Københavnerlejlighed rummer hel familie

Byliv uden for døren, praktisk opbevaring og masser af luft. Kom med indenfor i en 3-værelses lejlighed, der rummer en familie på mor, far og to børn.

Når byens puls trækker, må storbyfamilier i bl.a. København indrette sig på mindre plads i de ofte ukurante, små bylejligheder. Og når flere vælger at blive boende i byen, selv når familien vokser, skal det ses som et aktivt tilvalg, et kompromis, som kræver kreativ tænkning i boligindretningen og motivation for at bo tæt.

Det kan en ganske almindelig familie på Amager skrive under på. De har aktivt fravalgt en større villa uden for byen og bor på omkring 60 kvadratmeter plus en hems, der dog ikke tæller som kvadratmeter grundet meget skrå vægge. Med simpel, specialbygget opbevaring, udnyttelse af kroge og fokus på lys og rummelighed får de få kvadratmeter til at arbejde for sig.