i et hus i Jylland.

”Der var mere plads, men et hus kræver også virkelig meget tid til vedligeholdelse. Græsplænen skal slå, hækken klippes, og vinduerne skal males. Jeg havde ofte dårlig samvittighed, fordi jeg ikke kunne være sammen med børnene. Når man bor på mindre plads, frigiver det altså bare mere tid til samvær,” forklarer hun.

Hvis ikke familien havde udnyttet den beskedne plads så effektivt, som det er tilfældet, ville det også være en noget nær umulig opgave at bo i lejligheden.

Det var familien godt klar over. Derfor kontaktede de Kenneth Malev, som er arkitekt og optimeringsekspert. Det er ham, der har udtænkt lejlighedens forskellige løsninger.

Han tror på, at der er et voksende marked for at hjælpe folk med at udnytte pladsen bedre.

”Tiden er inde til at gentænke den måde, vi bor på i byerne,” siger han.

”Det gælder om at udnytte hver kvadratmeter til fulde og på den måde sikre, at der er plads til, at byerne kan vokse befolkningsmæssigt. Jeg hjælper folk med at indrette efter deres reelle behov, og hvis pladsen udnyttes korrekt, er det ikke altid nødvendigt at bruge penge på ekstra kvadratmeter. På den måde er der råd til at være sammen med familien,” siger Kenneth Malev.

Amerikansk fænomen

Fænomenet om at bo småt er ikke et dansk påfund. I USA kalder de det ’downsizing’, og tendensen har eksisteret i flere år. Eksempelvis Tiny house movement, hvor folk bygger og bor i huse så små, at de kan stå på en trailer. På den måde kan boligejerne køre rundt i hele landet med huset på slæb.
 
Flere og flere amerikanerne vælger denne måde at bo på, viser tal fra Thetinylife.com.

Ofte har miniboligejerne højere uddannelse og indkomst end gennemsnitsamerikaneren. Så heller ikke for amerikanerne er der tale om, at de af økonomiske årsager er nødsaget til at indrette sig på mindre plads.

Det samme gælder bevægelsen Small house movement. Fænomenet begyndte i den ældre del af befolkningen, som flyttede fra deres store boliger til små huse, men nu følger de yngre amerikanere trop.

I USA spås small living-fænomenet til at gå en stor fremtid i møde, og forretningsmagasinet Fortune peger da også på downsizing som en af fem nye megatrends på det amerikanske boligmarked.

Ingen grund til at flytte

Tilbage på Amager er børnene blevet gode venner igen. Det er ikke altid lige let at bo, som de gør, men Gitte og Niels fortryder ikke deres valg om at blive boende i byen. Selvom det kan være trængt.
 
”Vi overvejede da at flytte ud af byen, men det ville ikke være en løsning for os lige nu. Vi ville få mere plads, men rent logistisk ville det være meget besværligt,” siger Gitte.

Det ville tage for lang tid at hente og bringe børnene, som går på to forskellige skoler i byen, mens de samtidig skal passe deres arbejde. Dertil dyrker Niels triatlon, som kræver adskillige timers træning i løbet af ugen. Og i det tætpakkede skema skal der også være plads til, at Gitte og Niels kan pleje deres forhold sammen.

Og som Gitte siger: ”Hvorfor skulle vi flytte, når vores liv er i byen?”