Emhætter
Når du skal vælge ny emhætte, skal du overveje, om den skal være med udsugning ud i det fri eller have et kulfilter, der renser luften og sender den tilbage i rummet igen.

- Når du skal vælge ny emhætte, skal du overveje, om den skal være med udsugning ud i det fri eller have et kulfilter, der renser luften og sender den tilbage i rummet igen.
Hvilke overvejelser bør du gøre, inden du vælger emhætte?
En emhætte opsuger den opvarmede luft fuld af mados og damp fra madlavning, så den ikke spredes til resten af huset. Luften suges væk, og ny frisk luft blæses ind.
I følge bygningsreglementet skal en emhætte udskifte luften i rummet mindst 10 gange i timen. Er der ikke en emhætte, skal der være en eller anden form for ventilation. Det kan være et vindue eller en dør, der åbner ud til det fri, eller en udtrækskanal i ydervæggen.
I nybyggeri kræver bygningsreglementet, at der er en emhætte med elektrisk udsugning på mindst 20 l/sek. eller en emhætte med naturligt udtræk og en udtræksåbning på minimum 200 cm2. I huse med gaskomfur skal der være en emhætte med elektronisk udsugning.
Inden du vælger en emhætte til dit køkken, skal du tænke over, hvilke behov den skal dække, og hvad den skal kunne.
- Hvor stort er køkkenet?
- Hvor meget må emhætten støje?
- Hvor bred må emhætten være?
- Hvor højt/lavt skal emhætten hænge?
- Skal emhætten have udsugning til det fri eller have et kulfilter?
- Hvordan er lyset fra emhætten?
Hvor stort er køkkenet?
Start med at se på køkkenets størrelse. Hvor stor skal emhætten være for at opfylde bygningsreglementets krav til udsugning?
En god tommelfingerregel er:
- Gang køkkenets rumfang (bredde x længde x højde) med 10. Det tal du, når frem til, er den kapacitet pr. time, som emhætten bør have.
Eksempel: Hvis dit køkken er 4 m x 3,5 m x 2,3 m, er rumfanget 32,2 m3. Dette tal ganger du med 10. Resultatet er 322. Det vil sige, at du skal have en emhætte, der har en kapacitet på mindst 322 m3 i timen.
Kapaciteten varierer typisk fra 250 m3 til 600 m3.
Hvor meget må emhætten støje?
Der er stor forskel på, hvor meget emhætter larmer, når de suger. Der findes i dag mange modeller, som har et meget svagt lydniveau, dvs. under 50 dB.
Hvor bred må emhætten være?
Jo bredere emhætten er, jo bedre suger den. Men der er grænser for, hvor stor en emhætte bør være. Hvor meget plads har du i køkkenet, og hvor stort er dit komfur (kogepladerne)? Emhætten bør ikke være så stor, at den dominerer alt for meget.
Hvor højt/lavt skal emhætten hænge?
Hvor højt emhætten skal hænge, afhænger af dig og dine arbejdsvaner. Den må dog ikke hænge lavere end 145 cm over gulvniveau, anbefaler køkkenfirmaer og producenter af kogeplader. Højden afhænger også af eventuelle overskabe, som den helst skal hænge i niveau med. Hænger den frit, har du større mulighed for at vælge den korrekte højde. Køkkenfirmaer og producenter af kogeplader anbefaler, at du hænger emhætten 50-60 cm over et elkomfur og 50-70 cm over et gaskomfur.

Skal emhætten have udsugning til det fri eller have et kulfilter?
Det er bedst, hvis emhætten har direkte udtræk til det fri, så madosen ryger udenfor. Det er dog ikke altid muligt, og i det tilfælde kan du installere en emhætte med kulfilter (emhætte med recirkulation). Den type emhætte suger ikke madosen væk fra rummet, men filtrerer den i stedet.
Du skal være særligt opmærksom, når du køber en emhætte med recirkulation. I en emhætte med recirkulation bliver luften suget op i emhætten, hvor et kulfilter filtrerer luften, inden den blæses ud igen. Kulfilteret bliver beskidt med tiden, fordi stegefedt og andet snavs sætter sig fast i det. Det bør vaskes en gang om måneden, og du bør skifte det en gang om året. Når du køber ny emhætte, er det vigtigt at undersøge, hvor nemt filteret er at tage ud og rense.
Hvordan er lyset fra emhætten?
Du skal også tjekke, hvordan lyset er i emhætten. De fleste emhætter giver desværre ikke det bedste lys. I mange tilfælde er det enten for skarpt eller for svagt. Det kan derfor ikke anbefales, at du køber en emhætte på internettet, uden at du et andet sted har set og tjekket den ordentligt.
Hvilke typer emhætter findes på markedet?
Der findes flere forskellige emhætter på markedet, men groft sagt kan de inddeles i to typer:
- Udsugning
- Recirkulation.
Udsugningsemhætten har direkte udsugning til det fri via en aftrækskanal igennem ydermuren eller op igennem loftet og ud igennem taget. Nogle udsugningsemhætter kan med fordel tilsluttes et varmegenvindingsanlæg, så den varme luft ikke ryger ud i den fri luft som spildvarme, men genbruges til opvarmning i boligen.
Recirkulationsemhætten er nem at montere, da den ikke kræver et aftræk. I stedet sidder der et kulfilter, som skal skiftes eller renses, som regel en gang om året. Du skal dog være opmærksom på, hvor effektive de er. Det har vist sig, at nogle recirkulationsemhætter kun fjerner 50 procent af partiklerne. Nyere udsugningsemhætter fjerner til sammenligning minimum 89 procent af partiklerne.
Emhætter med ekstern motor
I takt med at vores køkkener bliver større og større, stiger kravet til, hvor store luftmængder der skal fjernes fra rummet. Det har medført, at motorerne på emhætterne er blevet større - og dermed også mere støjende.
Ifølge bygningsreglementet må tekniske installationer ikke støje mere end 30 dB inde i boligen. For at undgå støjen kan du f.eks. lægge emhættens motor på loftet, så du ikke kan høre den. Du skal dog være opmærksom på, hvor du monterer motoren. Det er ikke særlig smart at sætte den i skunken ved soveværelset.
Det kræver lidt større arbejde at montere emhætten på loftet. Til gengæld har du næsten ingen larm fra den i køkkenet, og du kan bruge den mere effektivt, da den kan være tændt i længere tid og dermed suge al madosen ud.
Hvilken type emhætte er den mest effektive?
Emhættens udformning er vigtig for dens effektivitet. En stor og dyb (bred) emhætte fungerer bedre end en lille og smal. Jo mere af kogepladerne emhætten dækker, jo bedre er den.
De mest effektive emhætter er dem med en stor ekstern motor. De er næsten lydløse (i køkkenet) og suger mest effektivt. Madosen bliver desuden suget direkte ud i det fri, og du undgår at skulle skifte et filter.
De bedste "emhættetips"
- Vælg en model med passende kapacitet og lavt energiforbrug.
- Emhætten bør køre i fem minutter, efter at du er færdig med at lave mad, for at få renset luften helt.
- Den bagerste del af emhætten suger mest, så det er bedst, hvis den store kogeplade er på den bagerste del af komfuret.
- Emhættens effektivitet falder i takt med antallet af gryder og pander, der er i brug. Indholdet af partikler i luften tredobles, hvis der er fire plader i brug frem for en.
- Hvis en udsugningsemhætte larmer, når den ikke er i brug, kan det skyldes, at der blæses luft ind i den udefra. Dette kan forhindres med et udvendigt spjæld, der kan lukkes til indefra, når det ikke er i brug. Et spjæld forhindrer også, at det ikke trækker fra emhætten.
Publiceret: onsdag 9. december 2009
Kolofon / Send feedback
journalist Dea Lindegaard
bygningskonstruktør, fagredaktør Casper Kjerumgaard
redaktionschef Kristine Virén
Personlig rådgivning
NETOP NU
Nyhedsbrev
HUS OG HAVE I februar
-
10 gode råd til haven i februar
-
Hvordan undgår du kalk på...
-
10 gode råd om indeklima
-
Husstøvmider
-
Sådan fjernes skimmelsvamp i din...
-
10 gode råd om beskæring af træer...
-
Sådan finder du ud af om der er...
-
Fald på terræn tæt på huset
-
Bortledning af regnvand og...
-
Planlægning af haven
-
Tjek dit badeværelse for...
-
Tjek udluftningen af dit hus



























Kommentarer
Kan jeg tilslutte andre mærker end Exhausto?
Vil gerne have en frithængende installeret i stedet for min gamle udtræksemhætte.
Er jeg begrænset til kun at købe Exhausto emhætter, eller kan jeg tilslutte andre?
Hvad skal jeg kigge efter, hvis det kan lade sig gøre, at bruge andre mærker?
Lydniveau ved højeste trin: 45 dB (A), svarer i lydeffekt til 59 dB (A) re 1pW iflg. DIN/EN 60704-2-13
Hvordan skal dette tolkes?? Umiddelbart virker 45dB jo rigtig fint, hvorimod 59dB vel er som så mange andre emhætter.
Håber der er nogle kloge hoveder derude som kan svare.
Mvh
Martin
Et andet lille fif er at starte emhætten ca. 5 min før brug så har den skabt et undertryk og er klar til at tage imod lugt - fedt o.s.v. og er mere effektiv fra start ligesom i påpeger det er vigtigt at den køre ca. 5 min efter maden er færdig.