Livslang lejer

Michael Larsen kunne aldrig drømme om at købe en bolig. De fleste boligejere er slaver af deres enorme gæld og har ingen frihed, siger manden, der foretrækker at leje sig ind.

Michael Larsen værner om sin frihed. Han nyder at kunne rejse og flytte, som det passer ham, og det har han gjort en hel del i løbet af sit 68-årige liv.

Siden han flyttede fra barndomshjemmet i Brøndbyøster, har han haft adresser over det meste af København. En overgang havde han hjemme i Aarhus, og i studietiden bosatte han sig i Finland for at dykke dybere ned i sin interesse for det finske sprog.

Selvom Michael undervejs fik både job, kone og børn, har han aldrig så meget som overvejet at gøre sig til boligejer. Dertil har han sin uafhængighed for kær. Og parcelhuse med høje hække, hvor hver enkelt familie kan isolere sig, tiltaler ham overhovedet ikke.

Banken ejer boligerne

Akacieparken rummer mennesker fra forskellige kulturer og dele af samfundet. Den sammensætning tiltaler Michael Larsen (billedet), der flyttede hertil i 2010. Foto: Simon Johansen

Dørklokken på det lille, gulstensrækkehus i Akacieparken ringer kun en enkelt gang, inden Michael åbner døren.

I et af nabohusene hænger en tørklædeklædt kvinde våde sokker og bluser til tørre, mens en ung mand i joggingbukser og vindjakke sjosker ned ad vejen med en pose pizzaer i hånden. Der er søndagsstemning denne kolde eftermiddag i november. En stilhed, som Michael sætter pris på.

For blot 10 år siden var Akacieparken ellers et af de mere berygtede kvarterer i københavnerforstaden Valby, og nabolaget figurerede på regeringens lidet flatterende ghettoliste. Mange af beboerne havde hverken uddannelse eller arbejde, og et stort antal flygtninge og indvandrere blev indkvarteret i Akacieparkens 394 almene boliger, når de ankom til Danmark.

Da Michael, hans hustru og deres to katte flyttede hertil i 2010, var de en del af en strategi. For at komme det ringe omdømme til livs forsøgte boligselskabet Lejerbo at blande områdets beboere med folk fra andre dele af samfundet: Pensionister, studerende og folk med job. Det virkede, og i dag er Akacieparken hverken belastet eller berygtet.

Nu er her en perfekt blanding af mennesker fra forskellige dele af samfundet, mener Michael. For ham er rækkehuset i Akacieparken hjemme, akkurat som hvis han havde lånt penge i banken til at købe et hus eller en lejlighed et andet sted i byen.

”Det kan godt være, at boligejere omtaler deres bolig som ”mit hus” og ”min lejlighed”, men mange mennesker har jo enorme boliglån,” siger lejeren.

Ejerskab er en illusion

Det med boliglånene må man give ham ret i. Danskerne har længe været blandt verdens mest forgældede folkefærd, hvad angår boliglån.

”Ofte er det kun den sparsommelige pensionist, der efter at have betalt af på lånet i årtier, der til sidst kan kalde sig boligejer. Så det er en fiktion. Boligejere er bankernes gældsslaver. Det vil man være i rigtig mange år, og vi har jo set i de senere år, hvad det gør ved folk,” fortsætter Michael med henvisning til den seneste finanskrise. En krise, hvor mange boligejere oplevede, at deres friværdi forsvandt, fordi boligpriserne sank som sten i havet.

Samme stressniveau oplever lejeren ikke. Og når man er fri for at bekymre sig om lån, er der andre og vigtigere ting at bruge tiden på.

Da Michaels to døtre voksede op, boede familien i en treværelses lejlighed på Nørrebro i København. En petroleumsovn varmede lejligheden op, men der var ingen termoruder, så kulden havde rig mulighed for at trænge ind i værelserne om vinteren.

Til gengæld lå lejligheden godt placeret, og huslejen var til at betale.

”Nogle sagde, at børn da ikke kan vokse op på den måde. Men der er kommet to velfungerende mennesker ud af det. Det var en prioritering. Vi havde masser af tid med børnene og råd til andre ting end blot at afdrage på et boliglån,” siger Michael.

Formand for boligafdelingen

Michael viser ind i køkkenet, og mens han finder pulverkaffen frem fra køkkenskabet, fortæller han om sine ansvarsområder i beboerforeningen.

Efter at han sidste år forlod arbejdet som freelancetekster i Danmarks Radio, har der nemlig ikke været meget tid til at nyde tilværelsen som pensionist. I stedet holder posten som formand for Akacieparkens afdelingsbestyrelse ham travlt beskæftiget.

Det gælder efter Michaels mening om at gøre sin pligt som borger. Om at trække sin del af læsset og give noget igen nu, hvor han har været så heldig at få en god bolig i et dejligt område.

”Jeg er ikke selskabelig af natur. Jeg går ikke til alle mulige møder, middage eller andre sammenkomster. Slet ikke, hvis jeg kan blive fri. Men jeg er ikke ligeglad med andre mennesker, og jeg vil ikke kun leve for mig selv. Den tanke er mig fremmed.”

Boligen skal ikke være et spekulationsobjekt

Et stort antal danskere bor som Michael. Omkring halvdelen af Danmarks befolkning bor til leje. Alligevel er det kun sjældent, at lejerne omtales i Folketinget, mener Michael.

”Når der bliver talt boligpolitik i Folketinget, er det næsten altid kun boligejerne, der bliver talt om. Hvad med lejerne?”

Han mener, at boligejerne får særbehandling af landets politikere. Som eksempel nævner han friværdien. For selvom det ikke var sjovt at være boligejer under finanskrisen, kommer friværdien ofte også boligejeren til gavn. I tidens løb betales boliglånet af, og dermed øges friværdien måned efter måned.

Lejeren betaler derimod hver måned et beløb, som ikke kan ses på bankbogen. Huslejen har Michael dog ikke noget imod.

”Efter min mening er boligen et gode på samme måde som varme, vand og el: Man betaler for et forbrug. Så det generer mig ikke at leje mig ind og betale hver måned.”

Til gengæld generer det ham, at boligen i så stort omfang bliver betragtet som spekulationsobjekt. Han er imod, at boligejere kan høste store gevinster på deres ejendomme, når de sælger, fordi huspriserne er steget.

”Der er jo ingen, der har præsteret et arbejde for de værdistigninger. Hvis man har forbedret boligen med et nyt køkken, så er det okay, at prisen stiger. Men det er ikke rimeligt at forvente en profit ved blot at have haft tag over hovedet. Den samfundsskabte værdistigning burde tilfalde samfundet.”

”Men det er mit synspunkt, og det får man jo aldrig en borgerlig regering med på,” siger en grinende Michael Larsen, der da også erklærer sig godt til venstre på det politiske kompas.

Pas på slyngeludlejere

I køkkenet står en lille reol fyldt med ringbind. Hver mappe er stoppet med papirer fra en sag, som er med til at minde Michael Larsen om, at livet som lejer ikke altid er bekymringsfrit.

”Og der er flere ringbind på overetagen,” advarer Michael.

Ringbindene bugner af ubehagelige erfaringer med i særdeleshed én udlejer. Det var en privat udlejningsejendom på Nørrebro. Michael var beboerrepræsentant i ejendommen, og gennem mere end seks år tog han sig af de mange sager om mærkværdige huslejeforhøjelser og urimelige opsigelser.

”Den slags slyngeludlejere findes derude, og det skal man være opmærksom på. For bor man hos sådan en udlejer, er det bestemt ikke sjovt at bo til leje.”