Teknologien skal sikre fremtidens bolig

Fremtidens huse er allerede bygget, men for at holde boligerne opdaterede kræver det, at vi kan se værdien i og udnytter de teknologiske muligheder bedre, end vi gør i dag.

Ulrik Heilmann, direktør i Bolius Boligejernes Videncenter

Af Ulrik Heilman, direktør i Bolius Boligejernes Videncenter

For ti år siden skrev jeg om fremtidens bolig og argumenterede for, at fremtidens boliger allerede stod klar rundt om i landet. 

Dengang var der en lang række bud på, hvordan boligerne skulle se ud i fremtiden, men størstedelen af de innovative forslag handlede om, hvordan arkitekter skulle tegne de nye huse, der skulle bygges. 

Problemet med de her forslag er, dengang såvel som i dag, at man glemmer én simpel pointe: At fremtidens enfamiliehuse jo allerede ER bygget.

Villavejene i Danmark er fyldt med omkring 1,2 millioner boliger, og for de fleste af disse huse gælder, at de også står der om 50 år. 

Med andre ord: Der eksisterer 100 gange flere ”gamle” huse, end der bygges hvert år. 

Jeg mener stadig, at vi burde fokusere mere på de eksisterende huse i Danmark, når vi diskuterer fremtidens udfordringer. 

Det centrale i diskussionen er til gengæld, hvordan vi sørger for at få opdateret den eksisterende boligmasse. 

Jeg tror på, at det gælder om at udnytte de digitale muligheder. I dag har vi jo muligheder, som vi ikke turde drømme om for 10 år siden, men vi er ikke gode nok til at udnytte dem. 

I løbet af de senere år har teknologien udviklet sig fantastisk meget, og samtidigt bliver den billigere og billigere. Se bare på robotplæneklippere og robotstøvsugere. Disse hjælpemidler kan i dag anskaffes for en billig penge, hvor de førhen var forbeholdt de få. 

Der findes også musikanlæg i dag, som kan hjælpe dig med at overvåge dit hus, der findes apps, som gør dig opmærksom på boligens indeklima, og sådan fortsætter rækken af teknologiske værktøjer, der let kan optimere din bolig. 

I en meget nær fremtid vil vi også opleve digitale giganter som Google, Amazon og Apple tilbyde teknologiske hjælpemidler til at opdatere den eksisterende boligmasse. 

Udfordringen er bare at få boligejerne til at se en værdi i værktøjerne. 

Lad os sige, du har en app, der kan tænde lyset i din bolig eller låse hoveddøren op. Det er smart nok, men er det ikke hurtigere selv at gøre det manuelt? 

Vi, der bruger teknologien, er blevet dygtigere til at bruge den, og det betyder, at vi ikke så let lader os forbløffe som tidligere. Vi skal overbevises. Og derfor kræver det nu, at vi kan se en værdi i teknologien. 

For 10 år siden skrev jeg, at det var på tide, at branchen samlet set rettede fokus på fremtidssikring af de eksisterende enfamiliehuse. Det mener jeg stadig. Men i dag er jeg sikker på, det er teknologien, der skal sikre og hjælpe os.

Vi skal bare kunne se fordelene i den først.